Metafonica's stjerneskib

intet kompas

2012-02-01T20:19:00.000+01:00

Så jeg opgraderede måske mit livs tømmerflåde til en lille optimistjolle...men den er uvant og det er koldt og vådt og ensomt.

Jeg er så utroligt træt. Udmattet. Initiativløs. Min praktik sluttede i fredags- det blev til to dages i-byen gøgl og så en søndagspause ( synes jeg at huske?) for derefter at have noget mandag med mig og resten med familien. I skrivende stund er det onsdag aften og jeg har brugt næsten to hele dage på næsten ingenting, men jeg føler mig ikke forfrisket eller genoplivet. Jeg har lyst til at sove i tusind år og glemme at verden findes. Ligenu føles det somom, at den verden der er derude alligevel klarer sig fint uden mig. Folk har deres højdepunkter og dale uden min indblanden og det er ikke fordi det gør en forbandet stor forskel om jeg smider mine 5 kroner ind eller ej.

jeg prøver at holde dem der kærer sig nært.

Jeg er bare så utroligt træt. Træt nok til, at jeg ikke rigtig kan mønstre hverken vreden på verden eller rigtig emo-tristhed.

Jeg ved ikke om det er vinterdepression, post-praktik skader eller en indbygget ugidelighed jeg skal søge at selvtugte mig ud af. Jeg håber virkeligt, at selvtugten ikke er det nødvendige, da jeg normalt har en iboende begejstring ved fornuftige ting. Måske er det kombinationen med min tilbagevendende hånd/armsmerte, som føles somom der er dumt at jeg træner...jeg ved det ikke...

Jeg er bare så utroligt træt

Igennem halvmørket - fra tømmerflåde til robåd

2012-01-25T00:18:00.000+01:00

Sidste indlæg handlede om, hvor meget jeg håbede på en eventyrlig forandring i min tilværelse. Nu er virkeligheden blevet meget mere jordnær, og jeg håber at overleve en ubehagelig måned helskindet og forhåbentligvis med nogle nye erfaringer der kan bruges i videre verden.

Forhåbentligvis ligger virkeligheden tættere - hvis ikke pladask oveni- realiteterne fra min første praktik. Ellers ligger der en depression/krise i min fremtid, når jeg har slåsset mig igennem nogle års forsøg på at få folkeskoleriet til at fungere.

Men jeg har lært nogle personlige ting jeg kan varme mig med.

Selvom jeg græder mig igennem morgenen, så kan jeg stadigvæk lave så god en undervisning, som jeg nu er i stand til. Jeg kan være dødsens dødsens træt og stadigvæk skrive mit synth-stykke om i studiet med øjne kiggende på mig. Jeg er ikke så skrøbelig som jeg frygtede og jeg er ikke så meget en kælling.

Intet eventyr men masser af udfordring. Det er måske eventyr for voksne? Hm...

Min tømmerflåde har fået lidt hærdede kanter og lidt flere vinkler at virke på. Måske det endda er opgraderet til en lille optimistisk jolle? - den kan sejle og den vil steder hen? Jeg sidder og synger om hvad der gir livet værdi...Ja..sku...Kaptajn på mit første nogenlunde normaliserede fartøj! Ohøj kaptajn!

Jeg er kaptajn - mit kompas peger ikke mod nord, det peger mod tvivl.

Snart kastes stjerner på pinde ud med nytårsønsker

2011-12-24T01:47:00.000+01:00

Puha jeg håber. Puha jeg prøver at lade være.

Et spring og en anmodning, en samtale og en deadline. I starten af januar hører jeg om de vil bo med mig. Eller rettere, om det er mig de vil bo med mest. Det er nervepirrende, gribende og tankeoccuperende, at deres valg kan ændre mit liv. Og ih hvor jeg længes efter at følge den strømning og få det eventyr.

Jeg har gjort hvad jeg kan for at følge den. Medmindre jeg burde skrive et ekstra brev til dem og tigge dem om, at vide mere om mig? Er det dét en go-getter ville gøre? Presse sig længere ind i deres virkelighed?
Jeg er 93% besluttet på, at lade terningerne være kastet, men det huer mig ikke, bare at gå rundt og håbe. Ih altså og gøgl.

Det er natten før jul og det er dejligt. Alting er klar til det og jeg vil gøre hvad jeg kan for, at lade den dag være stressfri. Måske endda lave noget lektier om lidt eller imorgen for at føle, at jeg er nået længere. Puha det er en dum ting at jeg heletiden har bekymring i baghoved. Jeg ønsker mig at være ligeglad bare en weekend.

Exhale...breathe in....exhale....Dybt...Det er en dejlig tid og jeg glæder mig til nytår. 2012 bliver vildt og blændende og jeg kan mærke lykkeligheden banke på indeni og længes efter at gro vinger. Verden kalder og det er vidunderligt at blive stærkere og stærkere. Min heltinde vil blive mig igen.

renvasket i ensomt hjerte

2011-12-07T18:53:00.001+01:00

Så er der snart skuret på alle ender og kanter. Snart ryddet færdig op over det hele. Enkelte kasser står i stuen, enkelte i sindet og venter på den sidste håndtering. Alting er ved at være enkelt, minimalistisk smukt og vellykket.

Alt imens er resten af livet ræset forbi mig. Jeg er nærmest den sidste single af de nærmeste eller til gengæld den barnløse blandt resten.

Så er det ligemeget hvor barnestolt jeg er af, endelig at have finpolerede parketgulve. Så er det ligemeget at jeg faktisk har en retning i mit liv. - Jeg definerer normalt ikke livssucess efter, om man har sat liv i verden eller har andres tilknyttede kærlighed...men idag knuser det mit hjerte i hvert åndedrag, at jeg er efterlad her tilbage. Ensom og til overs.

Tårene triller og jeg ved det er fordi jeg er træt. Stressen hænger i klæge kager igennem pandehåret og maven er i månedlige kramper uden lige. Jeg er så utroligt træt og så bange for, at min praktik og mit studie på en eller anden måde går i kage. På ingen synderlig måde rationelt i propertion med risikoen, men et udtryk for, hvor bange jeg er for at glide tilbage til ingenting dér. Dét er blevet min bastion af brugbarhed og selvværd. Hvis jeg ikke er andet, er jeg et menneske der søger at blive dygtig til et hverv, som jeg selv finder vigtigt og nyttigt. Men dét press er meget at lægge på mine press-svagelige små skuldre.

Jeg håber jeg kan sove. Jeg håber jeg kan sove. Ih random univers uden mening - jeg håber jeg kan sove.

Skal det virkeligt være mit offer til virkeligheden og mine kære? en " måske har i det hårdt med den lille, den elskede, den karriere - men i det mindste er det ikke så galt som mig, hende der prøvede men fejlede" ...fuck..Jeg ved godt det er emo....

Helt til tiden! og "projekt galdebekæmpelse påbegyndt"

2011-11-29T23:47:00.001+01:00

Mit hjerte er helt igen og sommerfuglene sniger sig ind i mine tanker. Et glimt i øjet hos en charmerende lægestuderende og jeg smilede resten af dagen. Det er skønt, det er ufarligt og det er lavet af musik og blomster og andre ting som er rare...som en helt genopfyldt e-cigaret og en kaffe latte - og en tur med en flyver! Hurra.

----------------------

Jeg er begyndt at søge og prøve at opfinde en måde at håndtere retfærdig harme over medmennesker, som jeg ikke kan fjerne/fjerne mig fra i min verden. Det er på tide for jeg kan mærke jeg ignorerer noget småt og usympatisk- fordi jeg ikke er interesseret i en sindsyg konfrontationssyg social dramascene...men jeg bliver mere og mere allergisk overfor de små stik efter det

og så kan jeg simpelthen til sidst ikke holde mig selv eller mennesker ud fordi de er så åndsvage

og min evne til at trække på skulderen holder kun lige til jeg har et nogenlunde sympatisk ører og så skal galden ud.

Min ven foreslår noget jeg aldrig havde overvejet - "Well, jeg går en tur ned gennem strøget hvor alle dårlige mennesker samles og så sætter jeg min hjerne til at planlægge hvor jeg ville placere claymore miner for den mest effektive ødelæggelse."

Det er ikke den første jeg møder der har den slags løsninger -for mig falder det mig naturligt at minutiøst planlægge folks undergang igennem social stigmatisering men så føler jeg mig så skyldig bagefter. Rådet til det var at det er vigtigt at gøre det overkill og urealistisk så man ikke skal tænke over om det er muligt.

Det der vel giver mening i det er, at det genvinder følelsen af kontrol. Det kan måske også forstærke følelsen af at være et bedre menneske ved, at lukke tankestrømmen med en " og jeg har ingen planer om at gøre det fordi jeg ikke er den slags menneske"

Så det er første forsøg. Denne aften vil jeg gennemgå alle de krænkelser jeg føler mig udsat for og forestille mig hvordan jeg ødelægger de krænkede og måske kan jeg komme af med behovet for at søge retfærdighed hos andre tilhørere!

bibbedibobbedibu

2011-11-21T22:53:00.001+01:00

Ih gad vide om det virker at tænke dig ind i virkeligheden? At blogge dig på skrift og håbe?

Så stolt og selvsikker jeg er, så lille og flov bliver jeg, når jeg tegner mig selv og hvad jeg forventer af livet og mine partnere. - For det er da noget flovt noget, at indrømme hvor højtføjent ens ambitionsniveau er i jantelovens danmark ;)

Måske det også er på tide at finde ud af hvad de nye dealbreakers er. Pludselig forstår jeg hvordan man kan glide væk fra sine overbevisninger i vindblæste forhold. Eller bare få skubbet sine prioriteter. Eller bare ende med at give slip på nogle af dem.

Jeg har tænkt over, at der er ting som på ingen måde er et must hos mig, men som virkeligt klikker, kilder mine nakkehår, pirrer min playfull og som fordi det ikke er noget, jeg finder bragende vigtigt i et medmenneske, ikke har været noget jeg har snuset efter....men på en ønskeliste så skal det måske med? eller måske bare på listen over ting jeg vil gå efter i en flirt.

------------------
Jeg har afleveret en rimeligt stor opgave til skolen og ligget syg...Og nu er det halvsent om natten og stressen giver ikke rigtig slip. Jeg har ihverttilfælde 3 gange gennemgået, hvad jeg skal imorgen og for det første er det intet rigtig vigtigt og for det andet, så har jeg altså styr på det...men sådan er stress. Sikke noget.

-----------

Jeg har fået lyst til at notere min feberdrøm ned, selvom hele den her blogpost har været om frigørelse fra fortiden og om at komme videre... Jeg ved ikke hvorfor...

Der var vel en masse intro og exit i den her drøm som der plejer, men kort fortalt vandrede jeg ned af en landlig vej med store huse om natten, og udenfor hans havelåge holdt jeg pause. Han kom ud og vi gik væk - i ly for hendes udsigt bag et eller andet andet hus- og snakkede. Ikke om noget romantisk. Om hans liv og hvordan de var endt i det hus og om hist og pist. Ikke synderligt om mig.
Den følelse jeg står tilbage med, er et minde om intimitet...måske endda øm intimitet? ihverttilfælde et minde om noget jeg savner, men som jeg faktisk i skrivende stund tvivler på, var der synderligt længe i mit forhold med ham. Det er noget mærkeligt noget.
------
Men det er noget jeg ønsker mig meget dybt, men også tvivler på. Det er vel no
noget jeg på ingen måder er ene om. Alle er unikke og ensomme i deres uenshed.
Alle ønsker vi en genkendelse?

feber alene i verden

2011-11-20T23:49:00.001+01:00

med ondt i kroppen og bekymring i sjælen. Hel alene og uelsket...Det er ved at være hverdag og det er en ædruelig oplevelse af stille skarp på, når man er småsyg, sygsyg og derefter febersyg i den samme måned.

Det er det tidspunkt i mit liv, hvor jeg virkelig oplever angst stærkest og selvmedlidenhed i store portioner.

Jeg hulkede mig igennem et tvprogram om transseksuelle - hele udviklingen af deres sammenhold og kampen imod normkontrol og ensomhed ramte lige ned i mit hjerte. Det er ikke ok...det er ikke ok at nogen skal være ulykkelige på grund af andres indskrænkede kasseunivers. Ikke i orden overhoved.

Nu skal jeg så slås med at sove, da dagen er forsvundet i feberdrømme. Men hvis ikke andet, så er jeg forhåbentligvis rask imorgen og klar til at takle de næste forhindringer. Jeg er stolt af, at have sparet penge igen idag. Igen kan jeg sige- om ikke andet, så har jeg ikke spildt penge oveni at spilde en dag.

Det er den mest jordnære kamp jeg har skulle kæmpe nogensinde, at få styr på økonomien og

2011-11-13T07:09:00.001+01:00

At føle sig hjemme. At føle sig hjemme med nogen.

Jeg roder rundt i hoved og spekulerer på rigtigheden af ting. På vigtigheden af naturligheden i afgørelsen af rigtigheden af ting.

Verden og alle de kasser der er dumme at bruge og alle de kasser jeg så bliver nød til at gendesigne, thi altings totale relativitet giver mig hovedpine :)

Men jeg ønsker mig en hjemlighed med nogen. En familliaritet med en duft og en fremtid. Med den lille ufødte pige der venter på verden.

Men blogning hjælper faktisk. Det er dælme vidunderligt, når gamle vaner har stadig og aktuel værdi.

Jeg oplever en forvirring, baseret på den almindelige kassetænkning, men også en mærkelig tvang til, at bruge de alternativt opstillede kasser, når jeg så går ud af den første crazy.
På den anden side af frigørelsen fra de almindelige definitioner, er der bare en verden fyldt med andre definitioner. Målet for nogen er selfølgelig, at den verden skal være åben og give plads til alle. Men det er næsten alle inde for en eller anden kasse. Ih...

Det er vigtigt for mig, at finde mine helt egne definitionsbokse til forståelse og oplevelser. Eller at acceptere, at det tager tid at forstå alting nyt.

op på skrivemaskinen igen

2011-11-01T19:34:00.002+01:00

fik påpeget at jeg ikke havde blogget i lang tid, samtidigt med, at lifehacker smed en post om mental sundhed og skrivning online. Så derfor bruger jeg nu min sygeaften på, at prøve at få styr på nogle ting.

Hvad vil jeg? - i en forsøgt prioriteret rækkefølge :)

Få styr på mine finanser!

Tabe mig : Projektet kører med begrænset kalorieindtag og sunde madvarer + alkoholbegrænsning. Jeg er allerede 16 kilo nede og med en etableret livstilsændring...men ih jeg vil have fingrene i det billige tøj...

Rejse : og derfor spare penge. Jeg prøver med at holde endnu skarpere styr på min økonomi end før og med småjobs inde for su'ens tilladte ramme.

Have en iPad : - jeg burde vel egentligt ønske mig en stabil stationær eller min egen bærbare...men jeg elsker ipadden...ih jeg elsker den :)

Være rask og aktiv : Jeg ligger sløj i skrivende stund og synes det sker for ofte.

Have det sjovt med min uddannelse : har erstattet " få en uddannelse" - jeg har fået blod på tanden i forhold til at opleve ting igen og gider ikke trække flere tænder ud i forhold til uddannelsen, end højest nødvendigt. Hmm..Det er en selvtillid der er tilbage igen.

Holde min nye alkoholprofil : og måske endda få den tatoveret. Jeg er utroligt glad for, at det faktisk virker at lave en gradueret ændring uden katastrofal krise. Det interessante er, at små nederlag så bliver større i sammenligning inde for processen. Ikke dårligt hvis jeg kan holde det fra at ryge ud af perspektiv.

Ordentligt rejseudstyr. - Jeg har superteltet, men resten mangler :)
----

Det er lidt spøjst...jeg har længe holdt fast i, at nuet virkelig skulle være det absolutte fokus for eksistensen og at det derfor også gav mening, at være impulsiv i nogle situationer, så længe det holdt sig inde for mine økonomiske rammer. Men nu strammer jeg de hverdagsrammer strammere op og går aktivt "efter guldet". Om det er pant eller sko der sættes på den blå avis, så er målet at skrabe de små sedler sammen til en lidt større og så komme på et tog og se noget verden. Det har ventet alt alt for længe og jeg tror langdistancegøglet gjorde, at jeg både syntes jeg rejste og at jeg fik brugt penge på snævert budget. Nu hvor det på ingen måder er aktuelt, så tror jeg, at en solid opstramning vil give mig den ægte luft under vingerne, som jeg troede jeg havde før, men af gode grunde ikke følte.

Ih jeg glæder mig. Jeg glæder mig så utroligt meget og må lige lave et punkt til på listen over ting jeg gerne vil have. Rejseudstyr og så afsted. Verden jeg glæder mig til at opleve dig igen. Mine øjne tørster efter dine detalier og jeg tror mit hjerte bruser med mod, fordi det igen tror det er muligt.

Afrunding?

2011-10-05T00:19:00.000+02:00

Så er min fortælling, om min første lange pseudo-redebyggerkæreste ved at være ført helt til dørs med det sidste efterspil.

Fortællingen har været om så utroligt mange ting. En af dem jeg sidder med i skrivende stund, er perspektiver og deres utrolige forskellighed. Hvor nær man kan føle sig og hvor fjerne man kan være. Hvor sandt jeg følte ting var, og hvor umuligt at de kan have været det.

Her under et år efter, at jeg så ham sidste gang, er han nu både gift og på vej til faderskab. Ting han ikke ønskede, når han snakkede med mig. - Hvad det så end betyder.

Jeg har det som dengang jeg mistede min mødom...Ligemeget hvor meget jeg håbede at det ville blive noget specielt, så blev det bare noget livsændrende ude af min kontrol, der ikke var en synderlig vidunderlig oplevelse. På sin vis har de også til fælles, at jeg ventede og håbede mere end at jeg handlede...Hmm...

At undervises til at undervise ( elevrespons)

2011-09-03T08:13:00.004+02:00

Altså...den danske læreruddannelse er indtilvidere tømt for information om, hvordan MAN FAKTISK KAN GØRE I VIRKELIGHEDEN....!?! hvad i alverden er det for noget juks?

Nåh....det skulle jeg så have regnet ud tilsyneladende...men anyways...Note om noget jeg så i en film.

Lærer engagerer eleverne til at skrive egne digte og læse op. So far so good - for de er engagerede i deres eget projekt - men det som Jeanette (praktiklærer 1) så gjorde anderledes, var jo hele " respons" delen. Selv på et lille digt virker det som et værktøj, som engagerer de små egoister i, at være mere med. Med den negative vinkel er det, fordi de så hører sig selv snakke, med den positive vinkel er det, fordi de så bliver gjort opmærksomme på, at deres mening er vigtig og det er dem der er publikum og at publikum har en holdning,

I al sammenhæng tænker jeg, at det er måden at træne den kritiske forbruger/tænker/publikum og styrke eleven,- samtidigt med, at de bliver øvet i at tale pænt. Ganske simpelt.

Huston we have Believers!

2011-09-02T07:18:00.004+02:00

Hmm... Jeg har haft en rimeligt uskeptisk sommer...altså som i, at det lidt var somom sommerferieuret ringede, og så lagde jeg min nye skeptiske bibel til side og håbede at tingene var som de skulle være...eller ikke rigtigt såen med vilje...bare, at der var alt muligt andet, der greb min opmærksomhed med heftigere aktualitet. Det var ikke noget jeg havde bidt mærke i, før jeg pludselig sad på skolebænken igen, omgevet af voodo...

Det spøjse er, at jeg har brugt en anden computer over sommerferien, så jeg så først mange af de links og det materiale jeg havde på den anden, da jeg kom på skolen igen. Og det gav ikke helt så meget mening til at starte med. Altså...Det var såen en " ah ja de ting har jeg set/læst/forholdt mig til"....men igen var det ikke så aktuelt. Min omgangskreds repræsenter tilsyneladende et meget specifikt og ikke-gennemsnitligt lag af befolkningen, da der nu, efter bare 9 timer i den " virkelige verden" er et kæmpe behov for, at holde fast i hvad jeg mener er rigtigt.

Jeg sad for omkring 14 dage siden og whinede over, hvor lidt der skete i min verden...puha...så kan jeg lære det :D <3 til universet

mavemålingsdrøm og efterspil...

2011-08-29T02:26:00.004+02:00

Et skrig sidder fast i halsen på mig imens hjertet hamrer løs. En dags utilpashed har nu reduceret sig ned, til et højkoncentrat i bunden af min bevidsthed, som ikke lader sig sluge og forsvinde...

Jeg kunne skrige og skrige...ikke fordi jeg egentligt er bange, men fordi denne afmægtighed giver mig lyst til at kæmpe mig fri.

Selvfølgelig var det bare en simpel og banal drøm. Selvfølgelig starter det dér. Med et minde. Et stærkt minde min krop huskede og satte om til ny fortælling. En simpel gestus han havde gjort nok, til at jeg har kunne mærke hans mave mod min hele dagen. - Heldigvis har det kun været i pletterne imellem skønne aktiviteter...men nu hvor der er stille, så er mindet der igen.

Og jeg er så utroligt forvirret og træt. Træt af at skulle igennem så utroligt meget oprydning uden formål. Uden belønning. Forvirret over, at det bliver ved, selvom alt er så krystal klart og afklaret. Eller...Ihverttilfælde nået dertil hvor, jeg har lært alt hvad jeg kunne have lyst til at lære af triste ting omkring at prøve at kæreste og at blive udskiftet.

Jeg er så ked og træt...Træt af at skrive det igen og igen. Træt af, at jeg nu er skeptisk når det virker overstået- fordi det har gjort det før. Træt træt træt af, at når min hjerte er så træt af det som nu, så kan jeg ikke sove. Vidunderlige røvballeIroni.

Jeg vil hjem til den ikkeeksisterende verden hvor ting giver mening.

Jeg vil trøstes i gensidig tillid.

Spørgsmålet er vel, om jeg kan smide mig ned i et eller andet udtryk, til det er overstået?

Om jeg på trods af istykkerarmen kan, enten komponere eller konstruere, til noget andet har taget mening?

Om den generelle kærlighed til udtryk, plus hjertesmerte, kan vække mere skaberkraft i mig og kompensere for min ubetydelige trang til anderkendelse. Trangen er der ja, men tilsyneladende ikke nok til, at tage kampen op endnu. Måske er det på vej...Hmm....

>Næste projekt må være metronom

jeg ville elske at forelske

2011-08-25T23:03:00.003+02:00

...det er der omkring hvor, mit hjerte banker og slår og småpludrede tanker danser og tanker energi fra minus til plus...og fra glad til jalux... det er et stort kaotisk mudder halvdelen af tiden!

Jeg bliver småjalux på andres fremskridt i kærlighed,- hvilket er noget af det mest irrationelle jeg nogensinde har oplevet som voksen.

Det er selvfølgelig fordi, at jeg har et lidt kæresteformet hul ideni og fordi kanterne er helet og blevet så uformelige, at de ikke gør ondt at prikke til og ikke er for fyldt med minder. Det er ikke fordi ingen fortjener det, eller fordi jeg skulle tage noget fra nogen...det er ikke fordi nogens glæde ved andre mindsker deres glæde ved mig...Jeg ved det godt...men et par irrationelle følelseseksplosioner om dagen er min situation i skrivende stund. At der så også er fuld gang i kreative og jobmæssige ting gør det mere rodet.

jeg tror, at hvis jeg faktisk mødte en med noget gengældt, at jeg virkeligt virkeligt skulle være forsigtigt med reboundfaktoren...det ville være ekstra grimt at betale det videre, som blev gjort mod mig og jeg tror det ville være en omgang flashback rod ligemeget hvad.

Men jeg vil dælme gerne svæve lidt rundt. Selv med visheden om, at det er ret så svært at finde en, som passer til mig som jeg kan holde ud...Men iiih :)

Armen brokker sig stadigvæk med mellemrum...Det samme gør benet nu også...og efter to dages cyklen går bagdelen det fanme også,..det føles somom garantien er ved at løbe ud på min krop og det fra nu af handler om omhyggelig vedligeholdelse af en veteranbil...

Ting går vidst ret godt..såen lidt kaotiske og såen lidt uden så meget akut træk til noget fremad...der er ikke noget jeg lige umiddelbart ser frem til faktisk...Det er lidt spøjst...

hmm....

Hmm.. Det er noget at tygge på her nu synes jeg lige. Tingene er fine, der er ikke noget jeg ikke kan håndtere, jeg får en masse gjort...men ikke noget som virkeligt får mit hjerte til at banke...til at danse eller til at ligge søvnløs i iver... der er ro på...Jeg får ting gjort...Er det sådan en "going through the motions" ting... Er det sådan det skal være? Er det her den sunde, rolige og udramatiske livsførsel? .... Jeg har bedt og organiseret mig efter mindre drama, så skole kan komme igang og igennem...hmm... men som alt imens jeg skrivetænker hér, overvejer jeg meget, om jeg egnetligt gerne vil dét. Såen for alvor :) Det er meget spændende faktisk.

Jeg må tænke mig en masse mere over det her!

Så tæt på og så langt fra

2011-08-19T01:41:00.004+02:00

Idag har jeg været tæt på en kær venindes kommende afkom. Jeg har mærket ham sparke, her 2 måneder før hans ankomstdato til det store udenfor.

Nu føler jeg mig måske endda længere fra den drøm end nogensinde før. Når jeg kigger rundt og ser skællet imellem de elskede og de enlige vokse, så er mit egen lille afstikker over på den anden side både karakteristisk og ydmygende. At jeg faktisk troede det ville være mig. At jeg faktisk troede på at han mente sine ord...

Jeg vil det så uhjælpeligt gerne, men jeg ser ingen vej dertil. Med længsel efter kærlighedsbånd søger jeg igen og igen efter ubetalelige lejligheder, med drømmen om muligheden for en form for intimitet med en pelset følgesvend med en afhængighed af mig. Selv det er en uopnåelig drøm med en kriseramt økonomi og et gøglerCV... Jeg er tilbage til at føle mig hjerteskærende ensom i aften.

Igen og igen kan jeg understrege, at det er midleridigt og at sol, kunst, de smukke og fængende flager af universet og alt det der, nok skal få smil i mit hjerte igen...at det går i bølger og danser ligesom månen...at den kun er mørk i få nætter ud af en måned.

Men i aften...men følelsen af barnet der sparker frisk i hu og spøgelset af de børn, jeg drømte om med ham hviskende i skyggerne. En af mine kæreste ungdomsdrømme, en af de pseudoprofetier som er en del af mit narrativ delte jeg og nu virker de endnu mere uopnåelige og drømmen dobbelt naiiv...mine elskede tvillingebørn. Jeg kan ikke engang huske om jeg gav ham dem som inspiration, eller om han selv ramte dem til sin fortælling og derved endnu en af de dumme tidspunkter, hvor jeg åbnede mere end jeg kunne undvære. Pis os..

Tænk at det hjælper at lade tårene trille...det er en evig overraskelse...tårer og en lang blogsnak med sig selv...og lidt The Tudors

Den lille eller den store død?

2011-07-30T00:22:00.004+02:00

I øjeblikket er jeg halvfyldt med dødsangst næsten heletiden. Jeg ved ikke hvorfor endnu. Er det er post-larp fra et scenarie om livets forgængelighed? Jeg tænker at det så ville være ved at være overstået, fordi det alt andet lige er kunst jeg tager til mig og på et tidspunkt udskiller igen.- Men måske det er et par dråber til glasset?

Er det fordi jeg er i mit 29 år på vej mod et af de skælsættende runde år? Fordi tiden alligevel føles somom den går hurtigere, simpelthen fordi der er mindre tilbage af den? Jeg føler ihvertilfælde en - i sin styrke- ukendt følelse af trang til, at sætte mine spor i verden. Ikke at den trang stikker synderligt dybt,- men den kan have et par dråber også?

Og så er der så den, hvor jeg ikke ved om det er fordi min hjerne slås for at holde liv i/eller slå de sidste rester af kærlighed til ham ihjel? Så den indre afslutning vækker en angst for den store afslutning? At dét at slutte den første store kærlighedshistorie føles som at dø lidt?

Det er ihverttilfælde en forklaring min hjerne har bidt sig fast i, så der er noget om det, om ikke andet som metafor. Der har været flere bid i hjertet til den smerte idag. Præsentationen af processen omkring bogen jeg nu er i...med hans navn på forsiden og et lykkeligt fotografi af ham og præsentation...og senere en fælles bekendts halvt skjulte undren over hans manglende tilstedeværelse, som på sin vis inkluderede skæven til mig...

Jeg tror jeg mangler at høre bare fucking ét menneske sige, at vedkommende synes, at jeg var en ønskværdig kæreste for deres kammerat...Ikke én eneste har beklaget, at jeg ikke er i hans liv længere...det forstår jeg fucking ikke. Jeg føler mig som noget man "pisseheldigvis slap af med"

Igang med at genlæse yndlingsbogen "hellig ild" og i starten har vi en dødsscene med en mand, der 50 år efter han datede en kvinde, har hende med til sit dødsleje, for at afslutte narrativet. Det bliver beskrevet som topmålet af civilisation og det ramte noget nostalgisk, noget angst og noget poetisk i mig. Det ramte også lige ned i denne start på afslutningen. På hjemførslen af mit hjerte og måske muligheden for noget nyt? er det lidt håb eller bare selvbedrag? Er der en forskel?

Det er utroligt som tankerne altid rejser med...Selvom jeg har været vidunderligt distraheret af rejse og gøgl, så sniger der sig virkeligt små bidder ind i maven og pludselig er jeg helt mæt...helt mæt af noget jeg ikke har vidst har fyldt mig.

Så er det vidunderligt lige at kunne brække det op på en blog...tak til google for det.

Et gammelt nyt hjerte i pungulven

2011-07-24T02:47:00.004+02:00

Tror hjertet er tilbage i mit bryst og faldet til ro. Det føles roligt og afklaret. Det føles gammelt og tungt. Eller...har det ikke altid været gammelklogt? har det ikke altid haft en tendens til tungsind?

Jeg har aldrig elsket mange i det næreste og kan mærke, at hjertet ikke vil give sig mere end det ville før.

Planlægning af fremtiden er igen til at magte og igen er det mig på tømmerflåden igennem livet. Her har været sympatiske besøgende og jeg har ligget i havn et par hyggelige steder på det seneste...men ikke noget permanent og det bliver det nok heller ikke lige foreløbigt. Hvis nogensinde. Og det er tilbage til, at det er ok.

Det er ikke nemt at holde af mig når man kender mere af historien og jeg er vel egentligt heldig, at nogen prøvede.- Men der vil være sejre i mit liv og der vil være en klar forbedring på den lille del af verden jeg lever i. Jeg vil efterlade planeten en lille smule bedre end jeg modtog den.

just a little travel

2011-07-07T21:25:00.003+02:00

Så er det aftenen før jeg skal afsted, til hvad der måske bliver en vild oplevelse, hvad der måske bliver en skuffende eller en ok oplevelse. Det er spændende at sidde og skrive og tænke det, og alligevel være nået til et punkt, hvor jeg ærligt kan sige, at jeg ikke vil være det foruden, ligemeget hvad det bliver. Om det så bliver forfærdeligt så vil jeg det. Om alle menneskerne så hiver deres ansigter af og viser djævletænder, så vil jeg ikke være den erfaring foruden.

Selvom jeg stadigvæk er tyndhudet og sårbar, så er der livskraft i lemmerne igen og hagen stikker trodsigt frem med et lille glimt i øjet.

Det er somom der endelig er en mærkedag og jeg igen kan se, at jeg har udviklet en masse og der er gået tid nok til, at jeg er et nyt sted i mit liv med et positivt udsyn. Med en fremtid med nervepirrende spændende ting og udvikling i uventede retninger. Og det er endda selvom jeg fik et afslag på skoleansøgning og derfor et slag over næsen. Ukrudtet holder hoved højt.

Jeg kan mærke det på energien. Jeg kunne sagtens have haft en lad optakt, men udover at armen spiller imod mig, så presser handlekraften igennem og jeg er meget tilfreds. At løbe rundt og forberede lejligheden til rejsen og pakkeriet til scenariet er fantastisk.

Nu får vi at se hvordan det går. Men turen er indtilvidere fantastisk!

Drømme om hans børn

2011-07-06T09:36:00.003+02:00

Har brugt hvad der føles som den halve nat, på at drømme at han var blevet gravid med sin nye kæreste. Crazy shit. Det mærkelige er, at det er somom jeg har tømt emnet for følelser i drømmen, for nu- vågen- mærker jeg ikke rigtig noget ved at prikke til ideen ( som jo kunne være rigtig).

Det giver mig atter lyst til at tjekke hans fb- denne gang med undskyldningen " at se om der er noget om drømmen" men jeg er ikke så dum at jeg lader mig narre denne gang. Næh...Ligemeget hvad bliver jeg ked af det af et eller andet snigeren...Du får mig ikke, oh selvpineri...Men det er mærkeligt ja.

Stålsat

2011-06-29T01:46:00.005+02:00

Jeg er ensom igen. Eller rettere...Nu er ensomheden atter nådesløst åbenlys, uden illusionen af nærhed.

Jeg kan mærke huden strammes om min kæbe og tænderne skære lidt. Kan mærke øjenbrynene rynkes og sukket sidde i halsen. - Det må være oprydningen der er ved at være færdig. Alle de små falske forestillinger er ved at være muget ud og der er bare tomt gulv tilbage. Tomt gulv og en masse ekko fra de næsten renskurede vægge.

Virkeligheden er grum og ærligt. Helt fyldt med realistiske begrænsninger og dårlige odds...helt fyldt med mine egne evners loft og vingefang.

Måske jeg var dum og hængte lidt meget op på den ansøgning. Måske der var en snert af udfordring til universet, en udfordring om at have en narrativ og " hvis det var en ægte funky virkelighed, så ville jeg komme ind og få det twist på min virkelighed"...det er naiivt og lidt barnligt, men også virkeligt menneskeligt i al sin fjollethed. Det kan jeg tilgive mig selv, selvom det gør mig trist og skuffet både over det nej jeg fik og over det lidt ekstra som så var på spil, og som jeg derfor er lidt ekstra trist over.

Sommerfugle, døsige eventyr, lege, samtaler om ting der giver mening, sandheder uden skam...ih hvor jeg længes efter jer...

I det mindste skal jeg lege mig igennem noget af sommeren, og hvis jeg er heldig bliver det endda sjovt. Men der er virkeligt ikke noget hurtigt fiks til følelsen af formål, i denne pauseperiode.

På sin vis er det vel den almene postmoderne syge jeg lider af...omnipotent impotens men med en solid snert af relativiensa og almen systemdisillusion oveni. Og det er vel egentligt en rimeligt stærk folkeforbandelse, hvis jeg, der både er igang med en relativt meningsfuld uddannelse, musikoplevelse, kunstudvikling med mere, har det sådan her i skrivende stund. Hvordan i alverden går det så for folk det er gået galt for?

7 9 13 - aldrig igen...eller...Aldrig igen på denne måde...Hvis nogensinde noget, der giver den snert af formål...så meget forsigtigt og først når jeg har styr nok på min kerne til ikke at svæve væk. Til ikke at forsvinde i fortællingen...til ikke at tro på alt det mit hjerte spiller videre på af spejlinger og ekko.

Og jeg vil blive desperat af ensomhed.

Kampen må være, at holde troen på, at det er ægte og derfor værdifuldt. At dét at leve uden blår i øjnene er bedre end at lyve sig til lykke.

Jeg er nok ikke stærk nok...Men uden kampen, uden at prøve...så er ensomheden virkeligt berettiget.

Hjertesten

2011-06-27T02:36:00.004+02:00

Jeg vil fortælle historier om sande ting. Om det så er løgne med bare en énkelt snert af noget sandt. Ikke være noget mindre end brilliant og blændende. Ikke mindre...

Huske...Jeg svinger simpelhen så meget ud af kurs i øjeblikket, at jeg bliver nød til at skrive det her, igen og igen. Kan kun håbe at det sidder fast på et tidspunkt. At jeg bliver i denne dimension af min bevidsthed i lang nok tid, til at jeg kan holde den fast.

Relativisme er en utroligt sund virus at have i sit system. At opdage dét er vejen til at dekonstruere så utroligt mange ubrugeligheder i livet. Men når den går i agressivt udbrud efter at have opfyldt sine grundlæggende livsændrende vidunderligheder, bliver det en kaotisk feber der blænder synet i tider, hvor sikkerhed ikke er af det onde.

Der er så mange ting at være i live for. Der er så meget smukt og spændende og udfordrende og meningsfyldt. Men det bliver så forfærdeligt ligegyldigt i relativismens feberhede. Jeg føler mig sommersyg med relativensa og det er utroligt fint, at Dr Who igen hjælper mig på vej. Måske sygdomsmetaforet kommer af navnet, måske det bare er et sprogligt sammenfald :)

Hmm... Måske det giver fortsat mening imorgen, i dagens lys. Måske dette vil være vejen videre. Erkendelsen af, hvad det er der slider...Men hvis det er kampen for vished, så bliver det dælme en svær en. Angsten for de onde børn fra den lille landsby er stærk og vanvittig.

Men her er en tankestart, måske det bliver en kursændring.

lige før springet!

2011-06-06T02:50:00.000+02:00

Sidder med kriblen i kroppen og gab i kæben og venter på morgensolen eller nattesøvnen. Kloden har drejet om sin akse og verden er tiltet lidt til siden,- ting falder nemmere på plads inde i mit hoved, som sommeren nærmer sig og vinteren står mindre tydeligt.

Sommergræsset kalder på mine bare tæer og tiden er øm og kærlig. Det er godt at være i live og godt at lege og godt at være mig på min sti i verden.

Udsynet fra mine forældres klippehylde er smuk og fyldt med himmel. Bjerget i ryggen og klippen under fødderne er trygt. Imorgen er det ind til min stald og min tømmerflåde og ud i sommeren. Projekt: Bliv brun til min rolle - ser ud somom det vil virke fantastisk. Desuden er jeg lettere og mindre fedtfyldt end jeg tror jeg har været siden hash.

Det er alt sammen op til virkeligheden nu. Virker jeg godt nok med systemet til at komme problemfrit til friheden, eller skal eksamen trækkes i langdrag? Der har endnu ikke været en eneste opgave, som ikke har forvirret mig eller stillet sig underlig i udfaldet.
Men det behøver ikke være værre end en tur til rundt i ringen.

Det er en helt utrolig følelse...At gå mod sommeren med et årsværk bag sig. At have den utrolige glæde ved, at vide at fri er en reel belønning.

En anden dag vil jeg skrive mere om nogle problemstillinger og deres finurlige fangearme,- men i skrivende stund er jeg bare lykkelig og træt og har lyst til at skrive smukke ord om smukke følelser.

Når tingene falder i hak

2011-05-11T01:43:00.003+02:00

Så er det endnu et tidspunkt hvor religionen har sin åbenlyse fordele...For hvad eller hvor skal man ellers rette sin taknemmelighed hen? Til sig selv? " Tak for at du smeder din lykke godt?" Det må det jo være... " Hver aften før jeg går i seng siger jeg lige en lille takkebøn - til mig" hmm.... Der ligger en rollespilsscenariedetalie gemt i den idé.

Glad og skal lige rundt om den glade vågne hjerne og prøve at sove. Har et nyt søvnværktøj i baglommen som måske virker. Spændt på dén konto for første gang i årevis.

Sommeren lokker med skønne uforpligtende legeting og jeg tør stole på, at det bliver uforpligtende...og ligemeget hvad der så end sker, så betyder det, at jeg ikke kan fucke det op, og at det derfor bliver rigtig godt. Eksamen er i fuld gang i KLM og det skal nok virke. Endelig har jeg min kurv nøjagtig så fuld som jeg kan magte,- uden at det dog er hjernedødt nemt. Dét er lykken for mig. Udfordringer der kan magtes, i hvilken form de nu kræver i forhold til hvilket område og hvilken kombination af kompetencer. - Endnu mere lykkelig er det så, hvis det er det mere (eller mindre) tilfældige sammenspil imellem flere mennesker der løser udfordringer. Dopamin gir store grin og stort velvære. Jeg elsker at arkitekten og jeg stadigvæk arbejder med scenariet. Selvom det ikke er på højtryk, er der små brikker der falder på plads. Den store udførsel er naturligvis om vi kan føde bæstet, men det burde være overkommeligt medmindre han eller jeg viser sig at have usete og graverende personlighedsbrister. Hurra for at leve længe og længe nok til at være blevet klogere. Dét kan jeg dælme godt lide.

bla bla

2011-04-11T23:11:00.003+02:00

Jeg ville ønske min kvalme kunne forsvinde. Lige nu ville jeg ønske der var en der kunne holde om mig, og få kvalmen til at gå væk, men jeg kan ikke forestille mig, hvilket menneske der skulle være trygt nok. Ærligt nok og uden agenda. Overskudsagtig nok og uden en bismag af at burde være et vigtigere sted og at jeg krævede tid fra personen, som ikke kunne undværes.

Jeg ville ønske, at jeg kunne brække det op og få det overstået, men kvalmen sidder i hoved, selvom den føles så forbandet fysisk.

lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg kan forholde mig til verden. Om der er smukke nok ting, til at kompensere for lorten. Om smerten er det værd. Om der er nok lykkedoser tilgængeligt for mig, til at gøre op med tårene. Jeg er så utroligt trist. Mit hjerte er gået i stå. Jeg føler mig gjort til grin og til nar, brugt og smidt væk og så utroligt banal og ligegyldig og fad. Så dum og naiv. Så latterlig.

"hende vejbumpet på vej imod noget ægte"

Hende, der ikke havde favnet sådan en drøm før og som aldrig havde forventet, at skulle lokkes til at gøre det. Sesam åbn dig og verden blev en anden. Bare ikke i virkeligheden. Bare som en pause inden det rigtige...bare ikke for mig.

Please lock me away
And don't allow the day
Here inside, where I hide with my loneliness
I don't care what they say, I won't stay

holder fast i flåden

2011-04-11T21:18:00.003+02:00

Jeg bliver nød til at holde fast i min tømmerflåde. Nød til at stole på mine oplevelser og min overbevisning om tingenes kausale forbindelser.

Det stormer og det er så forfærdeligt svært at klamre sig til bjælkerne af min virkelighed. Og det er jo egentligt berettiget. Alt andet lige har jeg taget fejl, så mange gange før, så hvorfor skulle jeg stole på mit fundament?

Jeg er stadigvæk søsyg. Når jeg får mulighed for at proviantere, så får jeg skaffet det mest nødvendige, men bølgegangen slukker sulten. Jeg længes efter appetit. Efter at begejstringen vender tilbage. Efter at frygten for havet forsvinder igen.

I dag er det bare en tropestorm og imorgen stråler solen igen. I dag er det vådt og regnen driver ned af mit ansigt. I morgen er der musik og varme. I morgen.

Jeg håber snart " The good book" ankommer, så jeg har trøst til min usikre bevisthed og mit sårede løvehjerte.

Eller en drøm?

2011-03-30T04:17:00.003+02:00

thailand en gruppe mennesker afsted nørder og mine forældre

alting er i en okserød farve bygninger som beklædt med stof der er ikke nogen himmel

somom at være inde i et pudefort - stoflig fornemmelse i at gå i gaderne

på vej til hotel? skal have mad folk går afsted vi er i en lang linie med mellemrum der er mange lokale jeg er bagud og bliver passet op af hvad der virker som en autoritet som tager afgift og derfor mine lokale penge der i drømmen har en fjollet navn. så snart man går ind på en af gaderner der fremmede hænder der griber efter ting og folk så det nærmest er som at crowdsurfe

Jeg kan ikke gå med til den funky resturant da mine ting/ eller er det penge er taget eller tilbageholdt og jeg bliver vildt sur. Sur på den måde hvor jeg bliver ked af det men inden under uberettiget giver mine forældre skylden og jeg projicerer det afsted og siger noget passivt agressivt til min mor da jeg sender dem videre på restaurant. Der må være en forklaring på at hun ikke kan betale for mig også. Skummer emmer af vrede mens de andre går videre og jeg går til hotellet mens jeg forbander dem og hader dem for ikke at finde en løsning til mig. alting er stadigvæk denne form for rødt der er også en form for lyddæmper måske endda gulvtæppe i samme farve. Ankommer til den gang der er "hotellet" og ladefod og jeg er der sammen, han havde heller ikke råd til at gå på den funky restaurant men der er en luge i væggen med en simpel plasticlamineret a3 agtig plakat med simpel sushi billeder og nogle tegn eller tal - en menú der er til en eller anden form for roomservice/ køb her og tag op på værelserne. Ca da vi ser den - vindue/hullet i væggen/ køkken lugen/ som ligger på et hjørne hvor man så drejer til højre og har lidt gang og drejer til højre igen ser man der efter det første højresving er en dør i bagvæggen med glas eller som står åbent hvor noget personalelignende er. De ligner alle to christianitter og de går som vi ankommer - den ene ligner lydmanden der måske skal arbejde med os på skaconvention/er stamgæst på apoteket. Der er barstole ved bestillingsvinduet og vi sætter os snakkende og venter plan køb mad, han har lidt? andre kommer til kø, rødt foldelæder med sektioner med penge, en fremmed hørt min historie giver mig endnu en rød folelæderting med mange 3'ere som er de store penge

lokal luder på venstre stol er nysgerrig men advarer også om at overvågningskameraet oppe til højre kan sende folk efter pengene

Der kommer nogen de tager fat i hende og leder i tro at hun fik pengene. Jeg har mange - flytter dem til taske. Det er vidst min fødselsdag.

Snak og fremmede og måske er de musikere. Venter længe længe på at bestille mad. Intet meget sker. Jeg får måske en "plant din egen plante" jordting i gave.

De meget danskudseende madlavningsmennesker kommer aldrig.

Jeg har glemt flere detalier om den her scene allerede.

Folk vender tilbage fra den funky restaurant. Tina A. er høfligt kortfattet og siger " det var fint" da jeg passivt agressivt ( men tonet ned overfor andre end mine forældre) spørger til maden. Folk går mod deres værelser. Jeg følges med mine forældre og siger som det første - jeg har ikke spist endnu. Trygget tavshed og jeg har "gaver" og gaver med i favnen.

Såeh....For at komme videre skal man krydse en "afgrund" vi var tilsyneladende på første sal i lobbyen og gået op af ét sæt trapper og skal videre op på tredie men først skal man sætte sin egen ultra highteck gangbro op. Hvert "armlæn"/ armreb(sidemodul af metal har en gribeklo i den anden ende der skal bruges til at flytte nogle ultratunge koldser som den så skal holdes fast i på platformen på den anden side. Så man bruger en mekanisme på den ene og fjernstyrer armen til at fjernflytte en metalklods så den står lidt langt fremme og så de så har en fornuftig gå på underrebet- ingen planker imellem. Vi fedter med dem først og det virker meget omstændigt.

Min mor går over først og da hun er halvvejs begynder jeg at råbe " hold dog fast med hænderne" hendes fødder glider længere ned af indersiderne af metalstængerne hun skal gå på og så ser det ud somom den højre side af jerngriberebene mister taget og hun begynder at svinge frem og tilbage på den. jeg /vi? råber " hold fast mor hold fast i rebet" og det ser ud somom hun svinger rundt om platformen vi står på som en trapetzartist og råber et eller andet ala " Karl så svinger det da igennem" Rebet stopper og hun kommer og hun dukker op langs kanten af den platform vi står på, gennemsigtig og i form af n.groth. Han kigger på min far og siger grinende "jeg kan normalt ikke flyve så jeg må være død" han ligner et gammeldags ghostbusters spøgelse og flyver også såen lidt rodet "op og ud" mens han griner.

Jeg ligger på platformen og min far og jeg kigger ned på gaden hvor vi kan se folk samlet omkring hende. Jeg skriger. Han vender rundt for at komme derned igennem hotellet...Jeg har tabt planten og får bedt ham om at tage huske den. Den bliver det eneste jeg har tilbage af hende der kan leve videre. Jeg krøller mig sammen og mærker mit hjerte knuse og visheden om hvad der er sket overvælder mig. Jeg tænker på T.w

Jeg vågner med tårer må kinderne.

-------------------------------------

Flere detalier men nu skulle jeg lige prøve at skrive den ned nu den sidder lige i brystet på mig

En kort - en lang

2011-03-28T01:55:00.000+02:00

de lange og og de korte fortællinger i ens liv...

Igår havde jeg en dag lavet af de lange...Ikke fordi det er dem der nødvendigvis fylder mest i hverdagen eller tager meget af ens tid,- men for det første var jeg ude og lege rollespil i en medskabt verden som jeg nu har været en del af on and off i over ti år...Det er fantastisk at have en sådan kontinuerlig ting i sit liv.

Men den anden er endnu ældre og endnu mere sjældent aktuel eller til stede. Det er meget interessant at have et menneske derude i verden som ham.
Altså...egentligt så kender jeg ham ikke. Intet af hvad der har med hverdage og almindeligt liv at gøre. Men jeg har kendt til ham i lidt under halvdelen af mit liv. Ved hvordan han taler, vaner og generelle karakteristiske ting han altid har gjort eller har tillært sig over tid.

Det er mærkeligt fordi jeg holder af ham...eller...de kig jeg har haft ind i hans indre og det jeg kender til hans generelle tilgang til livet. Det er sådan set så længe at jeg har holdt af ham at det er en eller anden form for hjertenær ømhed. Sjovt nok er det en af de eneste der har min hengivenhed som jeg absolut ingen forventninger har til. Hende jeg elsker er i samme ramme, og dog er der ganske naturligt tidspunkter hvor vores liv vikler sig sammen og der derfor er sam-udvikling nødvendigt. Ikke i denne historie dog...Han popper ind i min ende af fortællingen engang imellem,- med sin egenhed og sin lille krog i mit hjerte og så skriver vi et par sider til i den novelle. Det bliver aldrig en roman, men det er en lille tråd at have haft igennem alle de her år.

Det er en meget mærkelig ting. Jeg har en oplevelse af, at så snart det ikke involverer ord, så er han vidunderlig at være sammen med. Men så snart noget som helst skal beskrives eller besvares eller deles fra ham eller jeg....så er det så forskellige sprog at det giver hovedpine.

At han altid fordufter før jeg tænker på at prøve at formulere det...det er så også en fjollet fjollet ting.

Det var også meget mærkelig eller anderledes eller noget nyt ihverttilfælde, at møde manden og ikke bare fyren. Tid er gået og vi er begge ældre og som det jo medfører kulminativt mærkeligere, trættere og mere i stykker. Mere voksne og virkelige. Og det var en meget virkelig og fin oplevelse.

Det er

Dr who og vindunderligt forfærdeligt forfatteri

2011-03-23T03:49:00.002+01:00

Hvor er fortællinger potente og forfærdeligt hjerteskærende. Hvor er det blændende poetisk og vanvittigt.

Det griber fast i min kerne og kører mig op og ned i rivende fart. Så sælsomt.

Har lige set de sidste ekstrafsnit i dr who ( 2005 seriens) fjerde sæson og den serie har vagt mit hjerte til live igen. Først med frygtløs optimisme og blændende sci fi - og nu også med hjerteskærende epik. Det er så utroligt, vidunderligt paradoxalt, at noget så urealistisk og flamboyant fabelfyldt, får mig til at finde ting inde i mig, som døde i december.

Men jeg har en klage som jeg ligesom kun kan skrive til mig her på bloggen og jeg ved godt selv, hvad forklaringen på det er...men altså...hvorfor skal der være så mange forfærdeligheder for at fortælle de historier. Hvorfor skal de fortælles? Hvorfor kan jeg ikke holde op med at se dem, selvom jeg græder og håber med bævende læbe og noget der er tæt på at nærme sig bønner.

Puha det er altså vildt. Og de præsterer at dræbe og genoplive og forandre og forføre. Den kærlighedsfortælling var så gribende at jeg burde have været allergisk. Jeg blev smadret af og græd da morten og jeg så " the adjustment bureau" pgr den vulgære " eneste ene og kærlighed har ret til hvad der ellers ville være ondskab" parole...men her, med Doktoren, var det en endnu større tragedie og fortælling og alligevel overlevede jeg. Selvom det var så utroligt forfærdeligt bibeholdt de det smukke.

Det er en gang solid rod det jeg skriver her, men altså hurra! Hurra for livsbekræftende tro på det gode i mennesket. På en star trek agtig kamp for uvoldelige løsninger. På vidundere og menneskers mulige fabelagtighed.

Who is you?

2011-03-20T03:48:00.003+01:00

" Jeg ved ikke om jeg kan lide den jeg er" er en gammel frase mine ører har hørt utallige gange og jeg sad i et tankesammensurium som lidt var i den dur, da jeg pludselig opdagede, at jeg ikke vidste hvem det var der ikke kunne lide mit jeg...Altså jeg er tilbage til et stadie hvor jeg ikke føler jeg aner hvem jeg er.

Jeg er snot forvirret. Det hele er op til revurdering igen. Altså...Jeg ved at jeg elsker nogle specifikke ting men jeg er rimeligt rodløs i min fornemmelse af større perspektiver.

Hmm....Men det giver vel en poetisk pointe, at jeg har problemer med at spise og har mistet min "mavefornemmelse" samtidigt.

Det er så forvirrende at have noget så grundlæggende til at ændre sig / blive forstyrret, at alting bliver mærkeligt og skævt. Især med min evne til at fokusere og virkeligt trææække alle detalier i en oplevelse igennem en spekulationsprocess.

Dét er da én ting jeg ved om mig selv...Jeg tygger tingene igennem. Ikke bogstaveligt talt dog selvom jeg er ved at blive bedre til det.

Der er et eller andet med, at så meget af mit møde med omverden handler om mig/den i kontrast. Måske det er til at finde ud af tænke i ligheder i stedenfor, men det føles somom det heletiden er modsætningerne der fokuseres på.

Og det er ikke kun fordi jeg har negative briller på. Det kan simpelthen ikke være så blind en vinkel.

Hvad i alverden kan jeg gøre? Passe mig ind? finde en klub for alternative freaks og klynge mig til dem pgr den éne samlende ting? altså - alternativet er at fortsætte som nu,- med en masse til fælles med folk der synes min måde at leve på er mærkelig. Jeg ved sku ikke om det holder i længden. Ih altså.

når søvnen ikke falder en ind...

2011-03-14T06:01:00.002+01:00

Når søvnen ikke falder ind som andet en trætte halvfølsomme tårer

Når det er som om uret er væltet og maven holder fast

fastere og fastere om en stram knude af ukontrolleret stædighed der vrider sig sammen for hvert suk

Hjernen søger vej til standby og døser småslattent i velstøbte fortællinger

- men at skrive fører både gammelt øjenvand og friske nye gab med sig

og en uro

Nyfødte verden hvem er du idag? Hvilken sandhed fører du med dig?

Indrammer du mig med trillende tankespind eller tandfyldte bid af bitterhed?

Nye fotos af mine sjældne smil? Gamle minder om samling og aflad?

Hvad skal jeg kæmpe med i ringen idag....

bedre end det aldrig var sket?

2011-03-02T05:59:00.003+01:00

Der er et gammelt ordsprog der hedder : hellere have elsket og mistet end aldrig have elsket....

Hvad er mellemvejen? For jeg er fucking ikke enig. At elske og blive forrådt er noget af det værste- måske dét værste jeg som voksen har oplevet. Jeg er et spøjst og apparte menneske. Ikke nødvendigvis nem at fordøje eller enhvers kop the. Tilgengæld kommer jeg med en detalieret advarselsblanket og brugsanvisning, som løbende opdateres hver eneste gang jeg erkender noget.

Indtil for to år siden havde jeg ikke haft en hverdagsrelation siden mine tidlige teenageår. Fordi jeg ved de her ting om mig selv. Fordi jeg ved hvordan resten af verden fungere og ikke er naiiv... Men jeg er ikke uden følelser og han arbejdede sig aktivt ind på mig. Uden selverkendelse eller analyse af sine motiver " Er du sikker på at jeg ikke er en re-bound løsning?" " Ork ja - jeg har aldrig følt som det her før" ....sagde han... Og nu sidder jeg her. Min første store hjertesorg bibragt mig af en mand, som ikke ville give en 5 øre for at høre hvordan jeg har det. Som "elskede mig så højt" at han både løj og derefter løb...Som nu lever lykkeligt fordi verden desværre ikke er mere retfærdig en andre gør den til.

Og her sidder jeg. Uden en ordentlig narrativ til at forklare noget, uden anden end en tykkere mur omkring mig. Eremitkrebsen samler sig et skjold af sine omgivelser og det de smider fra sig, og han smed et læs skrald efter mig jeg nu skal kæmpe imod at afskrække mig fra livet. At mennesker retfærdiggører at behandle andre som skrald, fordi " i krig og kærlighed" er så skræmmende og så smertefuldt at opleve, at jeg får lyst til at holde mig hjemme for evigt. Og det efter at han fortalte mig eventyr om fremtiden, om børn, om ting jeg ingen længsel/ forventing havde om før...Som nu er en drøm jeg har mistet. Som han fortalte ind i mit hjerte og jeg nu skal miste og slide ud af det.

Af alle han kunne have valgt til sin selvtillidsterapi, så skulle det lige være mig - det skulle lige være hende uden nogen erfaring, som strittede imod og som derfor vel var en større sejr.

Af alle jeg skulle finde fantastiske, så skulle det lige være en løgner...

Jeg kan ikke forestille mig hvem der skulle kunne få mig til at føle mig tryg... Det er slemt nok med min hjertenskære der er så langt væk. Overhoved at føle sig tryg med hende, er en overvindelse af panik som hun slet ikke fortjener.

Men i forvejen var det et long shot at finde en der er til sådan en som mig hver dag...og at leve illusionen for derefter at opleve at blive forrådt... fuck... Jeg vil så gerne en familie,- men jeg har kæmpet så hårdt for at blive mig og etablere en virkelighed jeg kan overleve i...så at opleve det forkastet og foragtet....fuck....

Jeg ville ønske på karma...om ikke andet, så at han kunne opleve eller huske, så han kunne forstå hvad de løgne har gjort ved mig. Det er når det er svært, at man skal gøre det rigtige- Eller acceptere at man er et middelmådigt menneske.

Det er en kamp at få de her ting ud af hovedet i efterdønningerne af KP....Jeg håber at det bare er efterbehandling og at jeg kan komme tilbage til at sørge over det menneske jeg troede fantes...

praktik- den sidste dag Tirsdag d. 2/1 2011

2011-02-01T12:25:00.003+01:00

Jeg sidder og ryster lidt. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Måske er det som en vulkan der truer med at springe i luften. Er det med nostalgiske tårer? Ren begejstring? Overstimulering? Eller fordi jeg er ved at grave mig ud af en puppe og jeg skælver ved forventningen om verden udenfor?

Èn time, et par overraskelser, en underholdning af klassen imens Læreren var ovre at kopiere og en raw-kage jeg solgte som en trylle kage ( tricket er manglen på sukker, smør og mel) og lige en slutsnak med rektor og Læreren. Eller...ikke helt slut for jeg får nok lov til at sidde med til Skole/hjem samtaler for nogen af eleverne på Onsdag. Svært ved at give slip? Oh ja...for dagen efter er jeg lige med til dansktimerne så eleverne kan få lov til at give mig den respons på mig, som de ikke nåede at give idag. Så...Slut med praktik officielt...meeeen vi skal lige runde lidt ekstra og mere af.

Jeg vil gerne være Lærer. Jeg har haft nogle hårde episoder, nogle forvirrende, nogle hvor jeg følte mig lidt på dybt vand. Jeg har haft elektriske og brændende sucessoplevelser. Mit hjerte og mit hoved har været fyldt med indtryk og inspiration.

Og jeg kan det. Både skoleleder og lærer har gevet mig et "Helt klart og bestemt bestået" og jeg har til gengæld opfordret dem på det kraftigste, til at blive en praktiskskole fast.

Jeg er kommet hjem med en tegning/besked fra hver af dem der var der i mandags og jeg kommer sikkert til at få tegninger fra andre børn igennem mit liv...Men de her handler også om min forandring. - Fra ikke at vide om jeg kunne forstå børn, til at ønske at favne dem alle sammen. Til at der nu er 21 børn et sted i køge, som jeg hepper på og tror på og som jeg ønsker skal blive fantastiske mennesker med vidunderlige liv.

Sikke en måned... At jeg har kunne dét her, den her udvikling oven i det svigt og lige i den måned min vinterdepression plejer at være værst er vanvittigt for mig. Mine forældre har været helte uden lige og det samme har min lærer. Og nu har jeg fundet en måde at kunne give noget tilbage- Tilbage til det hele... Jeg ved jeg er rørstrømsk men for satan..." Jeg kan godt lide den måde du forklarer ting på" Og " Tusind tak fordi du hjalp mig med min fagopgave uden dig ville den slet ikke være blevet så god" skrevet spontant af små sjæle...Man skulle sikkert have været der...:)

Jeg synes allerede jeg har skrevet en masse om de forskellige metoder der er brugt og det vil blive godt til min aflevering om praktikken. Igår havde jeg en impuls til, at jeg ville i praktik det samme sted igen ( faktisk aldrig nogensinde tage hjem ;) ) men det bliver godt og vigtigt at vokse endnu mere...Jeg kunne blive en klon af denne super Lærer- men jeg kan også søge mere viden og blive hvad det end giver oveni.

Jeg glæder mig til at skulle på seminar i weekenden med dette nye perspektiv. Men alle de nye ting jeg har lært. Det bliver en helt helt anden oplevelse.

Kys til dig univers!

Praktik dag 15. 27/1 2011

2011-01-27T14:58:00.002+01:00

Puha... Jeg har haft lyst til at græde 2 gange idag, ville have røget en tjærepind hvis den havde været tilgængelig og har haft en fantastisk dag.

Lige nu er mit hoved og mine stimulanscentre fuldstændigt drænet og jeg har svært ved at skrive min dag ned. Jeg mistede mit temperament en smule med en af drengene idag og fik råbt af ham i vrede. Jeg fik delt det med lærene på læreværelset og fik at vide at det både var naturligt og ok. Jeg tog en privat samtale med ham hvor jeg undskyldte og forklarede hvorfor jeg var blevet investeret nok i ham til, at de ting han gjorde gjorde mig vred nok til at råbe. Han blev helt paf " jeg troede det var mig der skulle sige undskyld" og jeg håber jeg fik formidlet at hans opførsel også var upassende,- men at dét at jeg havde mistet temperamentet ikke var ok og at det var fordi jeg jo godt kunne lide ham, at jeg blev vred i stedet for at blive ligeglad. Det hjerteskærende svar han gav var jo " jamen det er jeg vant til" ( han bliver vidst slået hjemmefra) og jeg sagde til ham, at han var kreativ og dygtig og at ingen fortjener at blive råbt af.

Klasseundervisning og fremlægning af fagopgaver og respons osv gik dejligt og fint.

Sidste time kørte jeg svensk og har nu et 5 klasses passende foenetisk overblik over det svenske sprog som de noterede ned. Derefter hørte vi imsi vimsi spindler ( lille peter edderkop) og så satte jeg dem til at oversætte den individuelt. De måtte bruge ordbogen bag i bogen ( som ikke havde mange af ordene) og hvis de ikke kunne finde det måtte de gætte, og hvis de ikke kunne gætte måtte de skrive ordet på svensk og fortsætte. Bagefter gav de dagen karakterer og det viste sig at en af de stille piger simpelthen syntes at det at oversætte var det sjoveste i hele verden. Hende pigen der sidst sagde hun ikke kunne lide svensk havde også haft en super dag.

Så gav vi hånd til eleverne som farvel ( en række borde af gangen - hun gør tit forskellige måder at afslutte dagene på når de skal gå og hun har dem sidst) og de sidste to tilbageblevne er et sæt tvillingedrenge der nu skal på ferie. Så der fik hun og derefter jeg et kram og så sagde vi farvel og på hendes opfordring sagde de, at jeg vil blive en rigtig god lærer. Dét var anden tåreomgang...første var i følelsesovervældelse oppe på lærerværelset da jeg pludselig kunne mærke hvor dybt det havde ramt mig. Hvor meget det betød for mig at han klarede sig godt osv.

De har skole hjem samtaler om et par uger og jeg når ikke at være med til det,- men til praktikundervisningen snakkede min praktiklærer og jeg om at jeg måske kunne få særtilladelse til at sidde med og se det, selvom min praktik egentligt er afsluttet på det tidspunkt. Dét ville jo være guld værd. Og jeg har lidt svært ved at give slip :)

Hun synes det går godt- vi snakkede om elevernes læseniveau, - mine følelsesoplevelser og hvordan dét virker og om besværlige forældre...jeg kom også med idéer til imorgen og dem prøver vi så af. Jeg havde ikke helt så meget at byde ind med, fordi jeg var så følelsesudmattet og det fortalte hun også jeg skulle være forberedt på allerede da jeg snakkede med hende efter billedkunsttimen. Goddammit... Det rykker og det er fedt. Jeg er glad for at det kan betyde nok for mig til, at jeg reagerer. Jeg synes så også at det er vigtigt, at erklære at der er forskel på at bruge en hård tone til at stoppe konflikter og til at få ro,- og så til at få et vredt budskab igennem. Måske jeg er naiiv, men det er to forskellige ting og jeg var den voksne i den situation og jeg råbte sku ikke fordi jeg tænkte det var den bedste pædagogiske metode i dét øjeblik. Jeg råbte fordi jeg var vred og skuffet og havde fået nok. Punktum bum.

Jeg aner ikke hvad jeg kan bruge resten af dagen på....Jeg er helt blæst :)

Praktik dag 13/14 mandag og torsdag d. 24 og 26/1 2010

2011-01-26T11:17:00.006+01:00

Så - hovedpine og søvnløshed gjorde at jeg ikke fik blogget i mandags og deltaget i undervisningen igår. Tilgengæld er jeg tilbage i fuld vigør og har haft Natur og teknik og Musik idag.

Hmm... JEg ved ikke om det giver mening at gennemgå tingene minutiøst idag. Projektet i N/T omkring vej og det at lave en vejrudsigt virker utroligt stort og kaotisk på mig- og måske projecerer jeg,- men det virker også somom børnene ikke forstår hvor længe, hvor detalieret, hvad og hvordan de egentligt skal lave det projekt. Læreren taler begejstret om, at det er spændende at se hvad de får ud af det. Jeg har svært ved at se, at de ikke kunne bruge deres tid mere effektivt.

Hun har nævnt mange gange, at hun generelt har udskolingselever, og jeg synes at det præger hvad hun mener de kan administrere. Samtidigt er det her, hvor jeg synes jeg hjælper med problematikker som jeg ikke ved hvordan hun ville løse ellers. At sprede en klasse af 11 årige ud over 3 lokationer fordelt på to bygninger synes jeg lidt er, at tænke høje tanker om deres formåen. Jeg ved sku ikke om jeg ville have haft selvdiciplin til at få lave noget effektivt uden opsyn i to timer.

I starten sagde hun " på biblo eller edb i jeres grupper" og så hoppede jeg ind og sagde- der er 3 der har været væk da grupperne og rollerne blev fordelt- og de andre kan ikke nødvendigvis huske hvad deres roller er.

Så (kan jeg ikke lige huske om jeg spurgte om lov til) bad jeg dem om at gå tilbage til deres pladser - de var naturligvis på vej rundt og ud og op og ned- og så tog jeg dem én gruppe af gangen og spurgte et medlem hvem de var og hvor de ville arbejde og så sendte dem afsted. På den måde var den sidste gruppe dem hvor kun én havde været der sidst og hun tog over for at forklare dem hvad det var de skulle og hvilke roller de havde, og så gik jeg til den anden bygning og åbnede op for edb.

Biblioteket havde ikke mange " hvordan laver du en vejrudsigt" bøger og de børn der gik derop følte sig lidt lost i hvad og hvordan. Dem nede i edb vidste ikke helt hvad de skulle lede efter. Skulle de finde en 5 døgnsprognose og kopiere den? Skulle de se noget vejrudsigt osv...

Da en klokke har ringet ( og det var vidst nok til frikvarter) kommer jeg over til en af de næsvise ballademager drenge som sidder - og har siddet- og spillet et spil på facebook. Jeg siger" Det er ikke det du skal sidde og lave nu" og han siger højt og uforurettet " DET HAR JEG ALTSÅ FÅET LOV TIL AT LÆREREN" ... Jeg blinker og svarer " Sådan skal du simpelthen ikke snakke til mig" - Det kan være hun har gevet ham lov eller ej,- men jeg har for det første ikke et problem med lige at sætte mig i autoritet - og for det andet har jeg ret til at kræve en ordentlig tone i hans tiltale. Jeg er ret stolt af, at det var min refleksreaktion. Den opfyldte hvad den skulle uden at vi skulle ud i en " hun sagde/jeg mener" ting.

Kaos kaos og slut med de timer. Pause og så musik. Vi aftalte at jeg skulle spille Fætter Mikkel og de skulle lære en ny dans. De dansede først en anden dans af Tine Mynster tror jeg det var og [indsæt den anden senere] og det virkede rigtig godt. Også der hjalp jeg til med at holde styr på " slå hinanden i nødderne" drengene og byttede dem rundt/ kiggede voksent og misbilligende/ og bad om stilhed.

Det var bare rigtig fint og de cd'er med instruktioner er så ligetil at gå til, at jeg ikke forstår hvorfor vikarene ikke bruger dem, isteden for at tage dem over og hygge i klassen. Det er simpelthen for dårligt og jeg vil på en fremtidig skole have den slags materiale og have at eventuelle vikarer får oplyst hvordan det virker / andre lærere også ved det.

Skete der vigtige ting i mandags? Jeg opdagede en måde at forklare ( det bindslet kalder lange kontra korte vokaler) og som jeg kalde svenske kontra danske vokaler i spisepausen. Min forklaring er, at a,o,i osv skal siges som vi ville gøre på dansk hvis der var et H bagefter...forskellen på an og ahn eller dom og dohm. Derefter sendte jeg dem ud i grupper og lære remserne udenad og var først lidt meget rundt og instruere dem, indtil Læreren sagde " lad os se hvordan det går og lade det bære eller briste" - i den - meget lille og med faste rammer- situation, syntes jeg det var en dejlig åbenbaring. Her kan de lære noget af at fejle fordi det er 20 minutters arbejde og direkte respons. Så havde jeg dem oppe ved tavlen gruppe efter gruppe ( og to grupper til sidst da de havde 2 vers af den samme remse hver) og så var jeg hurtigt responsperson på deres fremlæggelse og arbejde. Massere af positivt og lidt kritik. F.eks - godt at i kunne den i kor, men jeg ville gerne have haft mere svensk udtale.- Jeg slog også noget hurtig latter i jorden da en gruppe havde klassens mindste dreng stået i midten imellem to af de høje og nogle af de andre drenge begyndte at påpege det og gøre grin og jeg sagde " stop det tak, Der er intet at grine af når nogen skal stille sig op og gøre noget der er svært" - og Læreren sagde til mig " det ville jeg også have gjort" - som er en stor stor kompliment fra hende.

Mandagens tidligere timer bestod af en fremlæggelse, mål for læsning og powerlæsning. Der er en kæmpe forskel på hvor meget de kan læse. Det strækker sig fra 105 sider til 25...Det er alligevel en del. De evaluerede om de nåede deres mål i sidste uge og hvis de gjorde så skulle de gerne lægge 5 sider til. Det er en dejlig metode og jeg kan godt lide at de bare læser noget de kan lide og kun konkurrere med sig selv. Der er ikke noget " hvormeget fik du så læst" foran hele klassen. Jeg synes virkeligt der er et godt samspil imellem hvad der er offentligt og privat.

Læreren arbejder med at prøve at bryde de kliker op som børnene er i, men jeg tror det kræver et Team - altså en samlet indsats fra de lærer der har dem- før det er noget man aktivt kan lægge fokus på.

Udover det: tvillinger i samme klasse er åndsvagt. Bum Basta! Det nytter ikke noget at have så stærk en alliance i et fælleskab og samtidigt er det ikke godt for deres selvstændighed.

Igår havde jeg mareridt og nær-migræne og kom ikke afsted. Jeg ville ønske jeg havde kunne følge deres arbejde med deres mindmap i matematik, men sådan er dét.

Praktik dag 12. Fredag d 21/1 2011

2011-01-21T12:24:00.003+01:00

To hurtige dansktimer og en spisepause med en masse indhold. Nu er det weekend og det føles igen fantastisk. Der er sket så meget i denne uge og jeg fordøjer så godt jeg kan.

Kort rids af idag: Præundervisningsproblematik, Mål for læsning ( og lidt powerlæsning), Fremlæggelser af fagopgave og feedback, jeg underviste et kvarter og derefter en samtale med praktiklæreren omkring præundervisningsproblematikken.

Da vi er på vej over for at undervise dem i dansk, finder vi nogen af pigerne og en dreng der er ovre og tjekke hvem de skal have som vikar senere. Pludselig begynder en af pigerne at græde og jeg tager de andre med over i klassen og Læreren går langsommere over med hende og snakker med hende om tingene. Jeg er derfor den første der kommer over og jeg opretholder hendes " stå bag ved stolene til jeg siger tak" procedure og hun giver mig mandatet til at sige tak og sætter dem ignag med at kigge på deres mål for læsning og at skrive ned hvad de har nået i forhold til hvad de havde sat af mål og derefter powerlæsning. Hun beder et par piger om at komme med ud og kommer lige ind og instruerer mig i, at jeg går rundt hos hver af de tilbageblivende og læser deres logskrivning og sætter et hak så det er anderkendt. Jeg spørger også ind til hvad de har fået læst hvis de har læst mere end de havde sat af mål og hvorfor de ikke har nået hvad de har sat af plan.- imens powerlæser de andre.

Derefter kommer pigerne tilbage i klassen og hun giver en information om hvordan de skal bruge deres frikvarter. De har før fået til opgave at bruge deres frikvarter på at være sammen med én de normalt ikke snakker så meget med, og det skal de nu igen. Nogle af drengene er irriterede over at de ikke kan spille fodbolt, og får at vide, at de kan gøre det et andet spisefrikvarter - det her handler om at styrke deres uvante bånd ( sagt med andre ord naturligvis) De har vidst gjort det før, og hun nævnte det for mig før timen også lidt i forbindelse med hvad jeg havde set i natur og teknik.

Før vi går igang med fremlæggelserne har får jeg en af pigerne op og demonstrere de tre værktøj til at virke klar og på når man fremlægger kropssprogsmæssigt = Ikke bruge sin mappe som et skjold, træde frem og ikke stå helt klistret op af tavlen og husk at smile og virke glad. Det er ikke sådan at de nødvendigvis husker det når de står deroppe, men det giver dem lidt selvbevidsthed om, at man kan gøre ting for at gøre sin fremlæggelse bedre.

Der blev fremlagt 3 opgaver ( nu jeg husker) og børnene var igen dygtige og positive til at give feedback. Her opdagede min Lærer at hun også skulle holde øje med en anden klasse så jeg var lidt ved roret i forhold til feedback og at det blev gjort godt. Det var kun én af drengene ( der måske var i dårligt humør over det med fodbolt) der gav en rént dårlig feedback og der gik jeg ind bagefter og rettede hans måde at gøre det på ( Du skal ikke sige " du var nervøs og urolig og svær at følge" du kan sige " Du virkede nervøs fordi du stod uroligt" ) Men alle de andre var positive og dygtige i al deres feedback.

De har en dreng i klassen som er "helt sin egen" - han er ok socialt observant men fylder, er urolig ( og har derfor en "klemmebanan" han kan sidde med når han uroliger ud) og kan ikke stave om galdt det hans liv. Han har specialundervisning med Læreren hver torsdag eftermiddag og igår havde de lavet hans transperanter så han havde en masse at holde sig til. Hans opgave var om Christian d 4 og indeholdt alt fra hans slægtstavle til vægten på hans krone. Jeg syntes han blev afsporet et par gange og gik ud af en tangent, men elevernes feedback var smuk og hjertegribende. Der blev sagt " jeg synes det er rigtig rigtig godt at du har valgt det emne du har, fordi du er så glad for historie og det er noget du ved rigtig meget om" og de var mange der sagde det, samt roste ham for at han ( som den eneste) fremlagde helt uden sin opgave i hånden. Så der var accept og positivitet i luften. Meget meget fint.

Så var der et kvarter tilbage, og jeg valgte at lade være med at gå igang med noget desideret svensk ( efter lige at have sat noget uro på plads) og tog inspirationen fra fremlæggelsen af Christian d 4 og hev Europakortet ned og fik ham til at hjælpe mig med at vise dem hvor meget af skandinavien der dengang var dansk. Og så brugte vi resten af timen på det finurlige spørgsmål " Hvad er et land og hvorfor" og " Hvorfor er der landegrænser der hvor de er" - Læreren havde travlt med den andet klasse det meste af tiden så det var mest bare mig og dem og mig der arbejdede med at de skulle tænke sig om. Der kom en masse gode og gennemtænkte bud og min morale var jo lidt " fordi det er noget vi har aftalt" - der kan komme mere på det og jeg ville ønske der havde været 5 minutter mere til at runde det af, men det var sjovt at være dén slags lærer jeg tænker at blive.

Så spisning og hun kom ind og fik dem til at vælge deres " jeg snakker ikke så tit med dig og skal bruge tid i frikvarteret" makkere. Der er ikke så meget interessant at skrive ned om det,- det spændende bliver på mandag og hvordan det mon har virket.

efter timen får jeg så at vide, at pigekonflikten kom fra - trommevirvel- natur og tekniks gruppefordeling. Den kede-af-det-pige havde følt at der var blevet lavet " vindergrupper" og "dem der var tilbage" grupper- og taget i betragtning af hvor længe de skal arbejde med emnet,, er det en hardcore ting at gå rundt med tit. Jeg syntes også at det var en anden måde at lave grupper på, end jeg ville have haft og nu er det så lidt nemt at sige, at natur og tekniklæreren kan gøre som hun vil, for hun tager jo ikke det bagslag det giver, - det er klasselæreren der så skal ind og bruge energi for så meget kontakt har man ikke med børnene når man har dem 2 timer om ugen. Så som jeg fik sagt " jeg er virkeligt ked af, at de piger er kede af det,- men jeg er glad for at mine fornemmelser var rigtige"

Og det er interessant i forhold til den snak jeg havde med min praktiklærer igår omkring klassemiljø og investeringen i det,- for her er der så også et billede på hvor skrøbeligt det er.

Andreas snakker om, at de i hans indskolingsklasser er et Team på tre der holder møder og støtter hinanden i deres arbejde med børnene. I det her tilfælde ville jeg ønske der var mere af det, så dét at arbejde imod elitedannelse er et tværfagligt samarbejde.

Nu tilbage til weekend og jeg er over halvvejs i min praktik. Det gør mig lidt småtrist fordi jeg synes det er skønt :)

praktik dag 11. Torsdag d 20/1 2011

2011-01-20T15:27:00.002+01:00

Jeg begynder måske at tage noter om, hvad jeg laver, for at kunne skrive det ordentligt ned bagefter, for idag har været en lang lang dag, hvor jeg ikke er sikker på at jeg kan huske det hele.

Det er gået rigtig godt skal det lige startes med at sige. Men jeg er træt og frustrerert i privatlivet, så det har lagt et slør hen over nogen af oplevelserne i skolen.

Vi havde 4 timers dansk i træk fordi billedkunstlæreren var syg og min praktiklærer overtog den time. Det var med let gru i stemmen af en af drengene spurgte " skal vi have dig i FIRE timer?" men det gik godt. Vi startede ( så vidt jeg husker) med massage- hvor børnene masserede hinanden ( dreng/dreng og pige/pige) til noget dejlig tory amos agtig musik som tilsyneladende er en dansk sangerinde der er oppe i tiden. Læren demonstrerede på mig så jeg fik dobbelt ;) Derefter var der mindmaparbejde og færdiggørelse af det, samt at de udvalgte sig 2 fokuspunkter at skrive i deres ene logbog som de så også kan bringe op til skole-hjem samtaler og bruges med læren og forældrene.

Som sædvaneligt var der powerlæsning til dem der er hurtigt færdige.

Timen efter fremlagde to grupper deres fagopgaver og fik respons og jeg startede lige det forløb med at bringe de tre punkter om kropssprog jeg snakkede med dem om sidst på banen. De var gode til at huske det og det blev også brugt i responsen. Der var tre piger oppe og fremlægge sammen, og det var lidt en bonus ting at kunne sige " det var super godt, men prøv at tage et skridt frem allesammen" og hele klassen spontant sagde " meget bedre! " - så fik jeg illusterert min pointe i praksis.

Så havde vi svensk, hvilket er mig alene.

Jeg startede med at vi gik til den første side og snakkede om ting vi kunne huske og nu vidste om sverige - hvad er typisk svensk mad osv og huskede dem drillende på, at der var én ret de slet ikke spiste i sverige.

Derefter hørte vi den cd der hører til undervisningsmaterialet, hvor der er en højskoleagtig udgave af " Du gamla, Du fria" og snakkede lidt om, at det var nemmere at høre teksten men ikke lige så fedt som carolas udgave. Derefter fik jeg en af eleverne til at læse hvad vi skulle på næste side ( lyt til rim/remsen på cd og læg mærke til hvilke ord vi ikke kender) og jeg påpegede ordbogen bag i bogen. Så gjorde vi sådanset det samme forløb med to rimremser efter hinanden. Først lytte til det et par gange og snakke om hvad det betød og mindede om på dansk, og derefter snakke om hvad de mærkelige ord var og hvordan de udtaltes. Jeg skrev også x = ks ( efter vi var kommet frem til det og ä og ö op. Derefter spillede jeg remsen igen og så sagde de dem med afspilningen, og til slut sagde vi dem alene. Det gik der en fin time med med to rimremser.

Så afleverede læren cdafspilleren og jeg sad med dem til spisning. Der var lidt uro og jeg holdt lidt fat i dem, men sad stille og tænkte lidt oO( hun plejer at smalltalke med dem og det holder dem i ro- hvordan mon jeg gør den slags- jeg kender jo ikke deres skema eller ting som det) Så var der en af de smarte- men frække knægte ( han sidder på første række) der smed sit sølvpapir i skraldespanden fra sin plads - og som udgangspunkt ( og det reagerede hans sidepige også som da hun så jeg så det) var det ikke ok. Vi smider ikke rundt med ting. Jeg sagde " Det var godt duu ramte men du sætter et dårligt eksempel) og ganske rigtigt begyndte drengen bag ved ham at rulle sin sølvkugle. Min lidt tørre kommentar til den første knægt var " ja så ved vi jo godt hvem der skal samle den op hvis han rammer ved siden af" - men det gjorde han ikke. Jeg sagde noget ala " det var heldigt..det er 3 point" i en basketreferance...Og så dukkede der et samtaleemne op. Så jeg sagde " Vidste i at man spillede basketball på en helt anden måde i de første 80 år det fandtes" - så jeg snakkede om kurve uden huller og med 80 år's associationen bragte jeg også konservesdåsen kontra dåseåbneren på banen. Og så var hun tilbage og jeg havde small-talket dem igennem en rolig frokost.

Efter den store pause mødtes vi ovre i musik, hvor jeg lavede lidt rytmeøvelser og derefter " rulle på R øvelser" hvilket er fedt fordi det faktisk giver de tosprogede børn en fordel. prrrrata med hinanden osv. Så reperetrede vi teksen til vem kan segla og gik til klaveret og sang det. Igen ( med lidt hjælp fra læreren) fik jeg dem helt tæt på og så sang vi den en lille håndfuld gange - derefter sang vi Fejer og så sang vi den anden på dansk. Til slut satte vi os i en tæt cirkel og jeg kørte " hvordan er det gået idag på en skala fra 1 til 5" - jeg gav dagen 4.7 fordi jeg ikke havde været god nok til at sætte grænser nu hvor jeg er blevet hverdag for dem, her når vi er igang med 3 uge. Der var nogle 5 og nogle 4 komma det ene eller andet ( en af pigerne havde haft lidt mavepine før hun skulle fremlægge og vi kom sammen frem til at det var nervøsitet)

Og så var dagen slut med dem og tak og hurra.

En lille times pause med afstress og så praktiktime
denne gang var mine spørgsmål å nogen måder mere specifikke og mere overordnede. Hun gav mig god feedback på min undervisning, så dét vil nu være min målestok for, om det virker eller ej. Jeg synes stadigvæk det er svært at vurdere hvor meget eller lidt der er sucess.

Nu er børnene begyndt at vise deres anden side og det er interessant når man kommer under de umiddelbare indtryk. Stille pige er måske også lidt snob, kæk knægt er måske lidt arrogant/ekslusiv, hardcore dreng er hjernedød usikker osv.

Så hvem er de dygtige?
Hvornår kommer der krav til de emner de vælger?
Noget om hvad der var af pigefnidder den første uge?- nu jeg kan navnene syntes jeg det var relevant at få uddybet.

Og hvorfor hun prioriterer det sociale miljø så højt og bruger meget energi på det. Altså om hun ser et afkast på det- for jeg synes det er drøn godt, men hvis det ikke er cost benefit fornuftigt er det vigtigt at tage med. Hun ser så en klar styrkning af børnene og deres individualitet så hurra for at metoden jeg kan lide også virker.

Desuden spurgte jeg ind til hvordan hun håndterede en af klassens drenges fars død sidste år i forhold til vores arbejde med børn og sorg. Jeg fik også en kopi af skolens Sorgpolitik af skolelederen.

Det glæder jeg mig til at bruge tilbage på skolen. Jeg håber ikke det overhoved bliver relevant i min praktik.

Det har været en god dag, men jeg har ingen mavefornemmelse for, hvordan det går når jeg underviser endnu. Det er meget spændende men også super svært.

praktik dag 10. Onsdag d 19/01 2011

2011-01-19T11:06:00.004+01:00

Hmm... Frustrerende og kort dag.

Musik var aflyst og jeg får min time en anden dag,- men begge de musiklærer jeg skulle følge er stadigvæk ikke tilbage og det er virkeligt et fag jeg gerne vil vide mere om. Vide hvad de realistiske mål for eleverne er osv.

Men de to timer jeg så har nået er natur og teknik.
Idag bidrog jeg ( godt eller dårligt) med lidt kommentarer om eleverne og deres normale samarbejde,- i forhold til, at læreren ville have dem til at fordele sig ud i grupper. Min bekymring var, at de socialt og fagligt stærke børn ( som også arbejdede sammen i deres dansk-fagopgave) ville gruppere sig, og så ville den/de sidste grupper være skravl og krat gruppen som så intet ville få lavet. Jeg foreslog at få dem til at vælge sig ind på de roller hun alligevel gerne ville have dem til at tage i Vejrudsigtsprojektet ( kamera, instruktør, speaker og it-person) og så lave grupperne ud fra det. - Så bad hun dem om at skrive sig på oppe på tavlen mens vi gik ud af rummet. Mit indtryk er, at de så fandt sammen i de grupper de gerne ville være i, og så fordelte rollerne og så skrev dem op. Der var ihverttilfælde 3 ud af 5 grupper etableret da vi kom ind igen ( og de var ikke så stille at man ikke kunne høre dem- hvilket var hendes instruktion)

Hun bad dem også om at overveje hvilken rolle de ville have, imens hun instruerede dem i hvad de skulle lave senere oppe i It-lokalet. Jeg er skeptisk om, om det gør dem bedre til at huske, men jeg er også i tvivl om, om jeg er kompetent til at sige om hendes måde at sætte situationen op, er bedre end min. Ikke bedre, bare anderledes er mit udgangspunkt ligenu.

Jeg ville nok have kørt det i klassen og snakket mere med dem om, hvad de er gode til og hvorfor. Men taget med i betragtning, at hun nærmest har haft dem færre timer end mig allerede, så er det også meget tid at afsætte til social afklaring og balancering.

Jeg sidder med en frustreret og vred følelse over regeringens skemalægning. 2 timers "videnskab" om ugen er på ingen måde en måde at skabe naturvidenskabelig interesse. 2 timers natur og teknik om ugen uden et fast natur og tekniklokale er også crazy.

Det virker somom min lærer i n/t sigter højt og ser om det kan virke. Hun bruger ikke tiden på så meget pædagogik men laver opgaver, som de nysgerrige og allerede-interesserede så vil kunne grave solidt igennem. Dibba tænker jeg igen og mærker en lyst til at finde ud af hvad effekten af den slags undervisning er. Jeg ville ønske der var mere tid og hun siger også, at de klasser hun også har i matematik, kører et meget højere niveau, fordi hun kan sammenkøre opgaverne - lave ting om solsystemet og bruge det til regneopgaver samtidigt. Måske man kan gøre det samme med dansk hvis man er kreativ? Det vil ihverttilfælde være min ambition hvis jeg får det setup.

Jeg er stadigvæk ikke afklaret med, om jeg kan tage den rute dog. Jeg vil gerne være med til at promovere en stærk naturvidenskabelig front,- men jeg ved ikke om jeg har lyst til at kæmpe med et åndsvagt system dagligt.

Praktik dag 9 - Tirsdag d 18/1 2011

2011-01-18T11:54:00.004+01:00

Puha en lang dag - 1 time plus en aflyst musiktime der resulterede i, at jeg gik med min praktiklærer over til hendes engelskklasse og sad i fællesrummet med den pige, der var utroligt bagud i forhold til de andre. På 20 minutter nåede vi næsten at hun kunne læse " Mary looks at Sarah and Whispers dont worry Ms Jenkins is in" ..næsten...og jeg ved ikke om hun forstod det. Men hun nåede at føle sig nogenlunde tryg ved mig og prøvede i det mindste. Hun skal testes for ordblindhed/andre indlæringsvansligheder fik jeg også at vide, da jeg spurgte om hun var ordblind siden hun sagde Ni hver gang hun kom til in... Spændende at der, til forskel fra den skole jeg gik i, er så meget mere opmærksomhed på at forstå hvad der gør at børn lærer eller ikke lærer.

Dansktimen gik med fortsat Mindmap - denne gang med noter fra engelsklæreren og hvad hun gerne ville have af fokuspunkter og så deres personlige mål. Dem der nåede at være helt færdige tog en postit og udvælger sig 2 grundfokuspunkter som de som elever selv synes er vigtige at forbedre. På de personlige mål får de også selv mulighed for at byde ind til hvad der skal på tavlen til alle og til ting de selv skal vælge. Det kan være "huske at aflevere mobilen " eller " Huske at bruge klassens køleskab" - Fra lærens side er der " lytte til de andre, lave lektier, komme til tiden osv"

Hmm... Hvad har jeg ellers med mig for idag? Hmm... Musik er et svært fag at holde liv i fordi det er et specialiseret fag af helvedet til. Lige så snart der skal vikar på er der gode muligheder for, at det ender tilbage i klasseværelset. Det giver også mening fordi niveauforskellen på eleverne kan være utrolig høj. Jeg vil meget gerne se, hvor svært det er at lære dem at gå 4 skridt. Måske jeg kan få lov til at gøre det med 5 A i næste uge. Men jeg føler ikke jeg er klar til at have en hel klasse alene endnu. Jeg har ikke værktøj nok til at håndtere, hvis de springer i luften.
Men hvis 4 skridt er til at lære en 5 klasse, så er det til at lave mange mange ting musikalsk / undervisningsmæssigt.- Tror jeg:)

Imorgen er jeg midtvejs i min praktik og jeg er stadigvæk ved rigtig godt mod. Jeg er glad når jeg er derovre og det pirrer virkeligt mine hjernesynapser. Jeg er utroligt beæret over, at min praktiklærer har sagt, at hvis jeg senere i mit studie gerne vil prøve nogen ting af, så skal jeg endelig kontakte hende og gøre det med hendes klasse hvis det er. Jeg ved ikke om mit studie indeholder noget som helst af den slags, men det er vel en tillidserklæring. Jeg var også inde forbi skolelederen ( angående problemet med musiktimerne og om jeg så kommer til at mangle timer i mit skema) og nævnte også, at jeg var utroligt glad for at have min praktik hos dem og min praktiklærer og hun havde fået samme feedback fra læren- så dét er jo godt :)

igår var jeg fuldstændigt bombet og idag er jeg fin og frisk og hjemme kl 12 så nu skal jeg læse lidt i mine skolebøger tror jeg. Og lege med mit keyboard og mine nye funky pedaler :)

Praktik dag 8 - Mandag d 17/1 2011

2011-01-17T15:43:00.003+01:00

- Nogen der kan fortælle mig hvilken dato vi har idag...? ;)

Puha...fra klokken 08 til klokken 15.15 har min dag varet. Lige ovenpå en weekend og mit hoved summer med indtryk.

Idag har jeg haft 4 dansktimer ( 3 i træk med 1 frikvarter imellem og en efter en times pause) og en times pause og så praktiktime med min Lærer. Hoved summer og jeg er træt på den gode måde.

1 time = Staveord hvilket var spændende at se, registrering af deres læsning for ugen og individuel målsætning for den kommende uge og noget powerlæsning. Derefter en flydende overgang i arbejdet i slutningen af første time til anden med øvning af fagopgave/tryk af transperanter til fremlæggelse. Da de første der skulle fremlægge egentligt kan siges at være dem der også har haft nemmest ved arbejdet- og hun skulle med dem op og trykke dem, havde jeg halvdelen af klassen til at arbejde med deres fagopgavefremlæggelse og en enkelt ( hvis makker er på skiferie) til at powerlæse.

En af duo'erne er had/kærligheds-drengene der begge er kvikke og hærger hinanden samtidigt. Jeg endte simpelthen med at skille dem ad og sætte dem til at øve hver for sig, fordi de blev ved med at se, hvordan de kunne provokere hinanden med så små gestus som muligt. Da jeg første gang blev kaldt over til dem for at " mægle" var det omkring retten til at bruge en blyant til at sætte et S... Samtidigt kunne jeg mærke, hvor meget rap-drengen manglede en makker, da han ikke kunne samle sig om at lave noget når jeg ikke sad med ham. Der var perioder med nogenlunde konstruktivt arbejde i klasselokalet ( og en enkelt gruppe på gangen) men også med dråbe for dråbe eskalering af uro. Da jeg er en etableret autoritet i deres verden nu, krævede det mest bare at jeg kiggede i deres retning for at få ro, men jeg ville ønske at der var en måde at få dem alle sammen op på niveau med det forventede.

En af måderne jeg kan mærke at jeg er en rigtig voksen i deres verden nu, er også at de begynder at have forventninger til, at jeg kan gøre "lærerting" for dem. " Må jeg gå ud" " Må vi blive inde i frikvarteret" " må jeg spise noget" - som udgangspunkt er mit svar " det har jeg ikke så meget mulighed for at vurdere så brug default" - f.eks at de skal være udenfor i frikvarteret. Jeg vendte det med Læreren og hendes standpunkt er, at de hellere skal spise end gå sukkerkolde fordi de glemmer det - og det vil jeg så følge hendes eksempel med med hendes klasse. Jeg ved ikke om det virker med alle, men her er det hendes metode. Vi er enige om, at jeg holder mig til det etablerede ellers, og så er det hendes privilegie og ansvar, når hun giver særtilladelser til ting.

3 time var fremlæggelse og utroligt spændende. Ved hver fremlæggelse blev 3 børn gjort ansvarlige for at give feedback på et område og der blev igen understreget, at kritik ikke er personlig men på det man gør og skal lære.
Idag var det "om de var på og virkede klar", " indholdet" og " hvordan de virkede som gruppe i fremlæggelsen" og børnene gjorde endnu engang en meget fin og positiv præstation. Selvfølgelig var der forskel på niveauet og hvad der blev forventet, men de snakkede virkeligt pænt til hinanden og gav konstruktiv kritik.

Jeg synes egentligt ikke det er så vigtigt at gå i dybden med de enkelte børn her, fordi det mere er et biprodukt af, at min praktik involverer dem og ikke min evne til at psykoanalysere/observere dem individuelt der er vigtigt ligenu.

Til slut havde Læreren en snak med dem om, at de ikke opfører sig super godt i Engelsk og en peptalk om at de skulle kunne.

pause og virkelig virkelig sulten :)

Derefter havde vi besluttet at skubbe det svenske jeg skulle have lavet i sidste time og lade dem lave en fremlæggelse til. Men noget af timen ( og jeg kan ikke huske om det var starten eller midten fordi jeg er så træt) blev brugt på at snakke om og evaluere den engelsktime de havde haft. Og børnene gav den selv ca 2.5 sammenlagt- En af drengene var endda rigtig fin til at sige han var en af hovedgrundene og de var fine til at påpege hvor tingene var startet og snakke om hvad der var skidt.

I slutningen af timen lavede jeg et par kropssprogseksempler for dem omkring hvordan man kan se mere sikker ud og hvordan det ser ud når man fremlægger. Det virkede som en god slutning med en lille smule teknik de måske fanger. Jeg tænker en af dem ( der er god til kropssprog) kan demonstrere det senere på ugen hvis der er tid.

Pause igen

Og så praktiktime hvor jeg havde taget noter til de konflikter jeg havde haft med børnene og hun havde nogle startspørgsmål og vi snakkede om de smådramatiske ting der var sket på lærerværelset og jeg læste hendes kritik på de forskellige fagopgaver.

Hun bruger et meget positivt sprog og det tror jeg er meget rigtigt i forhold til det niveau de er på. Der var selvfølgelig lige så mange kinks/twists på hvad de skulle gøre bedre som der var opgaver.

Hun nævnte at hun skal fikse papirarbejdet til min skole og at jeg ikke skulle bekymre mig, sagde at det gik godt og gav mig et par metoder til på torsdag/fredag hvor jeg skal lave noget mere svensk med dem.

Rigtig god dag. Rigtig træt. Dejligt at opleve en dag i den rigtige længde og mærke at jeg stadigvæk kan rumme det.

Hun spurgte mig også, om jeg stadigvæk gerne vil være lærer...
Jeg er ikke skræmt væk - og jeg mener ikke jeg har den luxus, at jeg stadigvæk kan valte og vrage imellem uddannelser. Hvis jeg virkeligt kan finde ud af det her, så er det det jeg gør.

Praktik dag 7. Fredag d 14/1 2011

2011-01-14T12:23:00.004+01:00

Gud er det allerede fredag?

To timer - kun dansk - mig halvdelen af tiden. Det er allerede andre ting jeg lægger mærke til nu jeg skal skrive min dags opsummering. Jeg har sikkert klappet mere end 3 gange for opmærksomhed og haft det til at virke, men nu er det et aktivt værktøj imellem mig og klassen og ikke noget der står highlighted. Læreren og jeg tjekkede lige op på dagens program og så viste det sig at der havde været " komme på kontoret" agtig problem imellem tre af klassens elever,- så allerede der skubbede planerne sig for dagens undervisning. Hun tog sig derfor af det efter at have instrueret eleverne i, hvad de skulle bruge timerne på og lod mig holde øje med klassen og søge at hjælpe dem med at øve deres fagopgavefremlæggelser imens hun tog de tre ud og snakkede "privat" som det bliver kaldt. Der er ting som tages i klassen og ting som tages privat og eleverne har også ret til at bede om at noget bliver taget privat.

Den tid gik med at lige lytte og snakke kort med de elever der har styr på det og på at motivere og arbejde med dem der ikke har så godt styr på det. Det bliver meget spændende at se dem fremlægge i næste uge.

Derefter var det Monica og Svensk tid. Jeg havde på forhånd besluttet at lave en energiser med dem for at skifte fokus fra gruppearbejdet og også for at bruge noget af det der ikke virkede så godt igår, til noget konstruktivt idag :) så vi lavede tramp tramp klap - og den energiser hvor jeg siger noget og de siger noget efter. Hvis jeg laver den med dem flere gange kan det ske at jeg lader nogen af dem lave lyde også, men det virkede super. - Selvfølgelig er det unfair at få gang i deres krop og så bede dem om at sætte sig ned, men det får noget blod til hjernen og de var totalt med mig efter den. Så var det genopfriskning og snak om hvad de havde tænkt om sverige. Det var fedt af en af dem nævnte Svensk pølseret, for så fik jeg mulighed for at forklare, at de i sverige har Dansk Sjömandsbiff som vi heller ikke kender i danmark ligesom svenskerne aldrig har lavet den famøse pølseret. Så havde jeg dem oppe ved tavlen og synge " vem kan segla" som et fint lille kor,- jeg ved ikke om det var nødvendigt at tage dem derop, men på den anden side så er det nemmere at få drengene ( som jeg blandede ind imellem pigerne igen) til at synge når de ikke sidder ved deres bord og fedter med deres ting.

Derefter snakkede vi om betydningen af sangen og fik muligheden for at tale om Billedsprog, moraler og Budskab. Læreren hoppede også ind der og satte det i sammenhæng med ting de har haft, hvilket var super for jeg var ikke helt sikker på at de vidste hvad billedsprog var :)

Så skulle hun printe ugesedler ud og jeg spillede den svenske nationalsang for dem igen med instruktioner om at " sidde stille og prøve at lytte med lukkede øjne" det var ikke helt optimalt fordi jeg ikke kunne finde mine højtalere først, men det lykkedes til sidst. Så snakkede vi om et af de lange svenske ord, og nogle af drengene opdagede ordbogen bagerst i bogen. Det gav jeg ros for ( kvikt er ikke dårligt :-) ) og har tænkt mig at henvise til det fund på mandag hvor den står på rim og remser på svensk.

Så plagede de om traphiklys og da jeg var løbet tør for materiale og ikke havde fornemmelsen at der var tid til at starte noget nyt op, så tog vi " elsk noget mer" - jeg ville ønske jeg havde haft Fejer, og jeg skal finde den til dem til næste uge. De var snakkende og lidt urolige og jeg sagde " jeg vil spille den for jer, hvis i er stille og sidder stille" - så gik jeg igang med at finde den og de begyndte at tysse på hinanden, - jeg kiggede op og sagde "det er ikke stille" så gjorde de det mindre men stadigvæk uroligt og så kiggede jeg op ( og brugte Dittes metode) og rakte hånden i vejret med to finge oppe og sagde " Det siger vi var 2 brugte...når den tre så gider jeg ikke" - uden hævet stemme eller noget. Og så var der stille...selvfølgelig nogle host som sikkert var kommunikation og helt sikkert noget skæren ansigt,- men det virkede så godt som man overhoved kan håbe med børn som har weekend lige om lidt i 5 klasse!. - Da nummeret var sat på sagde jeg så " Så må man bevæge sig og hygge igen" og det virkede som den rigtige timing. Og hun kom tilbage midt i det og jeg snakkede lige lidt bagefter og derefter kørte hun bilen hjem.

Information om på mandag ( hun fortæller dem altid hvad der kommer til at ske næste gang de ses / ugen der kommer. Måske jeg vil prøve at gøre det med min del af undervisningen også hvis jeg har godt nok styr på forløbet)

Uddeling af ugesedler som de giver forældrene for at vise hvad der er blevet undervist i i dansk i løbet af ugen.

Og evaluering og snak. Denne gang var det om hvordan de opførte sig uroligt når der var vikarer og klassen deltog aktivt i at snakke om problemet. Vikar bliver skrevet op som punkt på personlige mål på mindmappet vi skal arbejde videre med på tirsdag.

Derefter " hvordan har din dag været" hvilket var meget meget fint igen men også totalt sårbart som lærer at høre..- en af dem kunne jo have sagt " 1 - for jeg hader Monica" og så må man tage den og tage den til sig. Det skete ikke men det er dælme et hardcore og fair værktøj fordi det også er evaluering af underviseren. Meget tillid og ærlighed i den klasse! og som hun siger - det kan man jo ikke med alle,- men jeg kan nu se, at jeg som klasselærer potentielt kan skabe så trygt et miljø.

En af drengene stod for uddeling af klistermærkerne for lavede lektier og så sagde vi tak for ugen. Jeg byder ind i samtalerne med eleverne og føler mig tryg i at sige min mening.

Oh! Og ét læretrick jeg har luret og brugte idag var " Er der så nogen af jer der kan fortælle mig hvilken side vi læste igår?" " Side 46" " Så slår vi allesammen op på side 46" hihi...jeg behøver aldrig huske sidenumre igen :-p

Ugen er fløjet og næste uge bliver en rigtig 5 ugers skoleuge,- det bliver godt og måske hårdt kun at have en kort weekend fri og så igang, men jeg glæder mig til at finde ud af hvordan man gør dét og hvordan det føles.

- glemte lige at skrive yndlingskomplimenterne " hvornår er du færdig? Skal du så ikke undervise her?" " Går du i skole? Jeg synes allerede du underviser som en rigtig lærer" <3

Praktik dag 6 - torsdag 13/11 2011

2011-01-13T13:39:00.005+01:00

Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden!!

Word! Igår blev ikke skrevet fordi fire timers søvn + grublen over min tristhed gjorde mig for træt og trist til at blogge da jeg kom hjem.

Men Onsdag - Det gik ellers godt - havde Natur og Teknik og holdt ro i klassen fordi læreren var dobbeltbooket til også at skulle holde øje med naboklassen pgr sygdom. Og jeg startede selv ( fra hendes plan) en aktivitet op med dem og kørte den i 10 minutter - derefter var jeg lidt lost men selve aktiviteten virkede nogenlunde som jeg ville. De havde lavet mindmaps over vejrfænomener og skulle skrive 25 ord ned om Vejr. Det skal bruge til at skrive og filme en vejrudsigt som på dansk tv-avis. Jeg er ikke sikker på hvorfor det skal være dansk vejr - jeg ville måske nok lade dem snakke om tzunamier og kæmpe jordskælv hvis det kunne gøre dem mere begejstrede- men det er også en del af deres pensum at lære videoteknik. Så

Jeg har prøvet med ældre folk, at det at gå på på tavlen og skrive et ord uden at snakke virker fint. Det blev lidt kaos med de her unger også fordi de skulle have forklaret tingene imens. Men instruktionen var at få op og skrive vejr-ord der har noget med dansk vejr at gøre. Derfter bad jeg om hjælp fra to af de drenge jeg ved er gode til at tælle og så stemte vi om hvilke ord der passede til ting vi havde oplevet. Det gav en masse snak og jeg tæller selvfølgelig dobbelt når jeg stemmer for jeg er dobbelt så stor. Jeg ved ikke helt om det er humor de heelt fanger men det er ok - det virkede ikke dårligt og det er i det mindste noget :) Vi gennemgik dem ihverttilfælde og kom frem til hvilke vi syntes der var mest danske. Da lærerinden kom tilbage og sluttede timen af skrev hun dem også ned så vi kan bruge dem næste onsdag. 2 timers naturfag om ugen er utroligt utroligt lidt. Bageffter fik jeg at vide at musiklærerinden var syg - og min praktiklærer gik straks ind og fik sikret at jeg ikke skulle være vikar - hvilket jeg måske godt kunne have været - men som hun sagde - og vi er blevet advaret om på seminariet " så er jeg praktikant og ikke gratis arbejdskraft" - hun er super på med den slags. Så jeg gik med hende over og så opstarten til gymnastik i stedet og læste i lærevejledningen til det jeg så skulle lave idag.

- Den fylde 10 linier...

Torsdag! Dam dam DAAAAAM! jeg skal undervise og spille klaver og det hele. Vi havde dem i dansk i tre timer ( den ene er egentligt "klassens time") kun afbrudt af spisepausen og det store frikvarter. Undervisningen startede med en halv times mindmapping- hvor eleverne arbejder videre med deres selvevalueringsværktøj. Denne gang med fokus på Dansk som fag og hvad der er aktuelt eller lige har været aktuelt. Så på plus eller minussiden - eller begge - skriver de f.eks " personkarakteristik, ordklasser, powerlæsning osv" - Det smarte er, at det også skal farvelægges ( skrives først med blyant og derefter med tush) så der er noget til at holde de hurtige aktiverede.

Derefter skulle de gå sammen i deres fagopgavegrupper og planlægge deres fremlæggelse. Læse den igennem og finde ud af hvem der skulle snakke om hvad. Nogle af dem arbejder alene og det var også dem der havde lidt svært ved at se hvad det var de skulle der. Læreren satte dem igang med dét og gik derefter over for at hente nabosprogsbøgerne på biblioteket og efterlod mig med eleverne spred i grupper på gangen og inde i klasselokalet. Jeg er nu ret tilpas med at slå ned på uorden så det svære var sku mere at forklare hvad det var de skulle,- til dem der ikke forstod det. For...Øhmm....Jamen du skal planlægge en mundtlig fremlæggelse...altså...øhmm... :) Jeg prøvede mit bedste og fik også aktiveret dem så godt jeg kunne. Jeg fik også rykket en af arbejde-alene drengene en plads væk fra dem han ikke kunne lade være med at snakke med/prikke til for opmærksomhed.

Så kom hun tilbage og sååå! Showtime. Monica og bøgerne og sverige!

Bogens startside om sverige indeholder en såen klichefigur af en svensker på en rød træhest med en elghornshat og ulvehue og kalles kaviar og en "kräft" på en pind og et " pas på elgen" skilt i baglommen. Samtidigt er der et billede over skandinavien hvor sverige så er sammensat af en kollage af svenske landskaber - røde træhuse osv. Bogen sagde " snak med børnene om hvad de ved om sverige" - så det gjorde vi :) Derefter tog jeg en elev op og hun pegede på europakortet og viste os sverige og derefter hovedstaden. Så snakkede vi lidt mere om sverige og jeg prøvede at huske så mange navne som muligt når jeg gav lov til at snakke - det er mest de stille piger jeg ikke kan huske stadigvæk - Vi snakkede om at vi bruger grundvand i danmark og at sverige har meget mere overfladevand og derfor ikke har de samme " spar på vandet " ting. Vi snakkede om hvordan at selvom malmö ligger tættere på københavn, så er det sveriges jylland og at Stockholmere faktisk er nemmere at forstå fordi de snakker mere " rigssvensk" og vi snakkede om hvad komfur hed osv. Børn og lærer der danner en fælles konsensus om, at sverige er lidt som os men også lidt anderledes. Derefter hørte vi "Du gamla, Du fria" først mens de læste med og derefter med lukkede øjne = ordentlig koncentration og snakkede om hvad tingene betød. I bogen var der kun første vejrs nedskrevet og den udgave ( med Carola til en fodboldtkamp - mere kæk en undervisningscd'ens højskoleagtige udgave) jeg havde fundet havde to vejrs og det gav os mulighed for at øve i at lytte til svensk. Så vi sammenstykkede den sidste sætning der bliver gentaget i andet vers " Jag vill leva, jag vill dö i Norden" og jeg påpegede, at der ikke bliver sunget " Sverige" men Norden - og vi snakkede derfor om hvad norden var og hvilke lande og om, at det både lød bedre og faktisk var lidt sejere end hvis det havde været " heja Sverige!" - så jeg fik sparket lidt antinationalisme ind der ;)

Spisepause og instruktion i at tage alle tingene med over i musik.

Positiv feedback fra læreren i pausen - som næsten undskyldte for, at hun havde rettet lidt på nogen elever (!!! Tak det tror jeg da god du må hjælpe mig med)

Musik.

Så! Først lærte jeg dem gå gå klap, gå gå klap i en cirkel som blev til at vi hyggede os lidt med " we will rock you" - planen var at de skulle kunne synge " vem vil segla" mens de lavede de skridt, men det var totalt overambitiøst af mig fandt jeg ud af senere.

Derefter stod vi i cirklen og jeg lærte dem teksten og vi snakkede om hvad tingene betød. Jeg gjorde mit bedste for at udtale svensk - og det var ihverttilfælde svensk nok til at de ikke lurede hvad ordene betød før vi legede lidt rundt med det - Skiljas var ordet der fik mig til at skrive SK på tavlen og snakke om forskellen på udtalen på dansk og svensk så de gættede det var " skilles" -

Derefter gik vi til klaveret og lærte melodien og jeg lærte at ét er at kunne det godt nok til derhjemme, 2 er at kunne det godt nok til at kunne spille det til koncert med sceneskræk og en booker i rummet og 3 er så når man kan spille det mens 21 elever også skal tages med i betragtning. Heldigvis er de søde og brokkede sig ikke over mine fejl :)

Det var lidt tydeligt, at når den lidt smarte gruppe drenge sad sammen, så skete der intet med at lalala med på melodien eller noget. Jeg havde allerede forklaret, hvordan det bliver nemmere når man spreder dem rundt blandt de andre, der hurtigere fanger det, så man kan lytte efter dem,- og det brugte jeg så som indgang til lige at blande et par piger ind imellem dem og så begyndte det faktisk at virke lidt.

Vi snakkede også om, om det var en trist eller glad sang og om hvad den handlede om. Og så sang vi den på dansk. Derefter prøvede jeg at tage dem op og klappe,trampe synge,- men det virkede sku ikke- det virkede ok men det var for svært-, så vi gik tilbage på klaveret og så spurgte de om jeg kunne spille noget andet...Så jeg spillede et af vores Traphiklysnumres omkvæd - Fejer's omkvæd.

-:Du skal feje for din egen dør

før du fejer for de andres:-

-:For du har jo nok selv et skellet eller to

inde i dit skab kan du tro kan du tro:-

Til stor begejstring for dem og de kunnne jo hurtigt synge med. Så snakkede vi om hvad ordsprog og hvad de to ordsprog/talemåder betød.

Så sang vi den igen og sluttede af med Vem kan segla- som jeg så også skal synge med dem imorgen og snakke med dem om deres lektier. Lektierne ( de fik før spisning ) var : gå hjem og snak med en forældre/jeres forældre om sverige - eller tænk mere over sverige. Og rap drengen bad jeg om at gå hjem og finde noget svensk hiphop- og de to drenge som jeg ved har skilte forældre sagde jeg kunne snakke med hinanden og snyde lidt på den måde ;)

Alt i alt totalt optur og hun gav mig god feedback bagefter og jeg sagde tak for at hun havde hold mig i ørene omkring tiden- for det har jeg slet ikke styr på endnu. Men altså - man kan planlægge nok så meget hvad man vil nå, men en klasse af elever er altså en anden slags bæst.

Til slut fik jeg dem stoppet fra at stikke af da jeg sagde " nu har i fri lige om lidt men HEY stop...jeg vil gerne have lov til at sige tak for at i er så søde at undervise" og så sagde lærerinden " og skal vi så ikke lige sige tak og klappe af monica" Så jeg er fløjet hjem :)

+ jeg fortsætter traphiklystrenden med at sprede vores ellers rimeligt voksentekstede musik til de helt unge - de elsker det shiat ;)

praktik dag 5 - tirsdag 1/11

2011-01-11T12:25:00.004+01:00

Jeg har helt lyst til at give det her indlæg en overskrift:

Bloods, Black Cobras og mindmaps!

Så en hurtig dag på to timer med en masse ny info. I Dansk skulle eleverne have nye pladser ( de skifter tilsyneladende med mellemrum? ) og derefter lave mindmap.

Pladsfordelingen var dreng pige denne gang - de sad vidst overhoved ikke dreng pige i den gamle opsætning- og nogle af dem havde aktivt bedt om en sidekammerat. Andre blev placeret med positiv forklaring fra læreren omkring deres potentielle samarbejde eller hvad der ville være godt for dem. Den dreng jeg så fra to vidt forskellige sider ( slå og være cool og nysgerrig og musikinteresseret - ikke rapperen men en af rytmedrengene) blev placeret alene - klassen er 21 elever - og det virkede somom læreren tænkte det faktisk kunne være konstruktivt for hans koncentration. Han viste mig sine elastiske linialer i slutningen af timen ( sej opfindelse btw) og forklarede hvordan det var godt når man var rastløs i timerne...han er tydeligvis kvik men også rodet.

Og hun havde ham med ude for døren for at snakke og jeg fik lov til at deltage. Han havde også haft problemer i engelsk og oveni at ryge uden for døren i naturfag - det så jeg i onsdags - og at jeg også havde set ham slå i billedkunst så var det " det gule kort" . Læreren var rigtig tydelig i at sige " Det er ikke dig men dine handlinger jeg ikke kan lide" og han kunne ikke forklare hvorfor han gør som han gør. Han sagde det havde noget at gøre med hvem han var sammen med,- og jeg tror ikke nødvendigvis han prøvede at fralægge sig skylden, men at han har en svag fornemmelse af, at han spiller mere smart med nogle kammerater end med andre, og at det at lave ballade er hans spille smart metode,- anyways - jeg spurgte om jeg måtte bidrage da hun havde forklaret ham problemerne og jeg sagde " Det var virkeligt mærkeligt i sidste uge, for først delte vi musik sammen og jeg tænkte - han er dælme en sej knægt- men så to dage senere ser jeg dig slå- og det at slå er ikke ok." og læreren var glad for mit indput der i forhold til, at hun sagde " så ser vi ham med fire øjne for jeg kan sikkert blive lidt fokuseret på problemet" og det er jo så bare en af de 20+ grunde til at hun er så sej :)

Mindmap er et A3 papier hvor de skriver deres navn i midten ( næsten alle pigerne indrammer deres navn med en cirkel og næsten alle drengene har et eller andet med pile lavet som lyn !?! ) og så laver de en liste for 6 ting. Indtilvidere er det Kammerater og Fag. Så laver de en plus og minus side og skriver alle deres medklassedeltagere på. Plus er en tilfredsstillende relation, både plus og minus er som det lyder og minus kan være fordi man ikke snakker sammen, eller fordi de konflikter osv. Det er åbent og offentligt og der bliver understreget at det ikke handler om den anden men om relationen hvilket er en god forklaring til at de kan reflektere uden at såre hinanden for meget. Desuden er det med fokus på hvad der kunne forbedres - så det er ikke " jeg kan ikke lide ham" men " jeg ville godt kunne lide ham bedre" - ved ikke om det er ordentligt forklaret. Hmm...

Det giver utroligt meget information. En pige som virkede ret selvsikker og grounded havde 4 eller 5 på plussiden og resten på minus. Det giver mig som voksen et utroligt stærkt informeret udgangspunkt til at snakke med hende om hvordan hun har det i skolen. Mindmappet skal videreskrives med andre fag og så skriver jeg mere om det.

Det er også et instrument som eleverne tager med til forældresamtalerne så forældrene både kan se hvordan de ser sig selv i klassen og i forhold til deres egen evaluering af deres evner.

Jeg glæder mig til at se mere af det.

Så musik var aflyst og jeg tænkte at se hvordan vikaren så brugte sin time,- men der viste sig at have været en stor konflikt imellem to af "min " klasses elever så de skulle over og snakke med konfliktløseren/aflastningslæreren.

Den ene af de involverede var ham rapdrengen jeg føler mig connected til, og den anden var den racistiske dreng og på sin vis handlede konflikten om det.

Det var skønt at få lov til at sidde med til en konflikløsningssnak og meget wild.

Snakken gik på temperement og på at styre sig, og jeg tror hun er god til sit job skal jeg lige sige først, men til at starte med så tænkte jeg, at hun noglegange ignorerede hvad de sagde og snakkede hen over dem. Det handlede meget om den " hvide" drengs mangel på evne til at styre sit temperement. Han vil smadre og have hævn når han mister besindelsen. Han virker utroligt velsoigneret og som en rigtig dejlig lille villaknægt indtil han begynder at snakke om at blive vred. Han sidder helt stille og roligt og forstår ikke hvorfor hans klassekammerater kan andet end at grine hvis nogen begynder at slå på hinanden. Anyways...Hun siger han er blevet bedre til at styre sig og han siger han er lige dårlig til det, men at han bare bliver sendt over til hende mere sjældent. Først tænker jeg at hun ikke lytter, men i snakken med hende bagefter begynder jeg at tænke, at hun søger at positivt forstærke en ide i ham om at han er bedre end han tror.

Han snakker om hvordan han bliver virkelig vred når den anden dreng går " walla" med de ældre drenge og hvor smart han tror han er og hvor stor han spiller. Rapdrengen mener ikke han gør det overfor ham direkte men at han for nyligt har taget accenten til sig. Så siger hun at det er rapdrengens eget valg og han skal være bevidst om hvordan andre opfatter ham

og så får jeg lyst til at begynde at råbe " individ! Punk! Subkultur! Ret til at være anderledes og ikke bøje sig for konformiteten!" - jeg gør det ikke men jeg sidder og bliver lidt krænket over det.

Jeg får lov til at snakke lidt om at man ikke slår som voksen og den hvide dreng siger han forstår det,- rapdrengen spørger om man ikke må slå når man f.eks bliver overfaldet af tre andre drenge og efter en masse anekdotesnak tror jeg han fanger at det handler om at komme væk. Skubbe sig igennem eller hvad man nu kan for at komme væk.

Hun bliver ved med at understrege at de jo ikke er uvenner normalt og at de jo godt kan gå i klasse sammen og det virker på en eller anden måde faktisk ret godt.- det er også sandheden jo. Hun forklarer også dem begge at når nu den hvide dreng - som kommer fra en erklæret racistisk familie- har de holdninger han har, så er det jo aldrig på individer men på grupper. - det virker som en måde at få den hvide dreng til at spise endnu en skefuld tolerance.

Bagefter fik jeg lov til at snakke med hende da de rastløse drenge blev sendt over til spisning og der fik jeg liiige en masse baggrundshistorie. Skolen ligger i et hardcore område. Der hvor drengene bor er Bloods område og når hun påpeger for rapdrengen at han "tager en accent til sig" så er det faktisk hendes måde at gøre ham bevidst om, at han har evnen til at vælge og reflektere over hans valg - ikke for at beskytte ham imod racister, men i forhold til, at han hurtigt kan havne i bandemiliøer når man nu alligevel går rundt og leger at man er som dem. Dét var lige en øjenåbner. At hun også aktivt arbejder på at åbne den hvide dreng var tydeligt men for mig virkede hun meget mere sympatiserende overfor ham end rapdrengen, men da de var stukket afsted sagde hun " ja han sad der hélt kold ik" ...så det er lidt det der med at han tiltrak sig hendes opmærksomhed mest, fordi han er det største problem. Hvor rapdrengen har en tydeligere vej ud, så graver hun stadigvæk i den lille racist og søger at finde en måde hvor han kan begynde at se sig selv udefra.

Scary moment. Da hun snakkede om hvordan det at overvære vold kunne være ubehageligt for folk og hans øjenbryn erklærede ham fuldstændigt uforstående overfor det. Er det bare mig der tænker " han har set vold fra voksne?" tja...måske...

2 timer,- fuld action- jeg er glad og spændt på imorgen :)

praktik dag 4 fredag 7/1 2011

2011-01-07T12:25:00.005+01:00

to timers dansk plus spisning med eleverne. Ikke umiddelbart den dramatiske dag, men vigtige ting skete.

Da eleverne skulle printe deres færdige dagopgaver ud i farver- hvilket foregår på biblioteket, så blev jeg tilbage med de elever der stadigvæk manglede at lave ting færdige og som ikke kunne komme til fordi de ikke allesammen kunne printe samtidigt. Idag har jeg snakket en masse med et par af drengene som ikke havde fået lavet det hele færdigt og sparret med dem omkring ords betydning, hvordan de formulerede sig, om ordstilling og sprog og generelt om hvor meget de havde skrevet ned. Det har været meget fint. Jeg havnede også i en snak med et par andre knægte der begyndte at snakke om, at de ikke kunne lide muslimer. Jeg bød ind med " der er vel også andre folk du ikke kan lide- det har vel ikke kun noget med religion/kultur at gøre" hvorefter de går over og imiterer wallasnak. Jeg prøvede men følte ikke jeg helt havde værktøj til at sætte dem på plads/perspektivere eller virkeligt at sige fra overfor hvad de sagde. De distraherede sig selv ud af samtalen, men jeg sad med en lidt impotent følelse og jeg vil gerne kigge mere ind i hvordan man håndterer den slags.

Jeg havde en interessant udfordring i at forklare en knægt hvad improvisering betyder. Især fordi han er god til og ved hvad free-style betyder. Heldigvis havde jeg massere af tid til at rode mig ud af min lange forklaring igen :) - monica der lige synes det er vigtigt at nævne at improvisation også findes inde for andre kunstarter og i erhvervslivet ( Note til selv : K.i.s.s.)

Derefter skal vi være i klasselokalet ( i en anden bygning) mens børnene spiser og jeg er somm planlagt den første af os to der kommer derover. Der er " må vi spise nu" hvilket jeg siger god for, efterfulgt af meget kaos og nogle drenge der slås for sjov. Jeg får lavet et " hey stop" og kigger rundt og ser at der stadigvæk er meget uorden. Så jeg siger noget ala " Det skal foregå stille og roligt " og så laver jeg klappesignalet...- OG de svarer! og en pige backer mig endda op med at sige " vi har en ny lærer nu" og så laver jeg et nyt klap hvor de alle falder til ro og lytter og så et trioliseret trick med kommentaren " lad os se om i kan følge den her" - og det virkede!!!!

Heldigvis kom lærerinden ind lige omkring der og startede hvad de nu har af snak omkring spisning,- men det var mig der fik ro i klassen og jeg gjorde det med den metode. Og jeg synes den rocker :) Min puls var på 180 imens men jeg holdt mit voksenansigt og det virkede og de reagerede positivt på mig. Hurra hurra hurra :)

Endnu en metode hun bruger i klassen : Smileys aka belønning for at have lavet lektier i løbet af ugen. - Hver fredag får de elever der har lavet deres lektier i løbet af ugen et klistermærke og til sommer tælles der op hvor godt de har klaret det. Intet lektiefravær = guld, et fravær = sølv og to fravær = bronce. Der er endda en lille symbolsk præmie oveni hatten til guldlektielaverne. Udover det kalder hun det ikke lektier men træning og hjemmeøvning. Jeg husker fra min første klaverlærer at jeg syntes det var super motiverende - hun brugte en lignende metode.

- Mit store spørgsmål til det her er,- hvad med de elever der slet ikke er med nok til at "konkurrere" med sig selv? Hvad er motivationssystemet til dem? Det glæder jeg mig til at spørge hende om til vejledning.

Min grænseprøvning idag var, at jeg havde taget 6 ud af 11 ørerstikker i for at se hvordan det blev taget imod af både elever, lærer og skoleleder. Skoleleder så det ikke så der er ikke noget feedback der,- lærerinde sagde " det pænt jeg ved dog ikke om man må have store piercinger" og eleverne pludrede løs om det og spurgte og syntes det var funky og påpegede tatoveringer. Så bonus til søde børn og hihi til lige at prøve det af.

Oveni i det fik jeg lige lavet liiidt debunking i slutningen af dagen med pigeflokken. Den ene spurgte til mit stjernetegn og fortalte hvordan nogen havde gættet hendes fødselsdag. Jeg demonstrerede " en mand i dit liv der hedder noget med M" og den fangede de rimeligt hurtigt og jeg sagde " det er trylletricks.- ihverttilfælde alle dem jeg har mødt har brugt tricks" og det fangede de og begyndte at tænke over. Og så fortalte flere af dem at de kunne tricks og jeg nævnte at jeg elsker dem og er rigtig dårlig til at lure dem. Så jeg tænker jeg kommer til at se nogle børn trylle i løbet af de næste par uger :)

Totalt sucess dag! har været fuldt optaget af nu'et hele dagen og nu skal jeg til kbh og til fredagsøl.

Praktikdag 3 torsdag d. 6/1 2011

2011-01-06T15:30:00.005+01:00

Så... 1 times billedkunst og tre timers danskundervisning med et spisefrikvartersintermezzo som involverede, at være i klasselokalet mens eleverne spiste og så skynde sig over og spise selv. Første dag hvor jeg var ved at dø af sult. Det der børneri gør tilsyneladende sulten.

Nå. Mange ting oplevet og registreret.

45 minutter er idiotisk kort at have billedkunst i. For det første lige en peditesse - det ungerne laver ligenu hedder et diorama - ikke som læreren rettede mig : panorama. Anyways det var bare lige mig og wiki der havde brug for at have ret. Det er alt andet lige min blog og min lille snob-ventil. Når eleverne både skal pakke ud og dække af og så gøgle rundt med tingene og have tid til at pakke sammen, så giver det måske 25 minutters kreativt arbejde. Det er virkeligt dumt. Ingen vil tage billedkunst helt af skemaet, men det er en småstresset affære som ikke giver det det kunne, hvis faget blev taget ordentligt alvorligt. At udtrykke følelser og oplevelser og indtryk uden ord og lyd er en sund ting for et barn ifølge barneeksperten og idealisten Monica.

Der var drenge der slog på hinanden. Jeg er kun på nippet til at forstå hvor svært det er at holde overblik, - især når man skal hente ting og ordne ting i andre lokaler,- men jeg var lidt på dybt vand. Jeg overværede det og fik råbt noget ala "HEY!" med en voksen og grum stemme, men følte ikke jeg hverken havde værktøj eller mandat til at håndtere situationen med den alvor jeg egentligt synes den burde have. Jeg går ind for absolut nultolerance i forhold til at slå - om det så er halvt for sjov eller hvad det nu kunne være. Men jeg var ikke klar over hvor og hvordan og hvem og hvad. Man rør ikke børnene som udgangspunkt på den her skole og hvad så hvis de ligger og ruller rundt? Må man så hive den ene op i armen? Må man hvad? Dét er et fuldstændigt uafklaret område for mig i skrivende stund.

- Billedkunstlæren brugte vidst heller ikke klappesignalet.

Jeg interagerede med dem i billedkunst og viste et par tricks til en af pigerne om at lave en indianerdame af ler. Det var ret hyggeligt. Udover det har de tilsyneladende en lærer der bruger nogle af de samme bøger som min gamle formningslærer, for jeg sværger at min mor har et billede af to papegøjer et sted i en skuffe, som der hænger en nær tvilling af på en af deres fremvisningsvægge. Spøjst spøjst.

Så. Dansk! Tilbage i edb og to timer hvor de skiver deres opgaver så færdigt som muligt og derefter øver grammatisk komma online som opvarmning til at stavetjekke deres egne opgaver. Nogle var hurtigt færdige, andre ikke helt da de to timer var slut.

http://dsn.dk/arkiv/komma/medstart/ jeg skal selv køre den igennem et par gange tror jeg.

Drengen der arbejder med hiphop kom en masse til mig og vi snakkede cribs og death row records. Jeg tror han er en knægt der mangler såen stimulering i det hele taget,- og klasselæren gav mig ret og gav mig lidt baggrund der nok mest bare involvere en ikke så snakkende- og hårdt arbejdende familie. Men det føles godt at kunne snakke med ham om ting han går op i og faktisk vide noget. Nørd bonus på den konto.

Børnene har i det hele taget vænnet sig til at jeg er der og spørger mig, når dansklærerinden er optaget et andet sted. Jeg har ikke et problem med at fortælle dem når jeg ikke ved ting. Det tror jeg ikke er dårligt.

Så sad vi med dem mens de spiste og klasselæreren førte elegant smalltalk om lektier og de bøger de læser derhjemme. Derefter frokost til mig og sulten som en ulv. Snakkede med en af vikarene i pausen og kan godt mærke at der er forskel på mig og en pige der bor hjemme og holder sabbatår efter gymnasiet. Hendes reaktion på, at vi i " kristendom, livsoplysning og medborgerskab" bliver undervist i de gamle grækere var forundring, uforståendhed og en sammenligning med oldkundskab i gymnasiet. Sikke en masse man har nået at leve siden dengang. Hun er super sød og virker også nysgerrig på det hele. Idag oplevede jeg et par gange - med flere forskellige af de voksne, at jeg taler lige lovligt akademisk og det er en spøjs lille ting at bemærke.

sidste dansktime var i deres eget klasselokale som var første gang jeg oplevede dem dér med deres klasselærer.

1. Eleverne står bag ved stolene når timen starter. 2. hun bruger klappekoden. 3. de skulle også stå bag ved stolene ved timens slutning.

Det er mega interessant fordi det virker så gammeldags, men det er toppen af moderne pædagogik og det virker fabelagtigt. Rutinerne og ritualerne må være en del af, at de er utroligt meget roligere i hendes timer end i de andre. Altså...Det er alle søde børn uden mærkelige mærkeligheder, så udsvingene er ikke fra at de smider med borde til de pudser glorie,- men der er en klar forskel.

Hun fortalte at hun har gjort og i fremtiden kommer til at køre faste læsetider- hvor alle eleverne og hende selv læser skønlitteratur i 20 minutter. - udover det så har det et funky navn "Power læsning" - hvilket basalt set betyder " at læse uden at gøgle og fedte rundt" - jeg synes det er super at re-brande noget hvis det virker. - Hun forklarede også, at der findes skoler hvor der er fast læsetid samtidigt over hele skolen. Jeg synes det lyder genialt. Det er ikke sådan på denne skole dog.

Som hun selv påpegede i den vejledningstime vi havde i slutningen af dagen, så arbejder hun utroligt lidt ved tavlen og arbejder aktivt på at gøre dem til " studerende" mere end " elever" og følgende viser hvordan det giver pote.

3 times opgave var, at tage de udprintede opgaver og bytte dem med nogle andre og så skrive kommentarer til dem. Det var først lidt kaos og " hvem vil med mig" men så faldt der ro over det. Så var der noget imellem to piger der skulle ordnes ude for døren og jeg var tilbage i rummet med eleverne. ( Jeg var nede ved to af drengene der havde sat sig sammen og gav verbal feedback til hinanden for " jamen jeg har jo lige sagt hvad jeg synes" og fik forklaret at udfordringen jo var at skrive det ned fordi de kende hinanden og det var meget sværere at sætte ord på papier of få brugt en blyant- derefter sendte jeg den ene tilbage til sit bord og de gjorde som jeg bad om )

anyways... Så begyndte ungerne at være færdige med at skrive... Nu kunne mange forskellige ting ske. I min folkeskoleklasse ville vi have tænkt " færdig med opgaven nu har vi fri leg" og jeg forventede noget ala det eller noget tredie - nu skal der slås eller nu skal monica spørges om hvad vi nu skal....Men wow...De fandt bare nye til at læse deres opgaver og nye opgaver at læse og fortsatte med at skrive feed-back til hinanden. Jeg var dybt imponeret.

En af knægtene viste mig deres "mind maps" som de laver som en aktiv del af deres egen selvvurdering og målsætning i forhold til undervisning. Det var ret fantastisk at se en 11 påpege de ting han skulle øve sig i og hvordan han tænkte over sine evner. At dén her knægt er en charmetrold ala emil fra lønneberg gjorde det kun mere underholdende. Jeg skriver mere om mindmaps i næste uge hvor jeg får lov til at være med til at se dem skrive deres nye.

Derefter kom eleverne tilbage på egne pladser og blev instrueret i, hvad de næste dage kommer til at indeholde. Hun er altid meget på at sørge for at de ved hvad timen kommer til at indholde og hvad der kommer frem i forløbet. Det tror jeg er med til at skabe sikkerhed og ro i klassen.

Derefter spurgte hun ind til en 7 elevers dag ( 1 efter 1) hvor hun selv sagde hun havde haft en skøn dag og de alle havde været dejlige at være sammen med. Derefter spurgte hun de her ca 7 elever om at vurdere deres dag på en skala fra 1 til 5 og om at uddybe hvorfor de gav den vurdering de nu gjorde. Nogle af svarene :

4.5 - fordi jeg slog mit ben

5 - jeg synes det har virket

4.5 - fordi jeg synes vi blev lidt uvenner men det er godt igen ( og derefter ros fra læren for ærligheden)

osv... De udviste imponerende reflektionsevner når de bare kender rammerne.

Så havde jeg en times mellemtime hvor jeg fik indblik i livet på læreværelset da tre lærer sad og skulle skrive en anmodning om psykevaluering af en problemelev og så havde jeg en lille time med min praktiklærer hvor vi kiggede på hendes undervisningsplaner og hvordan hun organiserer sig, og hun kom med sine ideer om hvad jeg skal lave med eleverne i næste uge. Jeg bliver stadigvæk piv bange ved tanken,- men når jeg er i klasselokalet er jeg faktisk ok tilpas indtil videre. At det så lige er svensk!! som hun vil have jeg bruger min musikalitet til at undervise i ( de skal have nabosprog i år,- og undervisningsmaterialet er utroligt nemt at gå til) - det er bare tilfældighedernes tragikomik der byder op til dans. Jeg nikkede og smilede og kommer til at spille dem en skøn jazzudgave af "hvem kan segla"..men fuck det er unfair.... De er for unge til at forstå hadet til hipsters.

Praktik dag 2 - onsdag

2011-01-05T11:24:00.002+01:00

Så... Idag 3 timers undervisning i alt og tiden flyver. Det er helt helt sikkert noget andet når man er ude i job, men ligenu er det på ingen måde så hårdt som jeg antog og frygtede.

Idag har jeg set 5.A fra en helt anden vinkel. Natur og Tekniklæreren er lige det jeg har brug for at møde i den sammenhæng. Hun kommer fra ældre elever og foretrækker dem også. Samtidig ville hun helst undervise Matematik, men fordi der er nogle lovgivningsmæssige ting med, hvormange man må tage til eksamen, så har hun den blanding af fag hun nu engang har. Samtidig har hun erfaringer fra USA så når vi snakker undervisningsformer og lokaler perspektiverer hun bredt og anderledes. Det har været spændende og jeg glæder mig til at følge hende 4 dage endnu.

Naturfag...Wow hvor har man lyst til at uddybe og forklare og påpege - og det er netop hendes problematik med en femte klasse. Der er simpelthen en begrænsning på hvad de kan forstå og følge med. Som hun sagde " i starten sagde de, at jeg brugte alt for svære ord, så nu skal jeg forberede tingene hjemmefra så det er så simpelt formuleret at de potentielt kan følge med".

Hun brugte ikke "klappe-teknikken" som Musiklærerinden jeg arbejdede med idag fortalte, er en alment gennemført teknik på hele skolen. Måske er det fordi hun er mere til undervisning af de store kontra de små. En af mine indskydelser har været, at skille de moderne lærere fra de konservative ved, om de bruger klapperiet eller ej,- men jeg har fattet stor sympati for Naturfagslærerinden, så jeg må snuse efter fremover.

Klassen var generelt meget mere urolig og jeg tror det havde meget at gøre med, at de egentlig ikke ved hvad det er de skal. Der var et reagensglaseksperiment og konklusionen blev næsten nået, men der var også spændende spørgsmål om hvordan øjet virker og hvad bakterier egentligt er. Det virker som en uendeligt svær balancegang at gøde deres nysgerrighed samtidigt med, at man har ting man skal nå og planer for timerne. Hun forklarede hvordan hun svarer men begrænser muligheden for videre spørgsmål og forklarer det med simple billeder hun kan vende tilbage til i senere undervisning. Det mindede mig meget om, hvordan jeg gør når jeg underviser i grundlæggende musik med den " det giver ikke mening nu, men vil forklare alt senere" Sætning.

Alle børnene- men især drengene var mere højlydte og to røg uden for døren. Det gav mening at det skulle ske, og det var interessant hvordan den ene af de to pressede og pressede på både læreren og de andre elevers nerver ( med lyde) og så blev helt paf over at ryge ud lige før eksperimenteringen startede. Det var instant brødebetyngethed og anger og de blev stående lige uden for døren og bankede på for at komme ind og deltage. Der er nogle dynamikker imellem nogle af ungerne som jeg tænker skubber det frem, siden han gerne ville være blevet.

Jeg håndterede en af de provokerende knægte ( i en pause hvor N/T læreren hentede grej) flydende. " Hey du Monica jeg vil vædde med at jeg ved mere om historie end dig" " ja det gør du sikkert " " F.eks hvornår startede første verdenskrig" " ingen anelse " Øh...hvad er du så god til? " " Musik" "orh jeg rapper bedre end dig!!" "Ok det lyder fedt" og så startede jeg et stamp klap - som to af de andre drenge hoppede med på og så fik han lov til at vise sig. Og han var god og jeg komplimenterede ham, - og efter timen så anbefalede jeg ham Stanley Most :) Så en trussel om at " tabe ansigt" blev ikke engang til at tryne ham,- men til at vi delte noget. Jeg håber det var den rigtige måde at håndtere det på. Jeg kunne ihverttilfælde ikke forestille mig et alternativ i selve situationen.

Musik var super. 2 klasse er drøn små og søde og lærerinden er fyldt med energi og ideer. Generelt virker det som et fag det er godt at være to lærere i, men hun kører dem normalt alene ( og bruger opmærksomheds-klapperiet godt) og det virker somom hun har fine koncepter. Det er utroligt svært at lære børn at det er det fede at være grundrytmen, men i det mindste prøver hun. Vi lavede noget begynderstomp og jeg hjalp ved at lede det ene hold. I den sammenhæng har jeg også brugt mit strenge blik ( tænk at jeg har sådan et! :-p ) og irettesat. Det er fint at jeg kan øve det lidt på børn på en trediedel af min egen størrelse. Hun gjorde kun én ting jeg ikke kunne fordrage og det er det samme som de gjorde i den anden musikklasse igår " Nu skal vi deles op - Drengene mod pigerne" WTF! Hvorfor? I et råbekor? Jeg tror det er en default opdeling som de smider afsted når de lige skal dele...hvis ikke det er det, så forstærker de en problematik imellem børnene som de burde trænes ud af. Den skurrer virkeligt i mine ører hver hver gang.

Imorgen er det billedkunst ( maleklatteri?) og tre timers dansk. Derefter planlægning med min praktiklærer. Forhåbentligvis kommer det til at føles som en rigtig lang dag. Ikke fordi jeg vil have det sådan, men jeg er bange for at det føles for nemt når jeg har så korte dage i forhold til hvordan det er i virkeligheden.

------------

Må man sende børn i timeout i et hjørne i steden for ude for døren?

Skal man være skrap eller kun halvskrap ( blød virker som umuligt)

Hvad er niveauet i de større klasser?

Praktik dag 1.

2011-01-04T12:53:00.002+01:00

Her på bloggen kommer jeg nu til at skrive mine praktikindtryk. Jeg har lyst til at have mine strøtanker samlet ét sted.

1 indtryk = blokfløjter er åndsvagt. To lærer og en tredieklasse og en masse ting der virker som musikundervisning,- aka fællessang med akkomp og kanonsang og derefter blokfløjte introduktion...men for satan! 1 - min første fordom om, at det ødelægger ens lyst til at leve - eller ihverttilfælde til at lytte- er fuldstændigt rigtig...en af eleverne sagde faktisk " jamen det gør ondt i mine ører" og selvfølgelig bliver man nød til at ignorere det. Det var sjovt nok 5 minutter før at en af lærene selv tog ørepropper i. Goddammit! Udover det...Ingen fokus på rytme eller takt, men mere på at forklare sangteksterne ( som eleverne var rimeligt ligeglade med) for dem mens man ikke fokuserede på, hvad det betyder at holde en rytme. Og superhadetingen nummer 1 = SID STILLE og lær musik!?!?!?!?! af alle fag i folkeskolen der er det da galimatias. Altså crazy. Imorgen skal jeg "observere" en anden og meget yngre musiklærerindes undervisning og nåede kort at snakke med hende i pausen. Hun har allerede vist dem stompvideoen 1 lejlighed 6 mennesker ( eller er det syv?) og arbejder med stomp med dem. Hun virkede begejstret for at jeg kan akkompangere og hjælpe med ting.

Jeg skal dampe udenfor med rygerne pgr signalværdi.- Det eneste sted jeg har dampet er på læreværelset- som ikke er synderligt tilgængeligt for eleverne,- men det er vel sådan den slags er.

Min praktiklærerinde har en CL ( cooperative learning) metode med at klappe en rytme hvorefter klassen klapper tilbage, som hun brugte til at starte undervisningsdelen af timen ( for der er lige noget tid med gøgl og info og uro før selve undervisningen går i gang), til at give dem en " nu er der 15 minutter tilbage" info og til slut. Det virker super tjekket og oveni i det mere rytmisk dannende end musikundervisningen ;)

Klassen er igang med at skrive frit-valgs-emne opgave som de skal færddiggøre i denne uge og fremlægge. De har haft grammatisk komma og det virker somom denne " skriv om noget i helt selv vil" emne er en snedig undskyldning for, at de derefter skal stavetjekke sig selv. Det er også noget med, at de skal øve sig i at tage noter når de møder ord de ikke forstår. De skal selv søge forklaringen online, i bøger eller hos lærer og derefter notere det ned i deres logbog. Det giver god mening for mig, fordi det også hjælper migselv og jeg synes det umiddelbart virker som en empowering teknik de kan have gavn af senere.

Børn... wau... De er helt utroligt gennemsigtige! Jeg er utroligt imponeret over, at min praktiklærer er meget varsom med at give dem mærkater overfor mig. Hun siger ikke " han er den langsomme eller hurtige" men " Ja...Han er hvem han er,- det finder du hurtigt ud af" og så et smil. Det synes jeg er super sejt. Og hun har ret. Der er allerede stor forskel på hvor udviklede de er, og hvor de er henne socialt. Det er meget spændende fordi de jo ender med allesammen at være voksne og komplekse og såen gennemsnitlige og ligenu er de spidse og specialiserede og indtagende. Jeg har lyst til at vide mere om dem :)

Det er meget spændende at se, om man kan tvinge sig selv til at være lige så engagerede i de lukkede som i dem der aktivt giver modspil og smil og interesse. Eller om det er omvendt...Om man ignorerer dem der godt kan til fordel for at åbne de lukkede. Begge dele er trist og sikkert en dans på en knivsæg.

Det var kun to timer og jeg var indstillet på tre. Det var ikke synderligt hårdt at stå på sidelinien her den første dag.

Selv med tungsind var det spændende og pirrende. Jeg bekymrer mig for, om det har været en naiivt simpel start.

Vi gør det på vores måde...

2010-12-14T11:50:00.002+01:00

siger han og jeg tror ham. Er enig. Vi har gjort alt vores -nu forhenværende - forhold, efter hvad vi syntes virkede fornuftigt og selvfølgelig skal vi fortsætte med det...

Men han lyver. Og det fucker mig op. Han lyver på den måde, at vores måde ville inkludere, at tage noget hensyn til mig, da det åbenlyst er mig der sidder med lorten og ham der har en ny forelskelse at fylde sine dage med.

Jeg har minder...Og tårer...og håbløshed og mangel på lyst til livet. Jeg har (ifølge rimeligt ny forskning på det felt) et afhængighedscenter aktiveret i hjernen som hjælper alle de ovenstående følelser på vej. Og så savner jeg ham bare...

Det er helt igennem forfærdeligt. Noget så smukt som den kærlighed jeg føler, er nu noget dumt. Noget der er i vejen. Noget der irriterer og spænder ben. Det gør mig så utroligt ked af det.

Jeg prøver at lade det være...Altså...Komme overens med, at der er en mand derude, som jeg bare elsker. Og det er fint. Og det virker. Det kan jeg sagtens,- det er ikke et problem at han ikke elsker mig tilbage. Men tomheden og savnet...det at han ikke ønsker at snakke med mig og trøste mig. Det at han vender sig væk og ryster mig af...

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har mistet en plads i hans hjerte...men at have mistet den særlige plads er hjerteskærende. Det kan jeg dog godt komme mig over...

Men tomheden. Meningsløsheden og angsten er tilbage for fuld kraft. Dette skulle være min sejrsvinter. Vinteren hvor jeg både mestrede min skole og via min nye medicin klarede depressionen...Og nu har jeg ikke lyst til at eksistere. Jeg har ikke lyst til at være vågen.

Lige siden han fortalte mig det forrige søndag, har jeg haft kvalme. Jeg kan ikke få mig selv til at spise, og det der kommer ned kommer nogle gange op igen. Jeg er totalt overvældet over min krops reaktion.

Men folk er gode. Havde bindslet til at sidde mens jeg faldt i søvn igår og folk er rigtig finde til at hjælpe og lytte. Det hjælper rent faktisk og gør en massiv forskel.

Og som Bindslet sagde igår " sorg og taknemmelighed adskildt af tårer"... Det håber jeg på...selvom der også er vrede der ulmer i krogene. Men jeg ønsker ikke at være vred...Jeg vil være lykkelig igen.

Husk hUsk husK

2010-11-06T03:17:00.002+01:00

Husk kære mig. Husk at du er ok. Husk at dét er ok. Husk at du ikke er et dårligt menneske. Husk at du gør det så godt du kan.

Måske er det en velsignelse at have kærlige, velmenende men psykologisk uuddannede forældre. Ikke at det nødvendigvis har været sådan for mig, men på et tidspunkt vil vi vide - alment- endnu mere om børn og børns psyke end vi gør nu...På et eller andet tidspunkt vil de kroge der bliver sat af ens opdragere, være endnu dybere og endnu skarpere end de er nu. Tænk engang hvor lang tid det vil tage at grave dem ud.

Lige nu har jeg en hjerteting, der gør mig så trist hvis jeg tænker på den, at jeg kan mærke mig aktivt skubbe den væk når mine tanker strejfer den. Det er ret interessant og jeg er meget tilfreds med, at det ikke skal være i forfronten af hvad jeg tænker på. Lad det ligge et sted bag i bevidstheden og lagre i tid. Tid gør ting ved tanker og følelser...Lad det marinere og derefter sylte sig ind i tid.

Udover det, har jeg lange tanker om vinter og mig. Om vinterdepression som en diagnose og ( i kontrast) som naturlig reaktion på dårligt vejr. Den gode gamle " psykisk lidelse er en opbygning af sindet som er uhensigsmæssig i forhold til individet eller i forhold til individet og samfundet" bliver vendt og drejet et par gange eller fire.

Men lilleMy i min mave, er bange bange for at skulle flytte langt langt væk. Og hun er også bange for at det koster penge jeg aldrig får.

Hvilket jeg skal Huske er ok. Det er ok ikke at være tryg altid. Det er ok at være bange.

Det vidunderligt mærkelige er, at jeg stadigvæk er rimeligt optimistisk hvad angår min uddannelse. Jeg er ret meget slet ikke bange for at komme igennem vinteren. Hvilket er meget mærkeligt siden jeg har misset undervisning denne uge og det burde sætte al usikkerheden i svingning. Selvfølgelig er det vand på frygtens palmetræ, men jeg tror sku, at det nok skal gå. Meget mærkeligt. Selvfølgelig har jeg den her praktik der nok skal kunne gå galt og ændre det hele. Men indtil da? Fjong og hopla. Det bliver skide godt.

Jeg har lige oplevet mit første lange og nære forhold og jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Det er...ikke noget jeg vil tænke for meget over - og derfor ikke skrive noget ned om nu...skubbe væk og proppe ned i tid...

If I could save time in a bottle
The first thing that I'd like to do
Is to save every day
Till Eternity passes away
Just to spend them with you

If I could make days last forever
If words could make wishes come true
I'd save every day like a treasure and then,
Again, I would spend them with you

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with

If I had a box just for wishes
And dreams that had never come true
The box would be empty
Except for the memory
Of how they were answered by you

But there never seems to be enough time
To do the things you want to do
Once you find them
I've looked around enough to know
That you're the one I want to go
Through time with

mit stakkels sultne hjerte

2010-10-17T02:58:00.004+02:00

...Jeg tror jeg er ved at være over mit knuste hjerte...Eller...mit langsomt isønderslidte hjerte...

Jeg savner at synge. Det har jeg lige opdaget. Synge - og synge harmonier med nogen. Jeg kan ikke ligenu lure, om det skal være kor eller sammen med nogen. Eller om jeg skal begynde at se klaveret som en partner...bygge melodier op så de svinger i duet med en melodi. Men den sidste løsning virker som rigtigt hårdt arbejde og det er mere bare det med at være min stemme...og mine ører...og lade dem glide rundt om hinanden og samstemme. Jeg savner virkeligt at synge duet.

Det kan selvfølgeligt tages som en fysisk manifestation af mit hjertes længsel og jeg længes ganske rigtigt efter samklang og samhørighed. Jeg tror faktisk det er en ny nogenlunde akkurat puslespilsbrik. Sang...

Hurra for dejlige Hende der sidder på Island og fik mig hoocked på Glee...Det ramte mig lige i hjertet her til aften. Et helt afsnit om duetter...det er længe siden jeg har mærket et stærkt træk imod noget. En stærk længsel....og det er næsten pinligt for mig at skrive, fordi der har været så mange problemer med min stemme...Men...Ih! sang!

At lære om læren

2010-10-12T02:30:00.002+02:00

Puha...Mit hoved har været helt lukket til på nogen punkter som lige nu er ret kritiske. Jeg har haft det fint med andre slags åbenheder,- men tilsyneladende så er den del, som skal tage nye normer og accepterer andre strukturer - eller kompromier imellem mine personlige overbevisninger og den virkelige verdens krav. Sikkert drøn sundt...men det kræver en masse tilvænning.

engang imellem ligenu

2010-09-14T21:42:00.002+02:00

så tænker jeg, at hvis bare én ting går godt, så kommer det hele nok til at gå...

Ligenu tænker jeg, at hvis én ting mere går galt, så hopper jeg i havnen...Ikke at det bogstaveligtalt ville blive havnen, for jeg tror umiddelbart at jeg ville svømme alt hvad jeg kunne...men såen lidt mere overført...så give op. Jeg er så træt. Så utroligt træt af at ting ikke virker.

Jeg ventede og ventede på min tømmerflåde. Drev rundt og ventede. Drømte og drømte om den dag jeg ville træde op på land - og blive et rigtigt levende menneske igen.

Og jeg er det nu. Og det gør ondt og alting går af helvedet til lige nu og intet virker. Min øde ø er et fjernt minde og det står nu i et kronisk rosa skær af ensom rolighed. Uden udefra og med kun lidt indefra. En søvnlignende døsig drømmeeksistens, som ikke gjorde så fucking ondt heletiden. Som ikke rev i mig og hærgede mig. Som ikke tvang mig ud til kysten, hvor jeg nu sidder og sukker og længes. Længes efter 8 planker bundet sammen og en stærk fralandsvind.

Det var nu jeg skulle skole og arbejde med søvn og etablere metoder imod min vinterdepression. Ikke nu jeg skulle slås med al elektronik, forsikringer, su-styrelse, banker banklån bankskift, telefoner og afdragsordninger...

Jeg er kaptajn

mit kompas peger ikke mod nord

det peger mod længsel

svært ved fortællinger

2010-09-08T04:47:00.005+02:00

Ih hvor jeg tænker...myldrende tusindtanker vælter rundt i mit kranium. Drejende og drillende og drænende.

Der er et lille stykke af mig, der måske bliver til et scenarie. Til et kunststykke om noget menneskeligt...

Der er en del af mig der vil lære et håndværk...og en kæmpe rodet del af mig, som virkeligt ikke kan fokusere på det ligenu. Halvdelen af tiden er det helt ok...den anden halvdel føler jeg mig fangeti forfærdelighed. Hvis jeg havde muligheden...hvis jeg kunne komme afsted...hvis jeg kunne frikæbe mig af den her del af verden,- så ville jeg gøre det og passe får på en bjergskråning. Dét billede kalder på mig og står som idealet af jordnær tilværelse. Uden myter og skuffelser over samfundsskabte fantasier i mit hoved.

Men jeg ved at det er fordi jeg er træt. Jeg ved det er fordi mine seratoniner er brændt ud. Men der er simpelthen for meget kaos og rod i min tilværelse i øjeblikket. Det er stressende nok for mig, at starte på ny uddannelse og få styr på de ting. Men bankskifte, tab af telefon, forsikringssagen, min hjernedøde idiot af en ligeglad far og su helvedet oveni....det er for meget...alt alt for meget...

Jeg prøver bid for bid, at få styr på det og ikke stresse i stykker. Der er alle mulige små underproblemer som jeg også skal køre på. Rydde op, vaske tøj, få testresultater, kærlighedsliv, skolebøger...gudfader...

Det er somom jeg lever én lang stresstest. Det er tragisk, at jeg hængte håb op på, at skolestart ville betyde mere ro på tingene...og tilfældighedernes spil har gjort tingene værre. Og jeg kan mærke en hidtil ukendt stærk knugende trang til ro. Til at kunne fokusere på en mindre verden med nogenlunde rolig virkelighed. Jeg vil gerne gro, men min potteplante muld er fyldt med rod og det stormer halvdelen af tiden.

Det er så frustrerende,- for når jeg ér i specifikke situationer hvor agendaen er simpel, så rocker jeg for fuld power...men i flux er jeg helt udmattet og slidt :-(

I øjeblikket...

2010-08-30T02:46:00.002+02:00

Har jeg ikke nogen Far...

I øjeblikket synes jeg det er en ganske fin ting, situationen taget i betragtning.

Jeg er et meget mærkeligt sted i øjeblikket. I mit voksne jeg, med alle de konstanter der findes, med alle de konstanter der findes i mine omgivelser, Der er der ting der pludselig taler meget om fremtiden, ting der hiver i mig fra nuet og flashbacks længere tilbage i tiden end nogensinde.

Jeg siger altid, både til mig selv og mine nærmeste ( og eventuelle fremmede der kunne finde det relevant) at vi er nået til et punkt i livet, hvor dén mekanisme mange af os har i hovedet, som opdrager og evaluerer, som bedømmer og skælder ud, den godt kan slukkes. På Freudiansk er det vel, at det gode barns overjeg er hyperaktivt og at man nu som voksen, skal lægge vægt på >Jeg'et<>

Det er en utroligt skræmmende tanke. Den er også både vigtig og frigørende.

Konsekvenserne kan være enorme, da handlinger, store som små, kan miste deres eksistensberettigelse,, hvis man holder op med at søge anderkendelse fra hvad, der i sidste ende er omverdens accept og frygten for at være uartig.

Mit udgangspunkt er, at når jeg generelt, både på et overfladisk bekendtskabsplan og især på et nært personligt, bliver spejlet og fortalt til at være en god, dygtig, sympatisk og " artig/høflig" pige, så må mine ønsker og impulser i en situation fortjene at blive prøvet af, om ikke andet. Måske ikke stolet helt og holdent først, men ihverttilfælde testet som et selvstændigt værdigt grundlag.

Men det er ikke harmløst. For i skrivende stund har jeg ikke talt med min biologiske far siden starten af måneden og jeg har ingen planer om at søge kontakt. Ligenu tænker jeg, at jeg kan ende med at hade ham. Ikke ønske, nogensinde at være i rum med ham. Og jeg ved, at jeg har ret til det og at jeg fortjener denne tid, hvor valget og virkeligheden er min.

Jeg hader allerede grundlæggende ting. Jeg hader hvordan jeg er præget til, ikke at stole på mig selv i situationer med mænd, hvor der er vigtige ting på spil. Jeg har ikke lyst til at skrive ting ned specifikt, men jeg kan mærke en kasse med " fuck dig din fucknar" der fyldes langsomt. Og jeg ved at jeg kun kan have en biologisk far, hvis jeg var villig til at træde ind et sted, hvor hans virkelighed var lovlig igen. Og det vil jeg aldrig. Ikke engang hvis han var døende. Jeg har gjort regnskabet op, og ligemeget hvad vej jeg vender det, så skylder jeg ikke en skid og kan aldrig komme til det. Det er ikke mit ansvar, på nogen måde, at bekræftige ham i den. Og han har intet motiv til, at træde ind i min virkelighed og pludselig faktisk tage ansvar, for det kaos og det svineri han har efterladt derinde. Jeg er dybt overbevist om, at han hellere vil miste en datter end indrømme, at det var hans mangel på evne til, at se sandheder i øjnene, hans manglende selv-indsigt og hans uvilje til at overveje hans ansvar, der grundlæggende var skyld i, at jeg fik en fucking diagnose og troede jeg var sindsyg i 6 år af mit liv.

Og jeg har brugt år og atter år på at lege " han er blevet bedre" legen. Og jeg er færdig med at lege " kejserens nye klæder" sammen med resten af de folk der omgås ham. Det kan de få lov til. At klappe og juble den ene gang om året hvor han viser noget de håber på. Egoistisk og ignorant. Selvtilstrækkelig og nærig med nærhed. Det er resten af mit liv for kort til. Jeg har spildt næsten 25 år på ikke at forstå det. Nu er jeg færdig. Nu skal jeg hele og se, om jeg nogensinde kan være i nær relation med en mand, uden at have lort fra ungdommen med.

savner....

2010-08-25T00:17:00.002+02:00

savner....

jeg tænker over hvor meget vi er ude af takt....hvordan han sikkert slet ikke ved, at det er en helt anden og ny afstand jeg føler imellem os...at det er sørgetid på en helt anden og ny måde....det er sent og mørkt og jeg savner....og har danske sangtekster på hjernen...

når jeg nu savner dig

hvordan kan du så undvære mig

- Det kommer i bølger og stik...i alle mulige ting man kan være poetisk over. Samtidigt rammes jeg af den fanden i voldske modbølge der siger "fuck det" fuck at føle alt muligt når det kun er vigtigt i mit lille univers...så det er spændende bølgen frem og tilbage ligenu... Jeg ved ikke hvad der er hvad og det er utroligt svært... Han var så afvisende overfor tanken om at tage kontakt til mig...At han ikke overhoved har lyst eller behov for at snakke med mig....medmindre det kommer fra mig...det får mig til at føle mig fjollet og dum....

Men heldigvis kun når det er sent og jeg begynder at savne...og føle mig helt alene i det...

.....

Imens jeg skrev det her indlæg hørte jeg det her fantastiske citat jeg vil notere ned uden sammenhæng for at kunne finde det

“A photograph is a secret about a secret. The more it tells you the less you know.”
Diane Arbus

da jeg var lille og tænkte over at blive stor...

2010-08-24T19:49:00.003+02:00

Da jeg var teenager drømte jeg om, at blive medlem af etisk råd. Det er måske en spøjs drøm- sammenlignet med hvad jeg hører andre teenagere drømme om...Men det føles ligenu somom, at jeg nærmer mig det område fra mange forskellige vinkler.

Ligenu er jeg stærkt draget imod de skeptiske forsamlinger. Det er en noget ny trang og den er ret så diffus. Det er forsamlinger der ingen politisk samhørighed har,- intet religiøst fællesskab og mange etiske ting der ikke er konsensus om. Og dog er der en rastløshed i mig, der søger at finde måder at danne mig selv på. Når jeg bliver folkeskolelærer vil jeg gerne have et skeptisk fundament at formidle på. Jeg vil gerne være et forbillede på mange måder og der igennem også promovere skeptisk tænkning....

Og det er efter et foredrag, om bevægelsen i sindet, der snakkede om den lange vej ud af "mørk middelaldertænkning" ( mit udtryk) at jeg fandt en ro i min meget lange vej hertil.

Der er én følelse som jeg er meget forundret over i den sammenhæng. I årevis har rollespilsmiliøet været et sted, hvor jeg har længtes imod og ind i. Men i skrivende stund er tankerne om rollespil, formidling af samme, udvikling af samme og så videre skubbet til side, for et ønske om at møde folk og diskutere skeptik i folkeskolen og i dannelsen af et samfund. Etik i forhold til undervisning og børns valgfrihed. Dét er ligenu noget der rammer mange flere strenge i mig.

Der er mange interessante halvfærdige tanker omkring rollespilsmiljøet, der hænger sammen med min falmende kærlighed til forsamlingen. Men det kan ske, der kommer kloge ord om det engang. Ligenu jeg begejstret, ved alle de dejlige nye ord, nye hjemmesider og nye kongresser der kan være i min fremtid.

Og med 12 - 14 år ældre øjne kan jeg skrive at det på et banalt plan er full cirkle med hvad det var jeg ville dengang, for nu har jeg en plads i det store, verdensomspændende etiske råd,- hvis jeg har tænkt mig at være voksen og medansvarlig ;) Det er vidunderligt banalt...men det giver faktisk en vidunderlig følelse alt andet lige.

på vej mod en ny hverdag?

2010-08-23T20:15:00.005+02:00

I øjeblikket funderer jeg en helt masse. Den sidste nye eskalering ind i eftertænksomheden, skete da jeg fik stjålet eCigaret og iPhone ( ^^) og blev dét mere pirrelig af nicotinmangel og dét mere isoleret og opmærksom.

Jeg tror for det første, at jeg vil have mobiltelefonfrie dage i fremtiden,- ligemeget hvad. Finde et eller andet system og have en faste over det. Måske jeg endda også vil prøve at indføre faste i kalenderen. Det er indtilvidere super spændende og ikke noget som jeg har store ar på sjælen af. - Faktisk har jeg i øjeblikket en stresset veninde, som nok har mere press over min manglende tilgængelighed. Men det er i godt humør og ikke noget der ikke kan sludres væk når vi så får hul igennem.

Det er endelig lykkedes mig at have en god engangsoplevelse igen. Førnævnte veninde har drillet mig med, at jeg var blevet smittet med monogami, siden at de sidste oplevelser jeg har haft med en ikke-kæreste, har været absolut forfærdelige...Ikke nødvendigvis fordi de ikke havde " evner" eller hvad det nu koges ned til at pisudtryk...bare fordi at jeg ( og jeg kan næsten ikke skrive det fordi det virker så sødsupperomantisk) har lært forskellen imellem ægte intimitet - endda det at elske sammen.- og så kønslig omgang uden forbindelse/ intimitet.

Og det satte altså en stopper for interessen for det sidste i meget høj grad. Og oveni så var de forsøg der kom - næsten mere af vane end af lyst- ikke nogen sucess.

Nu har jeg i skrivende stund en opsummeret opfattelse, som gør mig både erfaren, klog og drøn viis. Det kunne lade sig gøre uden dyb kærlighed og stadigvæk være både fint, tilfredsstillende og interessant. Det kan også bruges i mangel på en at elske med. Men jeg kan ikke forstå dem der hellere vil knalde end at dyrke elskov... Dét har jeg lært om mig selv og det giver en årring til omkring sjælen. Lidt klogere og lidt stærkere i stammen :)

Jeg savner ham hver dag... Det øver jeg også. Det er stadigvæk meget meget tæt på og meget svært at skrive om. - Jeg hører ham i personerne i mine lydbøger. I de hårdtkæmpende mænd og de gamle tragiske....Jeg ved ikke om det hver gang er fordi jeg associerer med det,- men jeg får tårer i øjnene flere gange om dagen. Om det så bare er fordi to elskende ikke kan få hinanden, eller en mor der ønsker at beskytte sine børn, så er mit hjertes port vidt åben og det går lige ind.

Vi har haft mere kontakt end det er meningen vi skal. Ting er gået galt for mig og han har været der som støtte. Det er jeg meget lykkelig for, men det gør det også ekstra stille nu. Jeg kan næsten forstå de folk, der finder på problemer for at få opmærksomheden igen. For ligenu har jeg intet han har brug for. Hverken i indsigter eller noget andet.

Men jeg har lært og er blevet klogere. Og selvom jeg er lidt en tudeprinsesse i øjeblikket...så er jeg glad for hvor mit liv er på vej hen. Stadigvæk godt og på vej mod fornuft...

-----------------

Flere gange dagligt får jeg en impuls til at række ud efter et menneske...Fordi jeg har noget jeg tænker på eller overvejer eller betragter...eller bare fordi jeg føler noget...Det er svært at jeg først éfter impulsen husker, at det menneske ikke findes længere. Det gør ondt at skrive... Men jeg har brug for at sige det og det kan jeg kun her. Jeg har mennesker i mit liv som jeg elsker og kan dele med. Men jeg har også ting jeg har kunne dele for første gang i mit liv. Det er svært at vende tilbage. Det er meningen at jeg skal kunne finde en lettelse....For det gik virkeligt galt til sidst... Jeg gør mit bedste... Jeg har heller ikke lyst til at dvæle ved skulle, kunne, burde og hvad nu hvis....Det intense er den her impuls...efterfulgt af hukommelse...Jeg ville ønske impulsen tjekkede med databasen før den heletiden prøvede...

So i have trustissues!!!

2010-08-09T03:06:00.002+02:00

fandt jeg ud af. Det er dælme længe siden, at jeg har tænkt mig til en selverkendelse, men her til nat er jeg brudt igennem en næsten usynlig mur.

Det der har gjort den så usynlig for mig er, at den er kønsbestemt. Det er ironisk fordi jeg i så lang tid har ignoreret eventuelle kønsforskelle- udover når de skriger mig i ørene....Men også derfor jeg ikke har luret det før.

Jeg har al tillid i verden til kvinder.

Med mænd venter jeg bare på, at de tager deres masker af og viser deres monstre.

Omg! det er en kæmpe en at tænke over. Det gælder ikke i venskaber dog...Ikke i de rigtige af dem.- Men i autoritetssituationer og i kærlighed - som jeg fucked up nok har et eller andet connect imellem? Eller bleed? eller mixed wierdness imellem?... Tja...

Det hele handler om min far og min mor. Wolla og voila....

Det er vildt, at ende helt tilbage i kernefamilien og skulle grave igennem min sjæl igen og se om jeg kan bortoperere de forfærdelige ting og måske lære at leve med nogle af de tilbageblivende.

Eller....ligenu har jeg det mere somom jeg har lavet en kiropraktisk justering på hele mit grundskelet. Somom noget er lettet og afklaret og nu skal jeg igang med at opleve, hvordan verden ser ud når jeg forstår lidt mere af den.

En god ven citerede sin rollespilsoplevelse med sætningen " det er ok"....og det er hængt ved hos mig siden-...

Så hvordan er det at være mig, der ikke bare er ideologisk feminist...men også er det fordi jeg har ar på sjælen og er bange nogengange? Det ved jeg ikke endnu...men ligemeget hvordan det bliver, så er det ok...Jeg er ok og du er ok og så videre...

Det har frigjort et ton energi og gør det svært at sove ligenu. Jeg er blevet nysgerrig og livslysten af at forstå det her. Det er meget længe siden jeg har følt det sådan...

Breaking up is hard to do...

2010-08-02T04:03:00.003+02:00

Men det er begyndt at være meget meget bedre...

Det er somom det endelig er lagret i langtidshukommelsen, så jeg ikke får så mange reality-checks dagligt længere.

Samtidigt er jeg i stand til at føle savnet, uden at forglemme mig i en problemfri erindring.

Det er stadigvæk svært lige efter vi har snakket...- ganske simpelt fordi det er så stimulerende og sjovt og vedkommende...Men det hjælper et ton, at være bevidst om det. Det gjorde allerede alverden til forskel idag kontra hvordan det har været.

Sikke en rusjebanetur. Stormfulde højder. En livsændrende oplevelse som allerede er blevet en del af min livsfortælling. Jeg er meget glad for, at det i øjeblikket ikke er et komplet dramatisk -ingen-kontakt stil. Eller - det var sådan i 14 dage agtigt og det var drøn smart og ret vigtigt tror jeg,- men nu har vi haft noget snak og det normaliserer virkeligheden på den gode måde.

Det mest bizzarre er dog, hvordan det føles når vi lægger røret på. Det er somom jeg har flydt ind i ham når vi er sammen, for det hænger ved bagefeter. Og så skal jeg ekstrahere mig fra denne følelse af samhørighed og medfølelse og engagement. Vel egentligt ikke fordi det er galt at føle det- men ligenu er det noget der vil skade mig meget mere end det hjælper. Jeg kan overgive mig til at elske og hjælpe ham uselviskt - og dø langsomt. - Men jeg skal have min længsel efter ham ud af lignelsen, før jeg kan være en veninde der giver hvad hun kan undvære uden af fortabe sig eller blive brændt.

Jeg er for en gangs skyld lykkelig for, at jeg gør tingene anderledes.- fordi det også denne gang virker passende og udviklende. Men vi får at se-...det er aldrig til at sige, om jeg alligevel istedenfor ender i en håbløs tudedepression om en uge...Sæ la vie lissom

medier og melankolika

2010-07-23T21:53:00.002+02:00

Så gik det fint efter at jeg havde fået mere søvn. Fået ordnet de ting der skulle ordnes og haft en god kampdjævel i maven i telefonsamtalerne med de kommunale underlings.

Fået set nogle film og gjort lidt rent, og taget mig af min stakkels syge krop uden for meget tænken tunge tanker...

Og så så jeg en tilsyneladende harmløs film om en desillusioneret journalist...og havde egentligt et fint flow med, at bruge den som et overordnet billede på journalismens forgængelighed....

lige indtil der var den store - og im not shitting you - hoppe på et fly og fortælle hende at hun virkelig er værd at kæmpe for- scene..... fuck...Måske han bare sagde det som et symbol på, hvordan det aldrig ville komme til at ske. Det virker næsten mere troværdigt, end at han nogensinde overvejede det...Men _jeg_ er et fucked op produkt af hollywood ligemeget hvor meget, at jeg har nået at rydde ud i mine opflaskede myter...

Når man siger fly til mig, så er det tilsyneladende et helt specifikt filmsprog det rammer. Og nu er det ligepludselig hårdt og trist igen...

Men det kommer til at gå. Det er jo ikke første gang at kvinder får knust deres hjerter af dårlig timing. Og det er ikke nødvendigvis alle, der behøver kærlighed i deres liv for at give det mening....

og selvom nogle af minderne vi delte var drømme om fremtiden, så findes de stadigvæk som historier. Om ømhed og længsel og nysgerrighed og opdagelse.... Det er vidunderligt at kunne se et menneske så tæt på og med kærlige øjne.

nattens sammenbrud

2010-07-23T05:04:00.002+02:00

Vågnede imellem 03 og 04 med halsbetændelse. Har grædt siden. Jeg kan stadigvæk ikke forstå det. Hvordan kan det være slut? Hvordan kan han ikke elske mig som jeg elsker ham?

Selvom jeg har slettet hans nummer så viste det sig, at min smarte phone har gemt vores tekstbeskeder alligevel.

Jeg ved ikke hvilken viljestyrke det er jeg har fundet, som har gjort at jeg ikke har ringet til ham endnu. Det var der omkring tårene startede.

Hele verden sover,- jeg er lysvågen og har ondt i hele kroppen og hele sindet og jeg kan hverken stoppe tårene eller minderne...

Jeg ved ikke om jeg nogensinde har været så ulykkelig før

-------------------------

Det virker så utroligt endeløst meningsløst

Jeg har sjældent oplevet noget så stærkt og rørende og livsændrende som delt kærlighed - hvorfor har det ikke et ord...ala samelskning?

Sjældent oplevet noget som har rørt mig og ændret mig så meget

og nu er det slut

han sagde at han ville hoppe på et fly hvis han pludselig forstod, at han ville mig og at det var værd at kæmpe for.... Jeg længes efter at tage til lufthavnen og vente... Indtil jeg fatter at han aldrig kommer. Så jeg kan forstå det fysisk....

Jeg sagde stop...netop fordi jeg ikke kan leve i lufthavnen resten af mit liv...Men jeg ved ikke hvordan jeg holder op. Jeg ved ikke hvordan jeg bygger en dæmning for mine tårer... Jeg ved ikke hvordan jeg holder op med at elske ham :(

2010-07-22T19:23:00.002+02:00

Jeg kan mærke jeg er i en eller anden udgave af forhandling. Min hjerne prøver deserat at forvride virkeligheden tilbage til en lykkelig tid...og længslen efter ham er blusset op og brænder og smerter...Jeg har grædt hver dag jeg har set en lykkelig familie idag...Jeg er træt og bogstaveligt talt hudløs og har rod i mit hoved...

Og så mange frygt og forvirringer ud over det hele.

og så ondt i hjertet.

Ligegyldige verden hvor er du sild af min tid.

Måske mere om det senere

2010-07-21T11:26:00.002+02:00

så sprang bylden og verden er tilbage- eller jeg er - eller nogen er det.

Jo tungere tanker jeg har, dets dybere og mørkere bliver min ulykke. Idag er en let dag med overfladetanker og overfladehumør.

Jeg har skallet lidt hud af solskoldning...det bruger jeg meget tid på at funderes let over. - mon farven forsvinder? mon jeg kommer til at skalde igen osv. dejlige simple ligegyldige betragtninger til en ligegyldig morgen med et ligegyldigt formål...

udenlandske gæster, en fødselsdag, en hovedpine og en mild irritation...simpelt og lige til at håndtere...

Syg af misundelse

2010-07-20T18:29:00.002+02:00

og fyldt med selvlede af samme årsag...

og heltdybt og inderligt ulykkelig ligenu.

Der er praktisk taget ikke den veninden jeg har, som jeg ikke ønsker jeg var ligenu. Jeg ville sådan ønske jeg var en anden...havde et andet liv...var en anden end jeg er ligenu...

jeg sidder her i et bjerg af knuste drømme og prøver at opretholde min glæde ved alle mine kæres sucess...Men jeg ville sådan ønske der også var noget til mig...at jeg havde bare en ting der var lykkedes...bare én ting som var god uden min kroniske medbragte katastrofe og råddenskab...

Men sådan er det ikke og der er ingen jeg kan snakke om det med.

intet jeg gør bringer godt med sig i længden...min kærlighed er ikke nok...mine evner slår ikke til...

Det er somom at hver gang jeg spiller rollespil, så bliver verden smukkere, nemmere...den skifter tema til at handle om håb og drømme og muligheder...selv når det er værst er der en symetri...

hvor dette liv tilsyneladende skal handle om, at hvad jeg tror på og håber på skal gøres til skamme og knuses...Mit hjerte er så trist og skuffet...så utroligt fortabt... jeg skal nok være ok og klare mig og gå videre og bla bla bla...bære mit kors med et smil og give al min energi til de kære jeg har, så deres lykke kan blomstre og jeg kan glædes derved...og så en enklet gang imellem fyldes med grøn grøn misundelse og græde over verdens nådesløshed og min magtesløshed...

Jeg lyver ikke når jeg siger jeg er lykkelig på deres vegne...jeg er det bare ikke på mine....Der er næsten ingen jeg ikke ville ønske at jeg hellere var ligenu....

melankolica

2010-06-23T17:55:00.002+02:00

Jeg er melankolsk idag... Helt ned i mavsen og tung i kroppen...puttepudetrængende og trist med tårer langt inde bag ved øjenlågene....

Om ikke andet gør det mig mere i poetisk humør. Jeg har lyst til at lade ordene danse fra mine fingerspidser og lade forståelse være forståelse....Trin for trin og et to tre giver det sin egen mening...

Det var vidunderligt at møde James Randi- samme følelse - om end ikke så stærk- som at møde Holger Beck.... Et møde med en skøn del af virkeligheden og dog uden nogen forløsning på længslen efter et sted der kunne findes mere mening

der kom tårene...

ligenu synes jeg alting stinker - alle mine indsatser kuldsejler, mit hjerte er ved at falde fra hinanden, mit hjem stritter imod, min energi stritter imod og jeg længes og længes...længes væk og længes ind i en favn der forstår og beskytter mig...

Jeg er alene og ulykkelig

og jeg ved godt at det bliver bedre på et tidspunkt. Jeg ved godt alle de der ting som jeg bliver fortalt. Men jeg ville ønske det var forhindringer der forsvandt - frem for endnu et bjerg af skidt jeg skal grave mig igennem med løftet om en pause på den anden side....jeg hader fremtidens lykke... Jeg er træt og savner og mit hjerte gør ondt...

2010-06-12T04:02:00.002+02:00

Jeg er desperat forvirret ligenu. Jeg tror det frelser lidt af min sindsligevægt at have den her blog at hælde det hele ud i.

Alternativet ville være at ringe til ham, skrive til ham, sende ham antrax og derefter prøve at finde ud af hvad jeg egentligt ville med det hele.

Og jeg ved kun to af de ting jeg vil have ud af det her indtil videre- og jeg antager der bør være en en god håndfuld mere... De to stående er : være mest muligt lykkelig og forstå hvad der foregår for bedst at opnå lykke...

Men jeg ved ikke meget mere. Der er så utroligt mange forvirrende kræfter i spil inde i mit hoved. Alle mulige former for angst og myter mikset op med stædighed og kærlighed og drømme.

I skrivende stund kan jeg mærke, at jeg har brug for at finde ind til et af de få fundamenter jeg har besluttet at tage udgangspunkt i. Det er svært - da relativisme er en kronisk sygdom jeg har lidt af i mange mange år...men Tao er stadigvæk en filosofi der i sin rolighed giver mig lidt jordforbindelse... så jeg tager dybe indåndinger og finder ind til en tro på, at der er nogle metoder til at leve på, som er bedre end andre...Og dette ikke er tiden til at skubbe, men til at lade tingene flyde ud...og hvis de skal andre steder hen end samtale, så her først før alt muligt andet...

Jeg har ikke lyst til, at vores kærlighed er slut...men jeg kan ikke tvinge virkeligheden til at være noget som helst andet end hvad den end er... Men jeg har også lov til ikke at synes det er sjovt eller optimalt eller dejligt eller lykkeligt.... mit hjerte er så utroligt tungt i øjeblikket...

Jeg føler meget stærkt for hvilken udgave af min mulige fremtid jeg ønsker mig... Men det nytter jo ikke en skid. Desuden er der hele den græske forbandelse omkring ønsker som jeg desværre har omdøbt og brugt i alle mulige fornuftige og eller fordrukne livsprædikner gør det ikke nemmere

fra ø til ø

2010-06-11T23:54:00.002+02:00

... Jeg hørte at to soldater døde idag, og havde 2 timers uungrundelig bekymring for min venindes forlovedes liv...

Den ene side af mig var ved at gå til at bekymring for hende og semiplanlægning af transport til københavn og nødplaner i forhold til at være der for hende hvis det værste var sket...

Den anden kunne ikke andet end at tænke på dig og rædslen ved hvad der kunne ske med dig. Jeg var så tæt på at ringe...men kunne ikke finde noget som helst fornuftigt at gøre ved den længsel... "hej er du i live?" " Øøøøj ja? " ---"undskyld...det..." og så bliver det forfærdeligt...jeg har ikke lov til det...eller...jeg skal lade være med at tænke det ? eller...

Det er utroligt ulykkeligt. Jeg elsker og elsker og det er så dumt....Jeg ved det er slut såen næsten i hele hoved,- men alligevel ikke...

Jeg tænker ikke på det heletiden...men mit hjerte skær og mine tårer drypper fra ø til ø ....

Jeg har ikke nogle fornuftige rationelle konklutioner...jeg er én stor følelsesbeholder og jeg kan ikke rigtig rumme dem...men vil heller ikke give slip på nogen af dem...jeg ved ikke hvad jeg laver...

Jeg håber jeg kan sove

kan ikke rigtig sove...

2010-06-11T02:32:00.002+02:00

Har ikke lyst til at tale med nogen. Ikke lyst til ord. Jeg svinger imellem at være trist og ok...tristheden dykker engang imellem ned i ulidelig ullykke, men for det meste overraskende ok...udover at jeg får lyst til at brække mig ved tanken om at skulle tale med nogen om noget som helst...

Måske er det fordi jeg har valgt at leve så småt et liv som jeg har. Både aktivt valgt af idealistiske årsager, men også fordi det er sådan jeg kan overleve...ikke for meget stort eller pompøst eller højtrækkende...bare søgen efter meningsfyldte små ting og balance...

Og så kom det her uventet ind fra siden og blæste mig omkuld. Pludselig vandt alle fablerne og fortællingerne genklang i hvad jeg følte...Ikke at jeg ikke har elsket før og stadigvæk gør det...men den passionerede opstart spillede på strenge jeg aldrig havde hørt klinge i mit indre...Og et helt år har min liv danset i en ukendt toneart...opdaget oplevet og smagt og drukket af eventyr...Og længe nok til at jeg blev helt ung og måske endda troende...

Og det er måske også det der dør nu igen... eremitkrebsen tilbage i sin fine skal og beskytte den alt for skrøbelige indre drømmer...Der tror på alt det hele...på eventyr og " for alvor og for længe og måske for livet" og alle de andre hisorier hun blev fortalt da hun var en lille prinsesse i sin lyserøde flamincokjole... og som han også fortalte hende...måske endda uden at vide det...For han er sikkert heller ikke troende...Og vidste ikke hvad han vækkede inde i mit sovende indre...

Og nu skal det lægges til ro igen. Jeg orker ikke det liv jeg levede før, og jeg har ingen planer om at begynde at gå i lag med kærlighedsdiciplene....Det lykkedes mig at finde ham og det virkede ikke...Jeg orker ikke at skulle knuse den kærlighed i troen på at der skulle være en anden derude...

Så hellere have den i hjertet og leve for nogen andre...

Jeg har oplevet så meget lykke og så mange eventyr i løbet af dette år, at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal runde det af. Skal jeg lave en evaluering? Blive ved med at tude til jeg dehydrerer? Skrive mange lange bange sange? De presser sig allerede på...Men det er ikke fordi de ikke er skrevet før... Men jeg er så bange og bekymret for ham...

Hvem skal holde om ham? Stryge hans hår? drille ham og elske ham og være fantastisk som mig?

Jeg ved ikke om jeg håber det lykkes for ham :( jeg ved dog at jeg ikke ønsker det sker imorgen! Men jeg skal vel nok nå til det en dag...og hun skal nok være endnu mere fantastisk end mig...og svensk og rolig og usindsyg...

Jeg synes stadigvæk at kærlighed er en skræmmende størrelse...kunne lide og lignende er så meget mindre brutale...kærlighed er brutal at være i og brutal at komme ud af...især fordi det så sjældent er frivilligt....

Jeg savner ham han var så utroligt meget...og hvem han kunne være...vi var på vej til at blive noget helt fænomenalt :( nu er jeg bare et slidt væsen med øjnene i vand og hjertet i flammer

.....godnatsang fra en engel...

2010-06-10T23:19:00.001+02:00

real emotional girl....

det gør så ondt at holde op med at drømme... :(

Såeh gik der 8 - 9 dage...

2010-06-10T12:15:00.002+02:00

Og jeg har kun lyst til at råbe " Hvor vover du???" HVor fucking vover du at være sådan et klaphat?? Sådan en vatpik? En fucking nosseløs omegahund!

Rulle rundt på ryggen og lade universet tæve dig! Ikke kæmpe imod og i den process SKIDE PÅ MIN FUCKING KÆRLIGHED!

Hvor vover du?? Hvor vover du ikke at lytte til mig...er jeg nu kassandra igen? " Du vil dø af stress hvis du ikke får hjælp" sagde jeg i startvinteren.... " Du ville virkeligt få noget godt ud af få nogle værktøj" .... Og her sidder vi så over et halvt år efter, og déeeen du har ramt med diin dumhed - udover dig selv- det er selvfølgelig mig...mig der faktisk advarede dig og tog dig alvorligt. Det er _mig_ der får knust mit hjerte og alt hvad vi har drømt sammen... Dine venner er der naturligvis stadigvæk tid til selvom du ikke kan overskue andet...Nårh ja...der er også tid / overskud til dit job...Og naturligvis din familie...Så det er bare en fucking lokal depression der kun er allergisk overfor mig. BULLSHIT!!! fucking bullshit!

Enten er du så helt åndsvagt manipulerende...eller utroligt ude i hampen.

Og du smider min kærlighed ud til siden? ud på standby sammen med ambivalente facebookinvitationer? Fuck dig... Find dig en anden så. Du reboundede på mig meget belejligt. Meget belejligt fik du mulighed for at forblive seriemonogam... Og som et uventet offer smed vi lige mit hjerte på bordet og da du så pludselig opdagede hvor alvorligt det kunne blive...ja så var der sku lige en krise der var vigtigere... For dit liv er indrettet så aaalting ( udover en kæreste) er uutroligt vigtigt. Det er den vigtigste dag i hele dit liv- hver dag... " Hvis den studerende ikke får feedback ligenu...bla bla" " Hvis den deadline ikke bliver mødt idag ...bla bla" " Min kammerat er kun i byen til imorgen ... bla bla"

Så utroligt selvfikseret og iscenesættende... Hvad er det for et menneske der indretter sit liv sådan? Er det så vigtigt at være vigtig?

_jeg fortsår det ikke...for dét sted der er vigtigst for mig at være vigtig er i kærlighed. At kunne være der for dem jeg elsker og nyde dem.

Og det smed du væk til fordel for deadlines... Min kærlighed er tilsyneladende fedted der skulle skæres væk når noget skulle skæres.

Og jeg har fundet ud af, at jeg ligenu ikke kan komme dig i møde og lave " skal vi være venner"... jeg er en alt-eller-intet-pige ligenu... og jeg tror ikke der er prins nok i dig til at det bliver alt... Jeg tror du kryber udenom og prøver at påstå at du er den rationelle...selvom den rationelle ville have fattet tingene / taget en præventiv kurs for tusind år siden... Den rationelle ville måske overveje, at alle de xp jeg har i sindet og sjælelivet og psyken måske ikke var for sjov, og at de ting jeg siger i de sammenhænge kommer med en ret betydelig erfaring...

Jeg elsker elsker elsker dig og det vil jeg nu gøre uden kontakt til dig...for du skider på det og tager ikke en fuck hensyn... Du har ikke en skid forstand på hvordan man gør det tilsyneladende...og så tager jeg over. Jeg skal nok passe på mig...Jeg ville også gerne have passet på dig, men du insisterer på at gå ned og tage din idiotiske 30'års sammenbrud helt selv. til fucking lykke...

Jeg pakker mine drømme om tvillinger og somre ved vandet og byvandringer og friske råvarer og kaffeeventyr og trøstende omfavnelser ned i en lille kasse...nu er jeg så officielt musiker der kan skrive sange om alt det samme som alle de andre...og jeg vil græde for det igen og igen...

Jeg er så utroligt vred på dig. Du er så skuffende for mig. Du giver op på os somom at det "vi " vi er, er et banalt og almindeligt teenage hoockup...somom at vi passer sammen med hvem som helst, og nok skal finde 10 andre fremtidige partnere som kan skabe og forstå og forbinde og forløse og føre fremad som vi kan... Det er igen utroligt dumt og naiivt og ubrugeligt...

Du smider kærlighed væk, og alle kulturer har myter der lover de største af straffe for den slags...alle gamle guder så i største foragt på den hovmod der så sig for god til kærlighed... og jeg er lige så kliche...for jeg ønsker at skærme dig fra den nemesis...og det var lige ved at lede til vores begges undergang. Men jeg siger stop. Tiden er gået. Du har siddet med hoved oppe i din egen vigtighed og jagtet den der følelse af at være important som tilsyneladende er dit narko...håber det virker for dig,- jeg endte bare med paranoia og 4 års genopbygning...men hvem ved...

i et andet liv hvor vi begge er katte....

eller ét hvo du måske synes at kærlighed er vigtig og skal kæmpes for og ofres for...

fuck hvor jeg elsker dig...

i dagslys på tømmerflåden

2010-06-02T20:04:00.002+02:00

...Så er jeg faktisk helt ok igen.

Har spist godt, økonomisk og sundt.

Har snart holdt to måneder på min cigareterstatning og har ingen planer om at ryge analoge cigaretter igen nogensinde!

Har forsøgt at skrive en voksen email til ham og håber den også kan læses som sådan.

Føler mig utroligt lettet i forhold til fremtiden. Dét er det vigtigste jeg kan mærke i øjeblikket. Den kroniske knugen jeg har løbet rundt med siden jeg flyttede hjemmefra ( i perioder ubemærket ganske vidst) er lettet tror jeg! Jeg føler mig ihverttilfældet lettet og somom jeg er på vej ind i noget jeg kan magte. - Naturligvis er jeg lidt bange for at tage fejl - men i den virkelighed jeg har valgt at tro på, der burde jeg kunne det her. Og det er helt uden skråsikker optimisme...

Så hurra for sol og at ligge her og flyde på min tømmerflåde...i år vil jeg være solbrændt!

2010-05-31T12:59:00.002+02:00

Efter i lørdags - hvor jeg gned mit ansigt med træaske - der er min hud blevet skrøbelig og fyldt med rifter...Så nu føles det som salt i bittesmå sår når jeg græder...

Hvis det var en socialt accepteret ting at sige fra til livet og stoppe...så ville det være nu jeg bestilte tid hos konsultationscenteret. Argument: life isnt for everybody...Its like a movie...if you dont like it half way through, odds are you are not gonna enjoy the ending.

Im not enjoying any of this. Ikke nok til at blive ved eller opretholde begejstring. Jeg havde mere drive selv dengang jeg flygtede dagligt fra paranoide dæmoner. Der troede jeg i det mindste på at der var en grund til at flygte.

Nu er jeg bare træt. Træt af mig. Utroligt overvældende træt af at være mig. Skuffet over og ved at dø af kedsomhed over mig. Ubrugelig og umulig. Umulig at elske, umulig at uddanne, umulig at passe ind i samfundet, umulig til at være til nogen nytte.

så træt...så træt af at jeg ikke har andet at skrive en ulykkelighed... Så træt af at være så ubrugelig og skræmmende for mine forældre. Så pisse træt.

jo mere jeg dykker ned i hvordan jeg har det- jo mere skræmmer jeg folk væk - og jo mere forstærker jeg det jeg føler...Fantastisk

Jeg ville ønske jeg havde inspiration til at være ordentligt melodramatisk - for så ville jeg have en eller anden gnist til at male... Men jeg kan ikke finde det. Dette er ikke et selvmordsbrev...jeg har ikke nogen jeg ønsker at straffe eller ødelægge og jeg vil ikke på nogen måde gøre det værre for mine forældre... Men jeg ville ønske jeg kunne lukke mig ned.... om ikke andet så for et stykke tid...

Why bother?

2010-05-31T00:05:00.002+02:00

Jeg har håbet og prøvet at vilje alt muligt til live og til vejrs...og det er alt sammen fejlet og jeg er træt og kan ikke mere...

Jeg har rettet min kost til, studeret hvad jeg kunne og ændret det nærmest 180 siden jeg flyttede hjemmefra =

jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort før

Jeg har selvransaget, søgt mig selv igennem, fundet hvad jeg kunne og hvem jeg var, har slåsset med kommunen af mange omgange og vundet mig vej frem... men =

Jeg er uden studie og mål og lyst til at kæmpe videre

Jeg har slåsset med min selvtillid, mine følelsesimpulser og gevet alt hvad jeg har i kærligheden=

Mit hjerte er knust og sammen med det de smukke drømme og viljen til at tro på dem

og jeg orker ikke... jeg orker ikke at gå udenfor og være selvbevidst omkring min krop og mit tøj...jeg orker ikke at snakke med folk jeg kender og skulle stå til ansvar for min civilstatus og min sorg...jeg orker ikke at tænke på imorgen og dens mangel på indhold...

Jeg føler mig færdig. Spillet af brædtet. At løbet er kørt og jeg og alle mine storslåede naiive forsøg er ligemeget. Jeg er skævt inde på virkeligheden og jeg er pisse træt af at lege med. Jeg er så pisse træt af at græde...og jeg er så fucking træt af at håbe...

Jeg er en tørlagt brønd, en drænet brikjuice... og jeg er ved at brække mig over ligegyldigheden i det der er tilbage... Tomme ord og tomme løfter og tomme drømme... Udvanding af begreber...udfladigelse af koncepter...

why bother??????

hvis jeg bare kunne core-dumpe

2010-05-26T20:44:00.002+02:00

Men jeg har prøvet og prøvet og det bliver aldrig rigtigt brugbart. Så ingen mail til ham og bare mere her til min blog- til mig og dig og måske ham alligevel? hvem ved...

ligenu er min tømmerflåde af et stjerneskib lagt til i forældrenes favn, hvor karbadet og kurvandet er til fri afbenyttelse. Og her er dejligt roligt og fyldt med både deres kærlighed og deres tavse medfølelse... Det hjælper at kigge rundt og mærke små stik af glæde...det siger mig at der vil være store gnister en gang. Måske...

Men jeg ville stadigvæk ønske....ønske vi kunne gå i tivoli og drikke en øl i hvad der svarer til nyhavn i stockholm...At vi kunne læse ved siden af hinanden en aften i et hjem, hvor ingen af os var på vej til en anden verden lige om lidt...at vi kunne bare én af alle de ting mit hjerte har drømt om skulle være os så længe...og som nu kun bliver til drømmeminder... læse avis sammen og begge vide hvad tingene handlede om...- eventuelt new york times...og mange flere romantiske fantasier...

der står en lille dør på klem...og indtilvidere har jeg hver nat drømt at den blev åbnet og flere gange er han kommet hjem...Det er tortur at vågne...

Men det er vel fordi jeg er i dette halvvanvittige stadie? fordi mine gener kæmper imod? fordi jeg er et forkælet barn på 4 der ikke kan tage et nej? Eller?

Er det fordi jeg kan genkende en dybde af forbindelse og ønsker at holde den i ære og live?

Jeg er måske for ung til at undgå at god kærlighed går galt? for uerfaren i forståelsen?

Dunno...Men jeg synes det er forkert.

Jeg står ved, at det ikke kunne fortsætte sådan som det var...men at der ikke skal kunne findes en løsning er vanvittigt spild. Eller fabelagtigt bedrag...Enten ér det en stærk forbindelse- og så er det spild....eller også er jeg alene på mere end én måde... Men jeg tror virkelig ikke på at kaste kærlighed på møddingen... Det er det smukkeste jeg kender...

verden er en kujon!

alting kan gå itu...

2010-05-26T08:40:00.002+02:00

Mit hjerte er revnet og det gør hjerteskærende ondt. Det er somom jeg holder det sammen med naiive håb alt imens trætheden sætter sig i mine fingre. Det er somom jeg kan udskyde smerten hvis jeg bare holder fast og holder mig sammen. Pludselig så er det mig der er bødlen for mit hjerte...da det er mine hænder der vil svigte og lade håbet falde...

Samtidigt er jeg ikke en fan af naiivitet. Og hver dag træder kyniskos et skridt tættere på min hoveddør. Snart skal vi have en samtale der ender i tårer og mytedød. Overgivelse til den virkelighed som gør mig så træt. Den virkelighed hvor magi ikke findes og kærlighed ikke overvinder noget som helst.

Snart kan jeg skrive mit spottende endeligt...Snart har jeg noter nok til at spotte universet tilbage med karikaturen over min egen eksistens. Den kommer nok til at starte noget ala :

Jeg er Monica og dømt af mine medmennesker til at være forbandet speciel

forbandet "helt sin egen" og derved forbandet ensom...

Jeg elsker og håber og drømmer alt hvad jeg kan

og alt hvad jeg kan elske og håbe på og drømme om ...tja...bliver skræmt af mig? vil hellere leve langt væk fra mig med et minde om mig? jo længere væk jo bedre er det?

Jeg hedder Monica og jeg gav mit hjerte og fik det tilbage...og nu er det forslået og vil ikke være hos mig. Det ville gøre næsten alt for at vende hjem, og nu er jeg den, der skal knuse dets drømme... og jeg vil så nødigt... jeg ville ønske ville ønske ville ønske... jeg er så træt af at græde...

Jeg ville ønske...

Enten eller...

2010-04-15T05:19:00.002+02:00

Hvornår fanden er det godt nok til at beholde...eller for svært til at holde ud?

Hvornår er intentionerne gode nok til at overleve virkelighedens skuffelser?

Hvornår skal noget have lov til at stå som enkelte selvstændige uheld, og hvornår skal det sættes sammen og ses som en overordnet uenighed?

Jeg er i to dilemma som på alle mulige måder refererer til hinanden. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til dem. Det er måske endda sådan, at hvis jeg beslutter mig for ét i den ene problematik, så vil det medføre en farvning af den anden.

Jeg vil så gerne opleve extraordinære ting og glæde...og jeg aner lige nu ikke hvilke valg der vil medføre hvad...Men måske er det ikke så farligt endda...der er sku nok lykke at finde begge steder.

men jeg er trist og vred og skuffet og jeg er ikke sikker på, at han vil forstå det...og hvad gør jeg så? Hvordan kan det virke hvis han grundliggende ikke er interesseret i at møde mig bare på halvvejen?

Jeg har konkluderet, at jeg simpelthen har brug for affektion og bekræftigelse hvis jeg er i et forhold. Det er noget jeg ikke mener, at alle forhold nødvendigvis _skal_ indeholde generelt...men specifikt med Monica så skal det.

Begge ting danser rundt i problematikken " flugt eller kamp" .... og jeg er træt og udmattet hvilket får mig til at hælde imod flugt af ren og skær udmattelse...men jeg ved ikke hvornår det egentligt er rigtigt at gøre. Jeg ville ønske jeg kunne snakke med den gode psykiater jeg havde. Ville ønske jeg kunne få rodet ud af mit hoved. Jo længere tid der går, dets større oprydning bliver der bagefter. Og jeg har ikke lyst til, at det uundgåelige efterspil skal påvirke nuet ved ren og skær massefylde.

På tide med et nyt indlæg

2010-03-07T19:06:00.002+01:00

og en ny stemning... Det er alt for længe siden jeg har blogget uden at det var galde der skulle spyes ud over en imaginær papierside.

Men det må vel kunne hjælpe i mit kroniske ambivalente rod, at få skrevet nogle af vidunderne ned side om side med leden...

Jeg har vidst længe at jeg elskede at elske. At finde og opleve de mennesker der vækker elskerinden i mig. At opdage og beundre, at nøjes og at svælge. At leve i de vidunderlige øjeblikke hvor ens bevidsthed begejstres og forundres ved visheden om det ens sanser opfanger...

Det har jeg vidst længe....

Men at blive elsket! Dét er min nyeste opdagelse. Ikke at jeg ikke er blevet elsket på mange måder og af mange mennesker,- men at opdage en hengivenhed som den, fra sin nærmeste familie, i et væsen man har opdaget og elsket sig i,- dét er et ! værdigt. Måske endda smagsløse !!

At have kærlighed så tæt på, at hengivenheden ændrer ens hverdag, det har ændret netop den. Jeg har fået endnu et trin på den store forståelsesstige, der leder til en familiefølelse med alverdens kærlighedssange... Wind beneath my wings for the win.

Studie...op og nedture...stress...uforståelige regler...angst...frygt for fiasko...kamp med den dårlige arm og i det hele taget lidt for meget men intet alternativ agtigt...

jeg må skrive videre en dag min hånd og arm ikke gør ondt

selvhad igen igen

2010-02-01T17:15:00.000+01:00

så var det at jeg skulle have den nye lære og starte semesteret med et boost...og så var det at jeg ikke kunne sove...og så var det, at det hele føles dumt og umuligt og uoverkommeligt igen...øv røv nederen pikansjos og fucklort. Pis også...Fuck...

verden er dum og livet er alt alt alt for fucking svært :(

2009-12-07T05:27:00.002+01:00

Jeg er træt men kan ikke sove. Og præsterer at få en lille tænkekrise over det sidste af Red Dwarf...hvad der viser sig at være det rigtige sidste afsnit....

Måske er det derfor at jeg elsker serier så meget. Fordi de ikke slutter og jeg er så bange for slutninger.

Når jeg bliver rigtig træt bliver virkelighedsfølelsen svækket. Jeg forsvinder ud af kroppen og op i hoved og alting bliver til at diskutere og filosofere over. Jeg er ikke glad for at have meget fritid kan jeg mærke. Jeg er bange for, at jeg ikke har selvdiciplinen til, at lave de lektier jeg mangler. Det gør mig nervøs ligenu.

november morgen. snart eksamen

2009-11-26T07:08:00.002+01:00

ok... Så nu er der kommet lidt overskud til at samle lidt realisme sammen.

Projekt " afslut med at slå sig selv i hoved" er nu igang og jeg vil give slip på en masse mere selvbebrejdelse. Gør det mig uelskelig, gør det mig ubrugelig, gør det mig uattraktiv eller ynkelig for andre, så må det være sådan.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at ryge. - Hvis jeg stopper bliver det fordi jeg kan og vil.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at spise 3 is på en dag. - Hvis det gør mig glad, så er det en klar forbedring af hvad jeg ellers fiser rundt og er.

Jeg vil vil vil simpelthen ikke fordømme mig selv i forhold til studiet. Jeg vil rose mig selv for, at når jeg er der og er kvik så giver jeg den gas. Hvis det ikke er godt nok, så er det ikke noget for mig.- Jeg kan ikke ændre mig til at passe til systemerne...jeg har prøvet i det uendelige og det virker simpelthen ikke.

Jeg vil melde ud til de folk der bliver berørte af det,- og hvis det ikke er godt nok til dem, så er de ikke gode nok til mig.

Jeg har brug for at tatovere det på min krop hvor det er synligt. Jeg har brug for at skrige det her fra en bjergtinde. Det er noget mærkeligt noget, men det er ligenu en lettelse at være kommet lidt tættere på, hvad jeg er og hvad mit liv må indrettes efter.

Det er så nemt at forestille sig og ønske mig evner til alt muligt. Der må være noget jeg kan og hvis ikke andet, så tager jeg turen ned af mulighederne til jeg ender som fleksarbejdende rengøringskone. Og så tager jeg krisen for hvert nederlag der kommer. Det er jeg ved at være nogenlunde god til.

Det er så forbløffende for mig, at det er sådan en kamp at komme til et sted, som så mange mennesker jeg kender er endt eller har opholdt sig livslangt. At det er en massiv udfordring at finde ind til mig selv og elske og repsektere det jeg finder. Kærligheden har været der et stykke tid, men respekten for hvad det end er for et væsen jeg er....det er min nuværende kamp.

Der er mange ting jeg har holdt af og holdt mig selv i hævd ved altid...men nu er der så en bunke ting som jeg ikke kan lide, jeg skal integrere i det selvbillede. For det er ikke fordi jeg ikke har søgt at ændre dem. Det er bare komplet umuligt og nærmest grundsten i min indre konstellation.

Ligemeget hvormeget jeg ønsker og slås, så kan jeg ikke sove som alle mulige andre mennesker. Og der er ikke nogen nem måde lige at twiste det til noget, der har en flipside der er super positiv. Det er bare et handikap og en del af mig. Jeg tror ikke jeg havner et sted hvor jeg synes det er et vidunderligt karaktertræk,- men jeg arbejder på en solid neutral " sådan er det bare"

Sådan r det bare....og så må jeg se hvad livet kan bringe til sådan en som mig.

novemberregn

2009-11-24T14:38:00.002+01:00

jeg er ved at blive skør...men for en gangs skyld kan jeg ikke lige lure hvor det starter. Idag er startet skævt og jeg prøver at grave mig ud uden at siderne af hullet skrider ned over mig.

Der er simpelthen så meget pladder og slås og oveni havde jeg en fantastisk dag igår, som stiller dagens fiasko i skarpere kontrast. Alt gik så godt og så vågner jeg denne dag klokken alt for sent til universitetet. Og det sætter lavinen af selvforagt igang igen. Og samtidigt dræner det den energi jeg følte boble i min optimistiske mave igår.

Jeg får lyst til at tude og søge om førtidspension og rejse langt langt væk. Væk fra at kæmpe og skulle præstere noget...suk...

Min klaverlærer sagde igår ( og jeg har måtte give hende ret) i at jeg ikke tog mig selv seriøst som pianist og det kunne ses på mine hænder. Og jeg ved at det er rigtigt. Jeg tør simpelthen ikke tage mig selv seriøst i sammenhæng med alle de unge og sunde væsner på mit universitet.

samtidigt er hele den her kærlighedsting noget der skrider mig af sporet. Det er så dejlig en ting, at det heletiden frister mig med at flygte ind i den og forglemme alt andet. Men samtidigt gør de lange distancer det til en umulig fantasi og dagdrøm, som ikke får den besværlige hverdag til at blive mere tiltrækkende eller letfordøjelig.

Og det svære er, at jeg aldrig havde forestillet mig at have den her længsel i mit liv. Jeg var så bange for at finde en partner der ville fylde en mangel i deres univers ud med mig som en tilfældig ingrediens...men måske er det nøjagtigt det modsatte der er sket- det passer ihverttilfælde udemærket med livets ironi hvis det er sådan.- ikke fordi jeg havde en mangel før...men fordi det er så vidunderlig en følelse. Det skræmmer mig meget, fordi det er oplagt at jeg kan blive så begejstret for noget, at jeg kan skræmme ham væk. Især i et forhold hvor han har udtalt, at han ville dele byrden af mig. Det skal ikke lyde så forfærdeligt som det er skrevet, men det hænger sammen med min lille frygt om at være for meget. Altid for meget.

idag er bare en skod dag. Alle har travlt og jeg er skævt inde på livet. Jeg ville ønske jeg ikke følte mig så ubrugelig eller levede i en del af verden som virkede for sådan en som mig.

Feels like 4 types of crap

2009-09-30T13:44:00.002+02:00

Fuck mig...Fuck fuck fuck...Så jeg skal øjensynligt til eksamen i Ruskor...hurra...fordi jeg ikke kan sove Tadaaa! Fuck... jeg har lyst til at selvflaggelere...til at ministrangulerer eller fingerspids torturere...Det kan simpelthen ikke fucke op det her studie, - og jeg er allerede igang med at miste grebet. Fuck fuckedi fuck fuck fuck...

ligemeget hvor meget jeg prøver at pynte på skidtet, så bliver den stadigvæk ved med at være skidt. En prut med en sløjfe om...en lort med et flag i... Jeg er bare ikke velfungerende nok til at deltage i systemet...Til at kunne deltage, til at kunne bidrage, til at kunne fungere...

Og jeg ved virkeligt ikke hvad jeg kan gøre...Det er så svært at bruge hele dagen på at forberede søvn, at jeg ville miste min usindsyghed ved at prøve det som løsningen. Hver kop varmt skulle være overvåget. - der skulle indlægges meditation og fysisk aktivitet, sjæleransagning om eftermiddagen så den ikke kom om aftenen, kost uden ting der eventuelt forstyrrede...og intet af dét falder mig naturligt... Jeg ved ikke om jeg kan ændre mere på, hvordan jeg fungerer uden at skrige....skrige fuck fuck fuck fuck jer!

jeg skal til møde med psyk på fredag. Det spændende er, at de uden at høre på mine protester mener jeg er ved at være klappet og klar til samfundet. Selvom jeg bliver ved med at råbe vagt i gevær over søvnen. Men nu kommer den nye læge også med...og forhåbentligvis kan hun se det alvorlige i nætter som den jeg lige har haft...Og i, at jeg skal skal skal skal skal fucking skal klare det her...hvad skulle jeg ellers? blive hjemmegående hvidkåls-stuver? være månedens værste medarbejder i netto? stikke af til de varme lande og gro pot? blive den mest søsyge pirat på skibet?

og apropos lektier...så er dette stadie af selvhad bare super duper hurra til at motivere til at få lavet lektier :( jeg håber jeg kan få det til at virke inden i aften...øv...fuck...øv...

Prinsessen på ærten tæller sine velsignelser...

2009-09-17T01:40:00.002+02:00

Det går simpelthen for stærkt det hele nu... Dét har jeg skrevet før, men denne gang er det forskelligt fra alt det andet, fordi det er gode ting. Fantastiske ting. Ting jeg har ventet på, ikke turde drømme om, længtes efter.

Men jeg kan mærke mit hoved er ved at eksplodere og min krop stejler. Alt for mange indtryk og udtryk der skal ud. Alt for mange ting der skal tygges igennem.

Alt for mange ting jeg gerne ville gøre...

Men jeg tror jeg strammer op. Fikser noget og finder på en løsning...om det så er at sige lidt fra til godhed og håber der ikke er hybrisstraf for den slags utaknemmelighed.

unfair odds...

2009-09-01T02:32:00.002+02:00

Såh... Deadlinen for at få vendt min døgnrytme rundt hedder vel egentligt imorgen. Onsdag er der ting jeg skal fra klokken 09... Hvis jeg ingen planer havde ville jeg tage den store tunge, og først sove i morgen aften. Desværre skal jeg bruge min hjerne til musik halvsent, så jeg kan ikke tage den naturlige konsekvens af at holde mig vågen så længe...

Og hvad er der så tilbage? Jeg har kunne mærke "kan-ikke-sove" stressen i en lille time nu, og det virker ikke somom den vil lade sig erstatte af træthed. Jeg har spist sent og sørget for at få lidt sukker. Jeg har ladet være med at se film og lignende.

Og hvad er der så tilbage? Udover at whine til universet igennem denneher blog. Ak oh ve og klage...og så er det endda ment for alvor.

Natten er så tung og dum og ensom og umulig ligenu...og søvn virker så langt væk.

Og jeg ved virkeligt ikke hvordan jeg skal klare det. Jeg vil kunne gå på universitetet...Sku...please...og så løber vi lige igennem de 5 stadier af sorg... ØV....

Problemet er, at jeg ikke bare vil gå på universitetet...Jeg vil også øve band imorgen og fortælle historier i overmorgen... Og til immatrikulation...og øv...

Måske jeg skal skifte læge? Jeg har spekuleret over det tusind gange, men kommer aldrig rigtig rundt til det, fordi det ikke nødvendigvis bliver bedre. Og sådan en type er jeg vel? Sådan én der holder fast i læger og andre ting, fordi alternativet kan være værre? Eller? er det kun når frygt styrer værket? har jeg kæmpet mig fri af den vane eller er den blevet præget i min dna? Hmm....

Jeg kan håbe at det ikke er sådan.

Bliver det nogensinde hverdag? er denne kaotiske morads virkeligt livet? Hmm.... er det bar fordi mine øjne er indstillet på at se kaos?

Jeg vil gerne have at tingene bliver hverdag, så jeg kan se hvad og hvem jeg kan mage og som jeg vil beholde der. Ligenu er det ikke til at vide, fordi alting er så meget oppe i luften. Men jeg håber på et tidspunkt at kunne mærke ordentligt efter. Finde ud af hvor tæt på ting jeg vil være og hvor meget jeg vil være engageret i projekter...store som små...

endnu er jeg ikke i land med min tømmerflåde...og jeg er ved at løbe tør for ferskvand og kokosnøsdder

lidt for meget virkelighed

2009-08-27T06:35:00.002+02:00

jeg har det ad helvedet til. MIn døgnrytme er fucked og jeg skal/bør tage til infodag på uni. Det er fucked op.... Jeg har siddet og kigget på førtidspensionsmuligheder. For hvad fanden kan jeg magte, når det ikke engang virker. fuck fuck fuck fuck...Jeg er så skide træt af det her. Det her liv med dets umulige rammer. Med de uopnåelige krav. Jeg orker det ikke. Heletiden at få forventningerne i vejret og så pludselig huske, at jeg er for defekt til at lege med. Hele tiden have guleroden for næsen, og være for fucking træt til at gøre noget ved det.

Igår havde jeg alverdens stjernenykker omkring, hvad jeg ville ende med at uddanne mig til. Var dét spændende nok i længden, Var dat godt nok? Men såå kommer virkeligheden med en stor skinnende karmahammer og prikker mig på skulderen med et ton af sarkasme...Jeg skal være fucking taknemmelig for, overhoved måske at kunne tage en uddannelse...næsten...fuck...jeg er så sur på mig selv, og skammer mig over min manglende selvkontrol...jeg hader det her. Jeg har lyst til at tude af frustraion

dagen før dagen...

2009-08-17T02:00:00.002+02:00

Jeg er s¨spændt...jeg er så glad...

imorgen...eller rettere om ca 7 timer skal jeg møde på universitetet. Møde til den første dag i resten af mit liv. Det er overvældende og vidunderligt.

Et smil i mit hjerte har danset rundt siden jeg vågnede fra min aftenlur. Jeg var for fyldt med liv til at kunne holde mig vågen, og nu er jeg lidt for fyldt med lykke til helt at være træt. Men jeg har tænkt mig at gøre en indsats for at lukke øjnene aligevel...om ikke for andet, så for at skynde fremtiden tættere på nu.

Samtidigt når jeg at sige hej til ham, da han lander lige før jeg skal afsted...og eftermiddagen hedder morten og en premierefilm jeg rent faktisk gerne vil se. Det er nok en af de bedste dage jeg har haft i årevis...Hurra :)

Nu føles det somom jeg endelig skal til at leve over bundlinien...ikke længere balancere imellem totalt helvede og ok....men istedenfor nogenlunde og vidunderligt...Jeg føler mig heldig og velsignet. Hip hurra :)

jeg ville bare lige dokumentere denne aften. Har egentligt ikke så mange ord til at udtrykke mine mange følelser...godnat rettighedskamp,- goddag fagre smukke vidunderlige ny verden!

Familieliv for fremtiden.....

2009-08-10T04:55:00.002+02:00

Så spekulerer jeg forhold. Og hvordan jeg skal forholde mig til det.

Ligenu er jeg der, hvor jeg elsker ham og har lyst til at være med ham.

Det indebærer rejser og halløj og er spændende og fint.

Men kan det forblive sådan for evigt, når følgende problematikker træder i kraft.

Vi er låst i hver vores by. Måske ikke al tiden...måske med halve år i en anden havn...Men hans familie holder ham der på sigt, og min gør helt bestemt det samme.

Dette forhindrer ikke nødvendigvis fortsættelsen af vores forhold...

Men... En af hans dealbreakers handler om intimitet og nærvær. Han har ikke et problem med at dele opmærksomheden, men det kan vel omskrives til, at han ikke vil være kærester til en, der samtidigt har et redebyggerforhold? ... Og...hvordan gøres det så?

Det er ikke fordi jeg ligenu kunne tænke mig til en anden at bygge og bo med derude i verden...men Spørgsmålet er, om der er grund til at overveje at stoppe mens legen er god...knuse eget hjerte istedenfor at blive knust af omstændighederne.

jeg ved det ikke...der er så lidt tid imellem os i øjeblikket, at jeg kan spekulere løs uden at have alle de mulige fakta med...

I øjeblikket giver det her forhold mig grubleren på konstant. Der er sket en masse som jeg prøver at finde hoved og hale på. Og det bliver jo på bedste long-distance manér ikke bedre af de begrænsede kommunikationsmåder og den evigt sparsomme sammenklang...

Måske også fordi det står i kontrast til, hvor meget tid vi havde til hinanden i starten. Der er så mange ting der skal opleves før de er til at forstå hvad indebærer og hvordan...og som niveauet er ligenu, så er jeg enten til mere eller til mindre tid. Jeg elsker fint uden daglig kontakt. Uden ugentligt ligeså...

Jeg elsker fint, med en forsøgt fælles hverdag, hvor teknologien gør sit yderste for at mindske afstande...

Jeg er ikke så lykkelig med den her nuværende strenge-og-dåse agtige ting, hvor vi mest bare pinger til hinanden for at bekræfte hinandens eksistens. Enten for meget ( men tynd) kontakt...eller for lidt...og hvordan det skal virke, er kun noget der kan blive afklaret vis der på et tidspunkt bliver mulighed og tid til at snakke om sådanoget her.

Jeg sidder med spekulade og mangler måder at komme videre på... De skal nok komme...men jeg håber de når det inden jeg bliver gnaven og træt af det her...

Det er på sin vis meget spændende. Jeg lærer en masse omkring mig selv og hvordan det er at blive tæt med et andet menneske på den her måde. Ligemeget hvor længe eller kort det er, så er det en stor oplevelse.

Men jeg kan mærke, at det er noget bøvl at sidde med det alene. Det forstærker følelsen af afstand og ukontakt. Uforbundethed...

Men ligenu er jeg bundet til, at se hvordan vi fortsætter det her.

...denne nye flyttede skønne tømmerflåde bringer tankerne frem og tasterne i bevægelse...det er også godt :)

bittersød søndag...

2009-08-10T00:58:00.002+02:00

Her er så tomt her...så stille...Jeg savner dem.

En hel dag med far, mor og bror. En hel aften uden dem....

Det er altså stadigvæk unaturligt for mig, at være uden dem. Jeg ved at det ikke virker, det der med at bo sammen med sine ældre...ikke umiddelbart i den her del af verden ihverttilfælde. Jeg ville ønske det var en naturlig ting. Ihverttilfælde i samme by...Jeg kunne faktisk finde på at flytte til den dumme lille landsby for at være oftere sammen med dem.

Jeg savner det så meget ligenu. Det er ikke noget jeg bemærker til dagligt, men nu hvor mine sanser har været fyldt med familie, så er det bragdende og smerteligt tydeligt at de er væk. Jeg elsker dem så hjernedødt meget. Jeg savner dem ligenu næsten lige så meget som jeg elsker dem.

Jeg er et flokdyr...ikke skabt til alenelivet... Selvfølgelig har de sidste par år lært mig om kunsten at være alene og de mange glæder jeg får ud af det. Men jeg ville ønske denne lejlighed lå tættere på dem. Jeg ville ønske vi kunne ses en gang om ugen. Ønske at det bliver sådan engang i fremtiden.

Det er vidunderligt at elske, men sørgeligt at skilles...love to family...og så gider jeg ikke skrive mere sødsuppe... sikke en skøn dag...sikke et stille og ensom aften...

rastløs søndag

2009-07-19T10:14:00.001+02:00

det gør ondt i min hånd og min krop brokker sig...men jeg er for første gang siden gud hved hvornår hverken træt eller i søvnunderskud... Så...hvad nu?

Nu vågner den del af mig, som ellers har ligget i forventnings og kompetancekoma. Forventningerne til selv. Målet med livet. Ja hele balladen. Det er dejligt at mærke,- men også brand ubrugeligt på sådan en søndag hvor intet kan lade sig gøre. Men...måske er det ok...for jeg har en masse ting jeg skal overveje...og det er ca tre enten eller spørgsmål som skal vejes op.

Band eller rollespilsgruppen... ENten eller imorgen aften...

Fortælle eller slippe for lang transport og ballade...

Tysk eller festival...

Festival eller Stockholm...

Alt sammen ting jeg har lyst til...så dét er ikke dårligt... Men hvad vil jeg, når trætheden er væk og behovet for det umiddelbare svinder ind til en håndterbar størrelse?

Det er samtidigt interessant fordi de forskellige valg får konsekvenser for hinanden...

Så jeg er taknemmelig for, at jeg har et klart hoved til at overveje tingene med idag.

Klaveret blevet stemt og universitetet tilmeldt!

2009-07-03T14:09:00.002+02:00

Idag er fem/seks sten falde fra mit hjerte og universet er på rette spor igen. Jeg har det som et nystemt klaver. Alt i mig er klar til at synge. Endelig...Fuck hvor har alting været stresset op og uendeligt tungt....I dag kan jeg flyve...

Det er dage som idag, hvor jeg kan sige "ok...det vil ikke være unfair hvis jeg døde idag" dette er en god tone at slutte på hvis man skal slutte.

Ikke at jeg overhoved vil dø...men det er for mig det smukkeste sted jeg gerne vil ende mine dage og idag er smuk.

Jeg har været så langt ude i alle andre og med alle andre...andre systemers krav og tvungen overvejelse og nu...endelig...er jeg helt helt hjemme igen. Geneobring af det hele...det er skønt.

Nu er der overskud til at gå efter kosten og humøret og søvnen igen. Tilbage på ruten og vejen ind i livet og mit eget sind.

Og jeg glæder mig. Selv tysk hele sommeren bliver dejligt...jeg snakkede med en anden elev der søgte et kursus...og det var skønt at snakke med en medstuderende igen...en anden der også vil fremad...Dejlige verden og hurra for min nye psykiater ;) hun var dælme en god klaverstemmer...

Så er prøven om 6 timer

2009-05-14T04:45:00.004+02:00

Skide godt gået. Tak søvnløshed. Nu er det nu at det er nu. Og selvfølgelig er det så nu at det er nu at jeg på ingen måde er træt.

Og desværre var der ingen sovepille herhjemme, jeg kunne kombinere med en upperklass attitude og en halv liter vin.

Jeg ville ønske jeg røg hash stadigvæk. Godtnok ville jeg være bagskæv til prøven, men i det mindste ville jeg have kunne haft en eller anden form for søvn. Fuck... Jeg tør vædde en mindre brugt tå på, at jeg bliver brændende træt klokken 08 her til morgen. Og så skal jeg selvfølgelig også ud og optræde imorgen aften, så jeg kan på ingen måde overveje at køre igennem. Superstar er superklar til at gøre sig selv til en supernar igen igen.

Og hvordan i alverden kan jeg bruge det som en fordel? ikke en skid tror jeg på, at lærene vil synes at de kan være sympatiske, med udsigten til, at det her måske sker før en eksamen en dag. Fuck... Der er for meget på spil.

Hvad skete der med den vrede teenager med nerver af stål? Hvorfor fanden blev hun en gammel kælling med flossede kanter? Hvordan i alverden skal jeg nogensinde lære at komme over det her?

Jeg føler virkelig at jeg har kæmpet med det, - men jeg må gøre noget forkert. Siden jeg har været hér før, må det være fordi jeg har gjort noget af det samme igen. Og det er forkert og ærgeligt og dumt.

Mit kongerige for en løsning. En forløsning. En måde at komme ud af det her på.

..........

Idag så jeg et serieafsnit omkring selvbedrag. Det var endda så omsiggribende selvbedrag at det sendte mig direkte ind i sammenligning med paranoia. I betragtninger om ens selvrepræsenterende selvfortælling og den halvobjektive sandhed.

Det vækker altid tanker om, om min søvnmangel er fordi jeg er igang med et eller andet stort selvbedrag. Om det er et symptom på en mislyd som jeg har fortalt mig selv udenom. Om hele denne tunge og skønne " vendt hjem" oplevelse jeg har, bare er endnu en bizzar flugt fra et eller andet pis. Om jeg kun generelt er lykkelig fordi jeg lyver for mig selv.

Om min længsel efter at gå på musikvidenskab er fejlplaceret. Især på grund af den solide umulighed, der er ved at komme ind. Om jeg bare burde lære det og acceptere, at jeg nok ville have meget nemmere ved noget andet.

Men...bliver jeg nød til at sige...Jeg har aftalt med mig selv, at det er dén her virkelighed jeg holder mig til...ihverttilfælde indtil nogen siger noget drastisk. Nogle nok værende en flok... Men ligenu har jeg det som en af de forfærdelige mennesker i sangkonkurencer, hvis venner allesammen siger de synger drøn godt. Og som skulle have ladet være... Alle jeg kender bekræfter mig i, at musik er det rigtige...altså lige undtagen dem der afgører om jeg skal ind... Hurra...mon jeg er offer for en kollektiv bjørnetjeneste som kommer til at bide mig i røven om lidt? Nok ikke...men en fucking skræmmende tanke.

Såeh...Nu prøver jeg at hente noget nyt bogværk ned og se om jeg kan slappe lidt af til det...Sikke noget hø... øv

nattepanik

2009-05-12T03:37:00.002+02:00

Så. Nu kan jeg se det for mig helt tydeligt. Hvordan jeg kikser Prima Vista læsningen igen...for nervøs til at kunne se den ene eller den anden vej. Og derefter endnu en omgang stemmetortur og en " duer ikke væk" kommentar... Jeg er ved at blive vanvittig. Fuck. Ligenu irriterer alting mig. Alle små detalier. Og selvfølgelig er det for at dække over, at jeg er bund rædselsslagen indeni ligenu. Jeg kan simpelthen ikke... Jeg kan simpelthen ikke bære hvis det ikke går. Jeg kan ikke rumme hvis jeg skal åbne det brev og se en sjælelig dødsdom printet på umedfølende papier. Det kan ikke passe...

Hvordan fanden kan alting være så tæt på og så langt fra alligevel? Er jeg helt skæv på virkeligheden? Er det derfor? Er det derfor at tingene altid kun næsten klikker? At jeg selv perverterer dem til ukendelighed? Er det fordi jeg har bedraget mig selv til troen om, at have fundet dybere ind og egentlig danser bag ved flere masker? Er det hele endnu en illusion. Endnu et et slør? Endnu en forvildet løgn?

Jeg kan ikke bære at have så meget længsel...Jeg kan ikke bære rundt på den her drøm, om noget andet end hvad der er... Jeg kunne sagtens blive på den her tømmerflåde...

Ligenu virker alt hvad der ikke er lige imorgen, lige om lidt, ligenu...som dumme drømme og illusioner. Jeg har håbet mig gul og grøn i hele hoved og kan ikke holde kroppen i ro længere. Jeg prikker alle ting igennem med en fængselssyl, for at finde den skjulte bombe....

Og jeg tænker igen igen, om det er lykkedes dem at knække noget vigtigt inde i mig. Om de har fået has på mig. Om grunden til at jeg bliver så træt indeni er, at jeg faktisk holder sammen på det hele heletiden. Står og prøver at holde taget oppe selvom de har klippet min styrke af mig. Hvordan kan jeg finde min tro på det her? Lige før endnu en målstreg?

Alt i mig skriger, at der ikke kommer svar nu...at det går galt og at jeg skal vente og slides til den næste prøve igen igen. Ligesom med revalideringen, kommer dette til at trækkes ud for evigt og derefter glide ud i vandet og efterlade mig på min tømmerflåde...måske med flere og nye piller til at gøre det her muligt.

Hvis min fremdrift er vævet af mine flossede nerver, så aner jeg ikke hvordan jeg kan ri dem sammen igen. Jeg er uendeligt bange... Øv...

Alting sat på spidsen igen. Alt hvad der betyder noget er oppe i luften...Jeg har ikke engang briller...fuck...jeg ved at jeg læser dårligere noder uden briller...og jeg kommer til at være panisk...og når jeg ikke klarer prima vistaen...så tænker de at der ikke er nogen grund til, at overveje at lade mig glide på stemmen...og stemmen er ikke god nok. Der er ikke sket nogen som helst forbedring. Fordi jeg ikke kunne magte at leve op til det. Fordi jeg ikke kunne komme op og gå til den stemmetræner...fordi jeg ikke kunne rumme at lave øvelserne. Jeg ved at jeg ikke fortjener den her chance på min disiplin...men jeg ville sådan ønske...håbe...længes efter, at det bare ville gå i orden. At jeg bare ville kunne få en fri tur for denne gang.

Sådan sagde den forkælede prinsesse, mens hun vandrede op mod tårnet, og håbede der var en téen så hun kunne sove i 100 år og aldrig blev nød til at blive skuffet...

F....F....Fuck flip flappere...

2009-05-11T04:48:00.004+02:00

Så kom mavepinen med en tung ædruelighed. Kroppen satte sig tungt på virkeligheden og blæste lidt af de lyserøde skyer væk. Det var fantastisk, det var sjovt, - men nu er de mest berusende hormoner vidst ved at være dysset ned og virkeligheden stillet skarpt igen.

Men wau. Sikke en tur. Sikke en hjernedød selvforherligende rusjebane. Hvor kækt og skønt og blændende. Forblændende...

Såh... Hvad er det så, når tågerne letter? Dét er hvad min maveforpinte grublehjerne spekulerer på her i de lyse og søvnløse morgentimer. Nu hvor jeg bliver skubbet fra kroppen op i hjernen, så bliver omtanken mere om-sig-gribende. Spekulade-plader af lange længder og solide mængder.

Desuden er det hele omverdens massive skæbnefortællinger. " Mød familien" " Gennemgå ritualerne" " lad det bestå testsne"... bla... Så mange ting i det giver mig kvalme oveni. Fuck jer, der først nu mener jeg er i et legalt forhold til et andet menneske. Fuck de her forbandede fællesløgne. Fuck den potentielle flugt og selvfortabelse i den fællespsykose som flokkene af folk prøver at forløse igennem mig. Fuck jer.

Jeg får lyst til at smide det hele af helvedet til. Til at lukke dørene og ørene og vende tilbage til mit projekt. Til musikken og den spinkle jagt efter simple glæder.

Jeg har været igennem én tilpasningsprocess og det var både forvirrende og omsiggribende nok- og jeg er meget lykkelig for den og ligenu blændende taknemmelig for, at den gik så nemt. Tilsyneladende var der nærmest ingen af ritualerne der skulle opfyldes, og dog så meget glæde ved det dagligt.

Nu er det ikke bare såen kompliceret i forhold til hvordan tingene skal passe i min hjerne,- det er også en åben invitation til angreb fra alle vinkler, med mytemissiler og religiøse rim og remser. Jeg har virkeligt ikke lyst til at kæmpe. Ikke for noget som helst i øjeblikket. Og jeg kan ikke tåle, at det lidet kamp jeg har tilbage i mig, ikke bliver brugt på musikvidenskaben, kroppen og den forbandede stemme. Jeg har ikke kamp i mig til at blive forbandet over den åndsvage verden og folks forventninger. Jeg gider ikke indforståede blikke omkring ægteskaber og prædikner. Jeg gider ikke, at mine forældre opfører sig somom, at det er første gang nogen deler smuk kærlighed med mig.

For når dagen er omme, er det mig der skal tælle tingene sammen og føle plus eller minus. Det er mig der skal tage hånd om mit væsen, der i øjeblikket er en social bokseboldt.

Jeg længes så meget efter et samtaleforum, hvor det ikke er det usædvanelige, men normen. Hvor jeg ikke skal fanges igen og igen, i fjollede floskler og fortærskede formuleringer.

Ih jeg er så frustreret at jeg har lyst til at skrive alle sætninger med F ord. Fuck forpulede fnatmider af forholdsfikserede fistelstemmer og finker. Forbandet være flokkens forventninger og alle dens gerninger og alt dens væsen. Frihed frem for former. Følelser af fortryllelse til det forvirrede folk. Flammende fantastisk fribryderi for følelsen af fortabthed. Fronten findes. Men hvorfor fanden er det igen der, jeg skal finde mig selv?? Fuck dig verden.

-----------------------------------------------------------------------------------------
og ja... det er også fordi sæsonafslutningen af House stinker!

mavepine øvs...

2009-05-08T03:02:00.003+02:00

puha...jeg har hvedekvalme og er letter forvirret i kroppen. Det håber jeg er, hvad der smitter til mit hoved. Og så har jeg en komplet fyldt weekend, hvor jeg måske mere har lyst til, ikke at have for mange forpligtelse. Måske. Der er ihverttilfælde et eller andet. Eller også er det bare kvalmen. Jeg har også spist en masse sukker og det er hellerikke synderligt fantastisk.

Så med al den ubalance er det ikke rigtig til at sige, om kvalmen ikke bare er fysisk. Selvom jeg plejer at mærke en masse efter fysiske reaktioner på stress, så er det jo ikke rigtigt til at lure, når dataen er så forurenet.

Der er en eller anden lejlighed i min opgang/ den lige ved siden af, der har valgt at bruge alle væggene som forstærkere. Og ligenu er klokken tre om natten. Det er ikke fordi jeg egentligt har et problem med det...men det skaber også en brand mærkelig stemning. Spøjst.

Hmm... men endnu engang virker det lidt, at tage mig tid til det her. Det er som en følelsesmæssig defragmentering. Og jeg tror stadigvæk jeg er ret så skræmt over, hvad sommeren kommer til at blive...og jeg er bekymret for, at det bliver for meget og at jeg så lukker ned. Om jeg lukker helt af og ikke står op, i protest imod det ydre press.

Jeg har ikke helt ro og rummelighed nok til, at få de sidste ting på plads hver dag. Der er simpelthen for meget i luften...Mere yoga...mere tid....mere ro...

Jeg har brug for, at lukke lidt mere ned måske. At finde ind igen. Den fine og grundlæggende ro, er fyldt med rod.

Egentlig er jeg inviteret til stor vennekomsammen imorgen...men ligenu har jeg lyst til at pjække og vaske tøj. Og få fikset køkkenet fra fremmedrester:)
Selvfølgelig er der den gamle " hvorfor gå glip af det"...men lysten bliver nød til at drive værket.

Hænge hjemme...vaske tøj...øve noget klaver... Dét lyder sq ikke så skidt vel? lave et fornuftigt måltid mad...ja...nu får vi at se hvad det ender med. Ihverttilfælde er jeg ikke på vej til at lade noget diktere hvad jeg skal de næste 30 timer. Nix nej. Mavepine giver sur dMonique og sådan er dét. Foden er sat for hoveddøren.

Sikke noget hø...

2009-05-07T03:16:00.004+02:00

Puha... Jeg troede jeg havde oplevet det slemt før...men i disse dage oplever jeg en bittersød tortur som jeg ikke har prøvet før. At forelske sig og blive mentalt tæt, med én jeg aldrig har haft ordentlig tid sammen med...det er dælme en tandudtrækkende røvbanan.

Samtidig er der en sødme til den her oplevelse, som ikke er til at slippe. Det gør det brandhedme til noget som er svært at slippe. Hvem ved hvad der er på den anden ende af dette følelsespludder. For jeg håber der er en anden ende.

I det heletaget er der omskiften i luften, og det skræmmer mig sku. Nu har jeg sejlet rundt på min tømmerflåde i halvlandet år, og ligepludselig krashbang er jeg ved at lande. Måske jeg får praktik ibland rigtige voksne mennesker, der har rigtige voksne ansvar. Goddammit...det skræmmer livet ud af kroppen på mig. Hele planen var for satan at komme i form til det her skidt via dark...ikke at slide næsten alt det tillærte fra sig igen før den store vide verden truede...

og det gør den nu. Hmm... og jeg ved godt at det bare er spøgelserne fra fortiden, der hvisker mig i ørene omkring min evne til at fejle og fucke ting op. Og selvfølgelig om min påståede mangel på evne til at tage imod alle de gode gaver, der kommer oven ned. Men fuck det! Fuck nu af med alle de stressede tanker. Jeg kender jer, og jeg ved hvad i gør. Bare fordi de render rundt i mit baghoved behøver de ikke at være ægte. Sådan er det sku. Er der noget jeg ved her i livet så er det dælme det. Jeg bliver simpelthen bare nød til, at tage mig tid til, at skælde migselv ud her, så jeg kan få skillet skidt fra kanel og skønne følelser.

Men jeg ville ikke bytte det for noget i hele verden. Det er spændende, overraskende og fantastisk. Både det ene og det andet. Både det bittersøde, som er så uvant fordi det tiltaler mig så meget, at jeg vil dæmpe og kæmpe med mit rod for at udforske det dybere. Og den potentielle vilde praktik? Der måske kan bruge sådan en social onlinenørd som mig? Til rent faktisk at producere interessant og relevant viden?? Omg... Såeh... Jeg må hellere stakke op på hvidvin og sovepiller...for snart går projekt døgnrytme igang :-p

so close and still so far...

2009-05-04T02:38:00.002+02:00

så meget er skønt og fint. Så meget giver mening og poesi. Så meget at det er hjerteskærende at hverdagen ikke er der. Ikke engang er på vej endnu.

Imorgen skal jeg i en workshop sammen med andre arbejdsmanglende individer, der skal holdes igang. Jeg skal bevæges og betale. Jeg skal deltage. Jeg skal dagligt påpeges for, at tingene ikke virker og jeg ikke er bidragende til samfundssystemet, men en snylter af det. Jeg forstår godt magthavernes motivation...men det ændrer ikke på, at imorgen er forbundet med forbandelser og eder. Med ekstremt kodylt nederen. Jeg gider ikke...jeg hader hader hader det. Men jeg kan i det mindste elske at det giver mig en tur i solskinnet...Øv...

Jeg har fyldt maven og bruger det til at dræne energi. Prøver at blive træt. Prøver at fylde hoved og trætte det med spil. Men den truende meningsløshed af morgendagen presser på og pirrer min sædighed. Giver mig lyst til at brække mig og løbe ud i verden. Eller bare blive mere vågen og agressiv. Og jeg ved at det ikke er konstruktivt. Måske får jeg engang et liv, der slet ikke kommer til at provokerer de impulser. Gad vide hvad det bliver til.

Jeg er træt alligevel,...men måske ikke sovetræt. Mere bare træt af det meste i den dumme hverdag.

mavepinetrætte dMonique

2009-04-29T20:37:00.002+02:00

Så nu er jeg så blevet "mor" materiale. I det hele taget materiale til alt muligt. Jeg tager mig af en veninde i kaos i øjeblikket, og på hendes spøjse manér siger hun blandt andet at det er rart, ved at sige at jeg vil blive en god mor.

Det er lidt somom omsorg ikke kan gives af ligesindede. Enten fordi vi har en sproglig ting omkring det, eller fordi det er en eller anden kulturfinurlig selvstændighedspromoverende satan.

Men ja...det falder mig enormt naturligt at observere og bidrage til folks velbefindende. Så måske er det dét der så skal stemples som kommende alienvært i maveregionerne.

En sød stille og misforstået pige - som jeg mødte idag, sagde at jeg ville blive en skøn kone for en eller anden. Det er mærkeligt med de her defineringsøjeblikke.

Jeg ved ikke hvorfor det virker så mærkeligt på mig. Måske er det fordi jeg bliver stemplet som så meget i øjeblikket. Som kontanthjælpsmodtager, som byrde og så videre.

Måske er det også fordi jeg er så selvbevidst i øjeblikket. Der er ikke noget som betagelse af en anden, til at sætte spejlet op foran mig selv. Det er ikke så forfærdeligt modbydeligt som før i tiden, men det kræver stadigvæk energi at flytte fokus tilbage på livet og musikken. Alt er sprødt og spændende, men samtidigt også på distance og vagt. Ligenu er nuét så stærkt, at fremtiden og kampen for det glider lidt i baggrunden.

Måske er det dét der vækker de moderlige instinkter. Det er så drøn dejligt konkret, at yde omsorg. Det giver så umiddelbart et resultat og giver mening hvert minut der går...

Og så er det ikke engang synderligt skidt for resten af verden. Nogen nyder rent faktisk lidt godt af min off-beatness..

Så jeg tuller rundt og gør lidt rent. Kigger lidt tv og tager mig lidt af verden. Sørger for at holde updates på folk og skriver og snakker med svensken.

Men jeg kan ikke rigtigt føle min fremtid for mig. Kan ikke se det ske. Er så forbandet forvivlet rundt i virvelvindene af bekymring. Øv. Jeg ville ønske jeg kunne komme ind på M.I med venners anbefalinger. " Vi har konsensus om, at Monica så meget skal bruge sit liv på det"... Men jeg har også stadigvæk en lille angst i maven ( lille bitte dog) for, at jeg kæmper så meget og så ikke ønsker at være der, når det kommer til stykket. Dammn hvor har livet dog gjort mig til et relativistisk rodehoved....Eller også er det bare fordi jeg er træt.

Jeg ønsker mig en blå, blå cykel og færre logistiske og økonomiske problemer. Færre løgne og flere løg. Mere formål og mindre free-form. Og dog så ville jeg ikke bytte alt det her med noget som helst i verden...

aftenbøvs

2009-04-27T02:43:00.002+02:00

Mit kongerige for en cigaret. Men i det mindste er der kun 3 dage til der går penge ind. Jeg har overlevet værre.

Så...Jeg fik faktisk sagt noget relevant og begavet til svenskermanden. Noget ala - jeg kan godt lide dig, men nu skal jeg lige finde ud af, hvad jeg skal bruge dig til.

Hvilket jeg faktisk synes ramte det liige på kornet. Hvad skal man med amourøse/intime forhold... Jeg kan næsten høre min kære moder råbe " dont think just do it" somom hun var sponsoreret af pepsi-generationen. Men nu er jeg nu engang mig, og giver derfor lige mig selv lov til at granske lidt her i de rolige nattetimer.

Men jeg ved det stadigvæk ikke rigtigt. Indtilvidere føler jeg mig godt underholdt. Er det nok til at være involveret med et menneske, som selv indgår med sig selv i processen...og måske har forventninger til noget udvikling?
Der er så mange trevler i luften hvad angår forhold og deres status i øjeblikket. Måske var homoseksuelle ægteskaber virkeligt roden til denne opløsning. Ikke fordi de er en ond ting eller et eller andet idiotisk og forstokket argument,- men fordi det var det første skridt på vejen til opløsning af forholdstvang, normer og ulykke...Men hvad er der tilbage / hvad er der på den anden side.

Hvad er der hvis der ikke er nogen regler? Hmm... det er lidt det jeg tygger over. Umiddelbart er der hellerikke noget nogetsomhelst, når nu der ikke er hmm...

Altså... Jeg har ikke haft et behov for en monogam partner i lang tid. Har det ikke nu heller. Men hvad ér forhold så, der er baseret på denne form for regelløshed? Mere ægte? eller mangler der benspænd?

Hmm.... Jeg tror også noget af det ligger i, at den fysiske oplevelse er ikke-eksisterende. Hvis jeg kunne putte/dufte/mærke det andet væsen, så tror jeg jeg ville være mindre late-night gnaven.

Men alt andet lige bliver det en spændende verden, hvor vi rent faktisk kan debattere alternative familiestrukturer og forholdsopbygning. Jeg glæder mig til at se hvor den er om 10 år

2009-04-19T23:12:00.003+02:00

Så er der dælme færre ting der kan slå mig ihjæl. Selvom jeg er en fjollet fjollet og dum pige, som smider sin forbandede laptop væk, så er jeg i det mindste ikke gået i spåner endnu. Det bliver en lille uge uden søvnhjælp og jeg har præsteret at håndtere skidtet uden panikanfald. - Ikke at jeg ikke hold mig vågen til solen stod op flere dage i træk...ikke at jeg ikke var off-beat på hele arrangementet. Men jeg panikkede sq ikke. Og dét er sejeren.

Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til, hvordan knudepunkts sociale liv fungerer. Det er fuldstændigt bagvendt i forhold til de potentielle skønne værdier og burde basalt set få vendt sin pyramide på howed. Baseret på hvordan folk reagerer på mig, så er det et udstrålingsstyret system. Wau og glimmer og gøgl og attitude dominerer den fælles fortælling. Hvor at dem der burde være i fokus er de nørder, som også i denne setting bliver ignoreret. Puuuha puuuubad... Det hører ingen steder til, at jeg skal få komplimenter for mit glimmergøgl, når jeg præstationsmæssigt ikke når nogen af de skønne nørder til ankelsokkerne. Måske er det fordi, at der er så meget vægt på socialitet, og at det derfor bliver værdsat højere om folk er sjove eller charmerede eller lette at tale med.

Hmm.... det er lige før jeg synes der manglede nogen brædtspil...

Men min knutepunkt er fuldstændigt uafhængig af de tvivlsomme program og de mærkelige strukture. Jeg har haft skøn kontakt med skønhed og varm kontakt med ild. Spændende og varsler et eller andet ude i fremtiden...Sålænge jeg ikke skal ofre en forbandet laptop hver gang jeg skal møde spændende mennesker, så brokker jeg mig ikke....

men snue på vej og nys ud over det hele. Mit hjerte længes hjem efter mit varmetæppe og rugbrød...og lydbøger og mit klaver. Og ro....forbandet ro....

2009-04-02T18:09:00.002+02:00

Jeg sejrede! Lavede knock-out. Ramte zonen hvor ordene dansede og skabte sig selv. Hvor fortællingerne spandt sig rundt om mine ideer med deres eget skønne liv.

Stående lige pladask midt i nuet og blive revet med af mine egne fortællinger. Var så ovenpå at jeg for det første slet ikke kan slippe det, og for det andet stadigvæk er ekstatisk. Hurra. Fuck yeah hvor var det wild. Skønt og råt og uden behov for at være poetisk i at beskrive det. En aften jeg sent vil glemme. En fuldendelse og den sidste pladask af bekræftigelse i, at dét er noget jeg kan og gør og gør godt. Gør hvor det føles fantastisk.

Sikke en rusjebane ugen har været

2009-03-31T08:22:00.002+02:00

At se dem blive hærdet og brændt ordentligt igennem. Varmet af solen og hærdet til at holde. Sådan bliver mine børn måske. Måske hvis jeg har modet til, at rykke rødderne op en dag. Måske hvis jeg har modet til, at lade mine frø vokse i fremmed jord.

Jeg tror det vil være det rigtige. At se gylden hud og hår fyldt med tillid til vejret og humøret. Det giver mig en mulig historie om en fremtid jeg kunne ønske mig. Men findes der noget der er mere skræmmende end ønsker der står uopfyldt?

Metafonica's stjerneskib

intet kompas

Igennem halvmørket - fra tømmerflåde til robåd

Snart kastes stjerner på pinde ud med nytårsønsker

renvasket i ensomt hjerte

Helt til tiden! og "projekt galdebekæmpelse påbegyndt"

bibbedibobbedibu

feber alene i verden

op på skrivemaskinen igen

Afrunding?

At undervises til at undervise ( elevrespons)

Huston we have Believers!

mavemålingsdrøm og efterspil...

jeg ville elske at forelske

Så tæt på og så langt fra

Den lille eller den store død?

Et gammelt nyt hjerte i pungulven

just a little travel

Drømme om hans børn

Stålsat

Hjertesten

lige før springet!

Når tingene falder i hak

bla bla

holder fast i flåden

Eller en drøm?

En kort - en lang

Dr who og vindunderligt forfærdeligt forfatteri

Who is you?

når søvnen ikke falder en ind...

bedre end det aldrig var sket?

praktik- den sidste dag Tirsdag d. 2/1 2011

Praktik dag 15. 27/1 2011

Praktik dag 13/14 mandag og torsdag d. 24 og 26/1 2010

Praktik dag 12. Fredag d 21/1 2011

praktik dag 11. Torsdag d 20/1 2011

praktik dag 10. Onsdag d 19/01 2011

Praktik dag 9 - Tirsdag d 18/1 2011

Praktik dag 8 - Mandag d 17/1 2011

Praktik dag 7. Fredag d 14/1 2011

Praktik dag 6 - torsdag 13/11 2011

praktik dag 5 - tirsdag 1/11

praktik dag 4 fredag 7/1 2011

Praktikdag 3 torsdag d. 6/1 2011

Praktik dag 2 - onsdag

Praktik dag 1.

Vi gør det på vores måde...

Husk hUsk husK

mit stakkels sultne hjerte

At lære om læren

engang imellem ligenu

svært ved fortællinger

I øjeblikket...

savner....

“A photograph is a secret about a secret. The more it tells you the less you know.”

da jeg var lille og tænkte over at blive stor...

på vej mod en ny hverdag?

So i have trustissues!!!

Breaking up is hard to do...

medier og melankolika

nattens sammenbrud

Syg af misundelse

melankolica

fra ø til ø

kan ikke rigtig sove...

.....godnatsang fra en engel...

Såeh gik der 8 - 9 dage...

i dagslys på tømmerflåden

Why bother?

hvis jeg bare kunne core-dumpe

alting kan gå itu...

Enten eller...

På tide med et nyt indlæg

selvhad igen igen

november morgen. snart eksamen

novemberregn

Feels like 4 types of crap

Prinsessen på ærten tæller sine velsignelser...

unfair odds...

lidt for meget virkelighed